Foto: Scharvik/istock
Løntjek gav 2,4 millioner til DLF-medlemmer
33 lærerkredse har opgjort, hvor mange penge medlemmerne har fået ud af det årlige løntjek, hvor tillidsrepræsentanter og kreds har kigget lønsedlerne igennem. Kredsene fandt fejl for næsten 2,4 millioner kroner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Selv en lille fejl på lønsedlen kan koste lærerne dyrt. Derfor har Danmarks Lærerforening i flere år deltaget i en løntjek-kampagne, som er en del af Er du OK?-samarbejdet på tværs af flere fagforeninger.
I efteråret inviterede de lokale lærerkredse igen medlemmerne til at få tjekket deres lønseddel. Umiddelbart efter kampagnen gennemførte DLF en undersøgelse, som viste, at 64 ud af 76 kredse havde deltaget i kampagnen. 33 kredse har opgjort, hvor meget medlemmerne har fået ud af løntjekket. De 33 kredse har tilsammen hentet 2.386.346 kroner hjem til medlemmerne.
Formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov mener, at løntjek giver fordele for både medlemmer, kredse og arbejdsgivere.
"En del kredse giver udtryk for, at det også forbedrer samarbejdet med kommunerne. Man samarbejder om at undgå fejl. Vi skal ikke bruge det til at vise frem, at kommunerne laver fejl. Vi vil meget hellere have, at vi når til en situation, hvor der ikke sker fejl", siger Gordon Ørskov Madsen.
Løntjek i Maribo: Hver anden lærer fik for lidt i løn
Løn, samarbejde og nye medlemmer
33 procent af kredsene fortæller i undersøgelsen, at de får andre former af udbytte end lønkroner ud af løntjekket. Foruden bedre samarbejde med arbejdsgiverne nævner de også øget samarbejde med andre organisationer og nye procedurer for lønindberetninger. Mange oplever også, at der er lærere, der har meldt sig ind i DLF, fordi foreningen hjælper dem med at tjekke lønnen.
"Det er glædeligt, at det får flere lærere til at melde sig ind i DLF. På den måde er løntjek et stykke konkret fagforeningsarbejde, der er meget synligt, og hvor der er kontakt afregning. Vi skaffer måske et medlem 8000 kroner, fordi vedkommende har fået for lidt i løn. Det er meget håndgribeligt og synligt for medlemmerne", siger Gordon Ørskov Madsen.
Lærer fandt 11.000 ved løntjek
Fejl på lønsedlen er overenskomstbrud
Selv om han håber på, at der en dag sker så få fejl, at det ikke giver mening at gennemføre løntjek, så mener han også, at det bliver svært at nå dertil.
"Der vil altid ske fejl. Det der er vigtigt er, at arbejdsgiveren er meget omhyggelig med at få rettet fejlene og er meget omhyggelig med at lære af de fejl, der sker. Lønsammensætningen for lærere er nogle gange kompliceret. Vi kunne godt tænke os, at det var mere enkelt. Og så er der nogle arbejdsgivere, der ikke er omhyggelige nok med at udbetale korrekt løn. Og det er faktisk et brud på overenskomsten - det er jo næsten det samme som hvis en medarbejder ikke møder på arbejde. Så det er en alvorlig sag", siger Gordon Ørskov Madsen.
Forventningen er, at DLF deltager i løntjek igen i efteråret.
Løntjek lønner sig i Køge