LÆRER: »DET HAR KUN VÆRETPOSITIVT«
Først var han en kollega. Nu er han skolelederen.
Sådan er virkeligheden for lærer og tillidsrepræsentant påBredagerskolen i Jelling Heidi Mølgaard, efter at Lance Luscombe inovember blev skoleleder på skolen. Men kendskabet til den nyeleder øger kun forventningerne, fortæller hun.
»Det har kun været positivt. Men det havde vi også forventet.Lance er sådan en person, der er glad og åben og har positiveforventninger til folk. Han har været god på skolen, selv om han erhelt ny.
Han har fulgt børnene, og så har han sendt et blad ud tilforældrene, hvor han fortæller om sin første uge. Og det er rart atlæse det blad, for det viser, at han virkelig interesserer sig forskolen«, siger Heidi Mølgaard.
En anden ting, som glæder hende, er, at Lance Luscombe harvalgt, at ledelsen sender ledelsesreferater ud fraledelsesmøder.
»Det giver en gennemsigtighed, som vi gerne vil have. Han viseros tillid og skaber en tryghed og ro, som vi er rigtig gladefor«.
Fra 1996 til 2005 var Lance Luscombe selv lærer påBredagerskolen, og lige i begyndelsen tænkte Heidi Mølgaard, atdet var specielt at få en gammel kollega som leder.
»Men han har taget vejen rundt om noget andet og har været lederandre steder. Og han har ingen private relationer påarbejdspladsen. Vi vidste, at vores viceleder har arbejdet sammenmed ham. Og det giver faktisk også en tryghed«.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lance Luscombe er en mand med et varmt, bredt smil og en mund, som sjældent er lukket. Det var den heller ikke den torsdag i november, hvor han mødte op til sin første dag som skoleleder på Bredagerskolen i Jelling. 650 elever var samlet i hallen for at tage imod ham. De sad tæt sammen på gulvet. Lærerne lyttede med, da Lance Luscombe gav dem den store introduktion til sit liv.
»Jeg fortalte om, hvem jeg er, og lidt om min familie. Det er vigtigt, at man kender dem, man er sammen med«.
Han fortalte, at han er født i Zambia. Hans mor er dansker, men arbejdede som ulandsfrivillig, da hun mødte hans far, som er englænder.
»Jeg viste billeder fra min skoletid og fortalte om, hvordan jeg har haft svært ved at gå i skole. Og jeg fortalte, at jeg er ordblind, og fortalte om, hvordan jeg endte med at blive skoleleder«, siger han.
Lance Luscombe tog Orla Frøsnapper med i salen. Bogstaverne, der hoppede i bogen, og heksebryggen, som gjorde Gummi-Tarzan i stand til at læse.
»Og jeg fortalte, at min heksebryg bestod af tre ting. Et - at jeg pludselig blev mødt af en lærer, der havde positive forventninger til mig. Det var en øjenåbner, som gjorde, at jeg begyndte at tænke, at det umulige var muligt. Nummer to var, at jeg skulle blive ved med at tro på det. Og nummer tre var kammeraterne og fællesskabet omkring det, man laver. Det hjalp mig som ordblind«.
Og så kiggede den nye skoleleder ud over eleverne og bad dem, som er ordblinde, om at rejse sig op. Eleverne poppede langsomt op i salen. Og så fik han alle de andre til at klappe af dem.
»Det var en stærk oplevelse. Jeg får næsten en klump i halsen af at fortælle om det«, siger Lance Luscombe.
Lærerhyldest: Verdens bedste skoleledelse
Den amerikanske fiasko
Det er ikke første gang, Lance Luscombe sætter sine ben på Bredagerskolen. Det gjorde han allerede i 1996, da han som nyuddannet lærer fik arbejde på skolen. Efter ni år syntes han selv, at han var begyndt at blive et brokkehoved. Han er ikke så glad for rutiner, og tiden var kommet, hvor han trængte til nye udfordringer. Han var klar til at rejse væk fra den danske jantelov og udleve den amerikanske drøm. Så han pakkede kone, tre børn og kufferter og søgte langt væk fra den danske hverdag.
»Så valgte jeg og min kone, som også er lærer, at søge job i North Carolina. Jeg blev lærer på en skole, som lå i slummen derovre. Vi lejede huset ud i et år, og så skrev vi kontrakt med skolen i tre år«.
