»Vi har den specialundervisning, som kommunen har råd til. Ikke den, der er behov for, og det er slemt. Det efterlader børn, forældre og medarbejdere ulykkelige. Men vi ramler hele tiden ind i den mur, der hedder den kommunale økonomi«.

Den kontante melding kommer fra kredsformand i Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen, som fortæller om en kommune, der i takt med nedgangen i fiskeriet har tabt en stor del af sit skattegrundlag og derfor er ramt af besparelser.

»I 2008 var vi 300 flere lærere end i dag. Det betyder, at alene siden 2013 er antallet af lærere faldet med 11 procent. I samme periode er børnetallet faldet med 3,8 procent. Hvorfor er det gået galt med inklusionen? kan man spørge. Fordi man har flyttet fokus fra barnets tarv til økonomiens tarv«, siger han.

Da det sidste sommer kom frem, at medarbejderne på en enkelt skole i kommunen havde oplevet 75 voldsepisoder, og at situationen også var slem på andre af folkeskolerne, nedsatte Esbjerg Kommune arbejdsgrupper og en styregruppe til at kortlægge inklusionsindsatsen. »Målrettede inkluderende læringsfællesskaber« hedder inklusionsprojektet, hvor forvaltningen og lærernes og pædagogernes fagforeninger prøver på at samarbejde om at skabe en god inklusion. En første melding fra kommunen lød, at der skulle ske »en fælles kapacitetsopbygning« for de pædagogiske medarbejdere på skolerne.

Det fik kredsstyrelsen til at reagere. De frygtede, at kommunen ville »skyde med spredehagl« ved at sende omkring 1.500 lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger på kompetenceløft. Et »fluebenskursus«, som de kaldte det.

»Man kan frygte, at vi har det skolevæsen, som vi har råd til. Det får så kommunen til at pege på lærerne som et problem. Nu skal lærerne på kursus for at få ændret deres mindset og dermed kunne inkludere flere i almenklasserne«, siger Maja Gundermann, tillidsrepræsentant på Vitaskolen og medlem af kredsstyrelsen, om lærernes syn på det kommunale kompetenceudspil.

Esbjerg Kommune: »Gode råd er altid velkomne«  

I stedet for det samme kursus til alle foreslog lærernes fagforening kommunen, at nogle medarbejdere fra hver skole fik et solidt kompetenceløft og bagefter kunne være resursepersoner, der kunne sættes ind, når der var behov i en klasse eller over for enkeltelever. Kredsen fremhævede, at der tidligere i Esbjerg har været et AKT-korps (adfærd, kontakt, trivsel) bestående af tre personer, der tog ud på skolerne, når der var behov. Det var en succesfuld indsats, som var blevet nedlagt for nogle år siden.

»Vi vil gerne samarbejde med kommunen, og det gør vi. Men det betyder ikke, at vi altid er enige i produktet, der kommer ud af det. Men vi søger absolut at få indflydelse«, siger Kenneth Nielsen om processen med »Målrettede inkluderende læringsfællesskaber«.

Støtten tilbage til skolen

Set med lærernes øjne er god inklusion kendetegnet ved, at den har værdi for både den inkluderede og fællesskabet. Ellers kan man ikke tale om inklusion. »Men sådan opleves det ikke i et skolevæsen med resurseknaphed«, siger Kenneth Nielsen.

I kredsstyrelsen og blandt lærerne undrer man sig for eksempel over, at et barn, der har støtte i børnehaven, ikke får støtte med, når det begynder i børnehaveklassen.

»Det forlyder fra nogle, at barnet skal have en ny chance i skolen. Men den 'chance' kan vare i flere år, og vi ser, at det især står voldsomt til i indskolingen«, siger Hanne Lassen, der er tillidsrepræsentant på Vittenbergskolen i Ribe og kredsstyrelsesmedlem.

Esbjerg-lærere i nødråb om fejlslagen inklusion 

Kredsstyrelsesmedlem Karsten Munk Nielsen har været AKT-lærer siden 2006, og han peger på, at de særlige resursepersoner er afgørende, hvis lærerne skal lykkes med inklusionsopgaverne.

»Jeg kan godt lide at arbejde med de børn, der har AKT-problemer, og jeg har arbejdet med dem i mange år og er uddannet til det. Men selv med den viden, jeg har på området, kan jeg også komme til kort, når jeg står i en klasse med de problemer, der kan være dér«, siger han.

Karsten Munk Nielsen er lærer og tillidsrepræsentant på Spangsbjergskolen Cosmos, hvor de stadig har tolærerordninger i nogle af timerne. Noget, der er skåret væk på de andre skoler i Esbjerg.

»Vi har kortere skoledage - bruger paragraf 16 b - og det er til glæde for alle. Men vi mangler ekstra personer i indskolingen. Vi har faktisk talt om, at overbygningen gerne vil give nogle af deres tolærertimer til indskolingen, fordi alle kan se, at der er stor brug for dem dér«, siger Karsten Munk Nielsen.

Også på Urban-skolerne - Danmarksgades Skole, Rørkjær Skole og Præstegårdsskolen - har medarbejderne et bud på, hvad der skal til, hvis de bedre skal kunne håndtere inklusionen: færre lektioner, men på 60 minutter, så der er mere forberedelse og færre skift for børnene. At vikardækningen i videst muligt omfang varetages af lærerne selv. Faste gårdvagtsteam, kortlægning af elever med udfordringer og et fast AKT-korps, der kan fungere både som ambulancedækning og i længerevarende forløb.

Næstformand i kredsstyrelsen Lars Overgaard Larsen, der er tillidsrepræsentant på Urbanskolen, mener, at meget er gået galt efter kommunens ændring af skolestruktur, hvor skolelederne blev flyttet rundt, og så har man siden 2014 fået mindre tid til samarbejde og flere undervisningsopgaver.

Også de »almindelige« elever fylder mere, taler kredsstyrelsen om. Der er en voldsom »mig«-kultur i dag, hvor børn fylder meget og ikke er opdraget til et fællesskab. Der er meget mindre respekt for lærerrollen i dag end tidligere. Også dét giver problemer.

Tidslinje: Inklusionsdiskussion i Esbjerg