Dæmp holdninger på arbejdet

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening får løbende sager ind, som handler om lærere, der har fået skriftlige advarsler for at ytre sig på forældremøder eller lærermøder.

»Spørgsmålet er, hvor langt kan må gå, når man ytrer sig på forældremøder og også nogle gange på lærermøder«, siger advokat fra FTF Helle Hjorth - og når det gælder møder med forældrene, er svaret klart:

»Min anbefaling er, at man undlader at sidde til et forældremøde eller en skole-hjem-samtale og tro, at man kan tage lærerkasketten af og komme med en privat bemærkning om, at skoledagene er for lange. Forældrene hører ikke, at kasketten tages af. De hører ikke, hvornår man er privatperson, og hvornår man er i tjeneste«, lyder det klare råd fra Helle Hjorth.

Når det gælder lærermøder, afventer DLF netop nu sagen om lærer Erik Schmidt fra Odense. Han blev indkaldt til en tjenstlig samtale efter at have ytret sig kritisk til et lærermøde. DLF kørte sagen ved byretten, fordi man ikke mente, at sanktionen stod mål med forseelsen. I byretten handlede sagen udelukkende om, at Erik Schmidt brød reglerne for god opførsel og dermed begik en tjenesteforseelse. DLF ankede sagen til landsretten og håber nu, at den kan komme til at handle om offentligt ansattes udvidede ytringsfrihed.

Erik Schmidt-sagen viser, at det ikke kun handler om ytringsfrihed, men også om det retslige begreb decorum. Helle Hjorth forklarer, hvad man skal tænke på: »Er det her inden for rammerne af, hvad du kan tillade dig at sige uden at komme på kant med tonen og formen? Sproget og tonen må ikke være urimeligt groft, og indholdet må ikke miskreditere din arbejdsplads«.

Ekspert: Erik Schmidt-dommen handler om ytringsfrihed