Læsningen er løs i Nyborg takket være de fem mennesker i projektgruppen, som i dag blev hædret med Årets Læseinitiativpris.

Læsepris: Samarbejde med folkebiblioteket gavner læsningen

Læsningen er løs i Nyborg. Bibliotekarer og skoler har smidt fordomme til side og er gået sammen om en læsekampagne. Det har de i dag fået Årets Læseinitiativpris for. Med prisen følger 15.000 kroner.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkebibliotekarer har fokus på materialerne, mens skolernes PLC-medarbejdere har fokus på undervisningen. Det er to fagligheder, som ikke har tradition for at arbejde tæt sammen. Men i Nyborg er det blevet til et overordentligt givtigt match.

"Det er efterhånden en del år siden, jeg mødte Birgitte, som er bibliotekar på folkebiblioteket. Det var nok en blanding af kemi og at vi begge gerne ville i gang med en masse initiativer", fortæller Eva Nielsen, som er afdelingsleder og koordinator for PLC i Nyborg.

For folkebibliotekar Birgitte Haugbøl går den tætte kontakt til skolerne endnu længere tilbage, for Nyborg Kommune er en af de kommuner som allerede i 2014 af Undervisningsministeriet fik lov til at prøve at have fælles ledelse for de pædagogiske læringscentre og folkebibliotekerne, og den leder blev Birgitte. Det er de positive erfaringer fra de forsøg, som sidste måned fik undervisningsminister Merete Riisager til at fremsætte et lovforslag, der giver alle kommuner lov til at slå læringscentre og biblioteker sammen.

Lovforslag åbner for at PLC og folkebiblioteker kan slås sammen

Finsk studietur satte turbo på projektet

Men i mødet med Eva Nielsen blev kontakten endnu tættere, fortæller Birgitte Haugbøl. De begyndte at holde møder sammen, og da de for fire år siden kom med på en studietur til Finland tog det rigtigt fart.

I Finland har man nemlig ikke skolebiblioteker, så her spiller folkebiblioteker en stor rolle, ligesom man arbejder aktivt med at inddrage forældre og bedsteforældre i at skabe læselyst.

"Vi sad der i bussen i Finland og var lige dele målløse over, at de ikke havde læringscentre, og inspirerede af alle de ting de kunne. Hvordan kunne vi få forældre og bedsteforældre til at deltage mere og tage mere ansvar?", fortæller Eva Nielsen.

Læsning skal være drevet af lyst

De arbejdede videre med planerne gennem det følgende år og fik yderligere tre læsningsentusiaster med i projektet: Læsevejleder Susanne Juhl Pedersen, læse- og it-vejleder Beth Holst Brok Jørgensen og børnebiblotekskonsulent Torben Olesen.

For tre år siden kunne de så præsentere projekt "Læsningen er Løs", og det er det projekt, Landsforeningen af Læsepædagoger og Gyldendal Uddannelse netop har givet dem Årets Læseinitiativpris for på Munkebjergkonferencen i Vejle. Med prisen følger 15.000 kroner.

Fokus på alle de gode initiativer

Læsningen er løs i Nyborg er en ramme, som læsevejledere og lærere kan putte alle mulige forskellige initiativer ind. Det har et logo og en maskot, "Læsegøjen", der i form af fine tøjpapegøjer er med overalt i kommunen.

"Da vi præsenterede det, havde vi en stor gylden ramme med på scenen, ligesom vi har badges og bannere. Pointen er, at vi skaber en ramme og sætter lys på alle de ting, der allerede foregår ude på skolerne. Vi understøtter nye ideer og kommer selv med forslag. Men det vigtige er, at vi ikke fortæller lærerne, hvad de skal. Vi hjælper dem", fortæller Eva Nielsen.

Ny forskning omsat til praksis rykker elevers sprog og læsning markant

Med opmærksomheden kom også en række folk og organisationer, som gerne ville støtte med både penge og opmærksomhed. De har for eksempel en lokalpolitiker, som tager sin læsegøje med på erhvervsfremstød i Japan og skaber opmærksomhed.

Han er en af 28 gøjeambassadører, som arbejder for at sætte spot på læsningen.

"Der er ingen tvivl om, at det også betyder noget for alle de super entusiastiske dygtige læsekonsulenter, som mange steder føler, at de kæmper alene. På den her måde får vi talt om, hvad vi er stærke til og highlightet alle de fantastiske ting, der sker rundt omkring", siger Eva Nielsen.

Kan lære meget af hinanden

Eva Nielsen og Birgitte Hougbøl er enige om, at samarbejdet mellem skole og folkebiblioteket gør en stor forskel.

"Vi er nået til den erkendelse at en plus en bliver til tre. Vi har hver meget stærke fagligheder, og vi kan lære rigtigt meget af hinanden, når vi kaster fordommene væk. Samtidig har PLC været under stort pres siden reformen, hvor medarbejderne skal undervise rigtigt meget, så der er meget få timer til vejledning. Så er det ekstra fantastisk at have sådan en stærk makker", siger Eva Nielsen og udtrykker stor respekt for bibliotekarernes uddannelse og erfaring.

"Birgitte har jo for eksempel ordnet, at vi har en flydende samling, hvor alle folkeskoler kan låne fra og tilmed få kørt ud til skolen. Og så er der al deres viden om logistik og indkøb og organisering, og deres kulturelle input og forfatterbesøg. Det er virkelig ret fantastisk, hvad vi har lært af hinanden".

Birgitte Haugbøl nyder, at hun har fået en meget stor viden om skolen af de mange års tætte samarbejde. Og hun sætte også stor pris på PLC-medarbejdernes faglighed.

"De kan i den grad også noget, vi ikke kan. De er smadderdygtige til kommunikation og kender jo børnene på en helt anden måde. Samtidig giver det også også en legitimitet i skolen, at vi er der fysisk. Vi har et meget ligeværdigt samarbejde, som gør en stor forskel".

Årets Læseinitiativpris uddeles af Landsforeningen af læsepædagoger og Gyldendal Uddannelse for at styrke læseområdet og skabe øget fokus på de gode historier og nye spændende aktiviteter inden for skriftsproglige færdigheder.

Udover hovedprisen på 15.000 kroner, modtager de fire andre projekter, der var nomineret, hver 1.000 kroner. De nominerede var: Fælles indsats for alle ordblinde elever i Kompetencecenter for læsning Thy, Guided Reading fra Skoleområdet Rudersdal Kommune, Literacy across the curriculum fra Vestfjendsskolen i Viborg.

Læsning: Slut med dårlig samvittighed over for de dygtige

 

Læs mere

Læsningen er løs' hjemmeside