Men udfordringen var for stor. Efter tre måneder måtte familien kaste håndklædet i ringen.
»Jeg kom over og havde bandemedlemmer i klasserne. Det var noget helt andet end i Jelling. Jeg havde teenagemødre i 8. klasse. Eleverne skulle gå på bestemte prikker på gangen, når de gik til klasserne, og de måtte ikke møde hinanden på vejen af safetyreasons«, fortæller Lance Luscombe.
Niveauet var også højt, svarende til niveauet i det danske gymnasium, og selv om Lance Luscombe har engelske aner, var der også fagtermer, han skulle læse op på.
»Det var ikke så godt. Mine egne børn skulle jo også være i det. De mistrivedes. Det var en fiasko. Vi valgte at sige: 'Vi pakker det hele, og så flytter vi hjem til Jelling'«, siger han.
De fik en lille bøde for at bryde kontrakten. Og de amerikanske kolleger samlede penge ind til dem.
»Der var en utrolig stor venlighed. Jeg tror, vi kunne lære noget af amerikanerne. Vi er reserverede. Det er man ikke i USA. Måske finder man ud af, at de er lidt overfladiske, men det betyder ikke så meget, når det er ens første indgang til andre mennesker«, siger Lance Luscombe.
Tilbage i Danmark flyttede familien på fem ind i et 40 kvadratmeter stort kollegieværelse i Jelling, mens de ventede på, at deres hus igen blev ledigt. Lance Luscombe henvendte sig til Vejle Amts Folkeblad og fortalte om det mislykkede skoleeventyr i USA. Artiklen betød, at han pludselig fik tilbudt et job som lærer på Skibet Skole i Vejle. Senere blev han viceskoleleder samme sted. Og derfra søgte han nye udfordringer på Smidstrup-Skærup Skole, hvor han de seneste otte og et halvt år har været skoleleder. Og hvor han sammen med resten af skoleledelsen blev hyldet af lærerne for at være »verdens bedste ledelse«.
Samarbejdsprojekt: Lærerne skal være med i skolens beslutninger
Brug for flere ledelsesudfordringer
Men selv om medarbejderne mener, man bedriver skoleledelse i verdensklasse, kan man blive rastløs og længes efter nye udfordringer. Så da stillingen som skoleleder på Bredagerskolen blev ledig, søgte Lance Luscombe jobbet på sin gamle skole.
»Jeg er nok den type, som helst skal udfordres, og hvis tingene går hen og bliver for meget rutine og dagligdag, så dør jeg lidt i det. Jeg skal virkelig bruge mig selv i mit arbejde. Det gjorde jeg på Smidstrup-Skærup Skole, og mange ting fungerede super godt i den hverdag, der var. Men hvis jeg selv skal udvikle mig som leder, skal jeg ud på tynd is og bruge helt nye sider af mig selv, som jeg ikke har prøvet før«.
Hans ambition er at få elever, forældre og politikere til at hoppe med på den nye folkeskole.
»Folkeskolen er i en kæmpe omstillingsproces, hvor politikere i mange år har haft rigtig meget fokus på snæver faglighed - på færdigheder. Elever er blevet sammenlignet og bedømt på færdigheder, og sådan har folkeskolens eksamener også været tilrettelagt. Nu er fokus ændret til, at det er kompetencer, børnene skal være gode til at besidde. Min ambition er, at vi bliver rigtig gode til at lave en skole, hvor børnenes kompetencer til at modulere, perspektivere, kommunikere og undersøge kommer i fokus. Men man skal selvfølgelig kunne læse for at kunne forstå«, forklarer skolelederen.
Inden Lance Luscombe begyndte som leder på Bredagerskolen, lod han sin finger køre ned over navnene på alle elever i indskolingen. Hans finger stoppede tilfældigt ved Katrine. På mellemtrinnet ramte den Kalle. Og i udskolingen ramte den Nikolaj.
»Så følger jeg eleverne en hel dag for at se, hvordan det er at gå i sådan en skole. Da jeg mødte Nikolaj, var det første, han sagde til mig: 'Jeg er også ordblind'«, fortæller Lance Luscombe, og smilet breder sig helt ud i stemmen, da han fortæller, hvad han svarede eleven:
»Fedt, så er vi to«.
»Det viser, at når vi først føler, at vi er en del af et fællesskab, så er tingene meget lettere«.
