Nyerhvervelsen Hotel Haraldskær i Vejle Ådal.

Lærerne tjener penge på hoteller

18 millioner. Så stort var overskuddet på Sinatur Hoteller sidste år. Halvdelen af de penge får Danmarks Lærerforening, og dermed tjener lærerne penge på hoteldriften. DLF har netop købt endnu et hotel.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Haraldskær ligger i Vejle Ådal og er gennemrestaureret herregård, der stammer helt tilbage fra 1434. Danmarks Lærerforenings hotelkæde har forpagtet hotellet siden 2007, og nu har DLF fået mulighed for at købe hotellet. Det har politikerne i hovedstyrelsen nikket ja til, og det mener økonomichef i DLF Elo Nisted er en rigtig god ide.

"Det giver os bedre mulighed for at udvikle hotellet. Vi har allerede puttet en del penge i hotellet, men det er økonomisk uhensigtsmæssigt at investere i en fremmed mands hus. Vi har igennem alle årene haft et godt samarbejde med Boligselskabernes Landsforening (BL), som ejer huset. Men større ombygninger  eller vedligeholdelse skal aftales med BL inden det iværksættes", siger han og forklarer, at DLF ejer de fem andre hoteller i Sinatur-kæden, og at det derfor giver bedst mening også at eje det sidste.

Sinatur-hotel nomineret for sit madkoncept 

En god forretning

Haraldskær koster 18 millioner kroner, og hvis hotellet fremover har samme overskud som nu, vil det betyde, at det vil tage 11 år, før hotellet har et overskud, som svarer til købsprisen.

Men hvorfor skal en fagforening drive hoteller? Antallet af lærerstillinger i Danmark er faldende, og det betyder, at også antallet af medlemmer i DLF er faldende, og hvis medlemmerne fortsat skal have samme service, er det vigtigt at investere penge i ting, som også giver afkast, forklarer økonomichefen.

"Det er Lærerforeningen, der fremover ejer hotellet. Hovedkassen har en andel, og så har Særlig Fond (DLF's strejkekasse, red.) en andel. Sinatur fungerer i praksis som en selvstændig virksomhed", forklarer Elo Nisted og fortæller, at i Sinaturs bestyrelse sidder formand for DLF Anders Bondo Christensen, sekretariatschef i DLF Bo Holmsgaard og Elo Nisted.

Tilknytning til skoler

Sinatur Hoteller har haft overskud siden 2015. Sidste år var overskuddet på 18 millioner kroner. Halvdelen af de penge bliver på hotellerne til vedligeholdelse og udvikling, mens den anden halvdel går til Danmarks Lærerforening og Særlig Fond. Elo Nisted tror, der er flere faktorer, der spiller ind på, at hoteldriften er blevet en god forretning.

"I 2014 lagde vi stort set alle ledelsesmæssige beslutninger i Sinaturs direktion bestående af de enkelte direktører på hotellerne, og det har virket, samtidig med at vi har været begunstiget af  et økonomisk opsving i samfundet", siger han.

Men når Særlig Fond bruges til hoteller, hvad sker der så, hvis lærerne igen kommer i en konflikt med arbejdsgiverne?

"Hvis man skal i konflikt igen, så kan vi belåne hotellerne, så kan vi bruge pengene til en konflikt. Det kan vi også gøre med investeringsejendommene, som vi har i København", forklarer Elo Nisted. 

Ind i mellem har hotellerne særlige tilbud for medlemmer af DLF. Og i det hele taget kan man godt mærke tilknytningen til Lærerforeningen.

"Hvert hotel har en folkeskoleklasse knyttet til sig, som så har en kontakt til hotellet gennem hele skoleforløb. De tager også elever ind, som har problemer eller flygtninge ind. I det hele taget tager de tager et stort socialt ansvar".

Nyborg får skolemuseum på Sinatur Hotel Storebælt