Lene Tanggaard, du har skrevet bogen »Læringsglemsel«, fordi du mener, at det er et begreb, som mangler i den pædagogiske debat. Kan du kort forklare begrebet?

»Jeg har tre pointer med begrebet. For det første beskriver ordet det fænomen, at vi lærer mest, når vi glemmer, at vi er ved at lære - når vi er helt opslugt at stoffet. Det har vi været tilbøjelige til at underkende de sidste 10-15 år, hvor fokus har været på refleksion, logbøger med mere. Men man kan godt blive god til at føre logbog uden at vide ret meget om det, man fører logbog om.

For det andet ligger der det i begrebet, at aktiv glemsel af og til er positivt, fordi det giver plads til noget nyt. Det kan der være brug for, hvis man har lært noget forkert, eller man får nye indsigter i gammelkendt stof. Endelig er der en politisk pointe: Jeg mener, at vi har brug for at svække læringsdiskursen, som fylder alt for meget i skolen og skoledebatten. Begrebet 'læringsglemsel' skal give plads til at huske på folkeskolens formål og til dannelse«.

Du vil svække læringsdiskursen, men samtidig er det en pointe i din bog, at læringsglemsel er et bevidst svagt begreb. Hvordan hænger det sammen?

»Mit begreb skal ikke gå ind og fylde det hele. Vi har stadig brug for at tale om, at elever lærer, men vi skal finde en balance mellem det eksplicitte fokus på synlige læreprocesser og læringsglemsel. Derfor er det en fordel, at begrebet ikke er for stærkt«.

Lene Tanggaard: Dannelsen skal opstå i en garagerevolution 

Hvad skal der komme ud af den balance?

»For mig handler det om at redde skolen og genetablere respekten for lærerens dømmekraft. Det skal så give plads til mere spontanitet, mere krop, mere engagement i undervisningen. Det er i øvrigt også det, som forskningen i læreprocesser i undervisningen viser.

Den gode og forberedte lærer kan få spontanitet i spil, og det kan der komme bedre undervisning ud af. Lad os sige, at historielæreren har planlagt en lektion om landboreformerne, men undervejs opstår der diskussioner i klassen om for eksempel magtforhold i oplysningstiden. Læreren kan gribe den og løbe med den, så klassen får mulighed for at blive i den debat, de var engagerede i. Så må landboreformerne vente til en anden gang.

Det kræver selvfølgelig, at læreren har en stor fagfaglighed og er en dygtig pædagogisk praktiker. Men det er de fleste lærere heldigvis også«.

Har lærere ikke mulighed for at praktisere den spontanitet i dag?

»Der er heldigvis masser af lærere, som giver plads til spontanitet i deres undervisning i dagens folkeskole. Men skolen som institution er længe blevet trukket i en anden retning af læringsmål, elevplaner med mere. Det er derfor, jeg skriver i bogen, at 'vovemod, anarki og civil ulydighed indimellem er det, der gør, at vi kan løse opgaverne med høj kvalitet«.

Hvordan skal læreren blive i stand til at skabe rammerne for den spontanitet, du efterspørger?

»Min ideelle lærer minder ret meget om en vinsmagningsekspert. Man kan godt læse sig til en masse viden om druer, jordbundsforhold og gæringsprocesser, men du kommer ikke uden om, at du også skal smage på en masse vin. På samme måde kan lærere lære om klasseledelse, udarbejde elevplaner og så videre, men i sidste ende lærer man at være lærer ved at stå i klassen og undervise.

Og ligesom vineksperten kan vurdere, om en vin er god eller ej, kan læreren fornemme, om undervisningen virker - og ændre den, hvis den ikke gør«.

Men det kræver vel en vis erfaring. Risikerer man ikke en skole, hvor timerne indimellem går op i hat og briller?

»Jo, men det gør de også i dag. Vi er nødt til at erkende, at det ikke helt kan undgås, og så tage fat om problemerne der, hvor de er«.

For at vende tilbage til dit ønske om at svække læringsdiskursen - hvad er problemet så med den diskurs?

»Der er blandt andet det problem, at selve ordet læring alt for ofte bliver forstået som tal og bogstaver eller en evne til at reflektere og senere evnen til at analysere digte og løse andengradsligninger. Men læreprocesser er også sansebårne og kropslige, viser sig i et engagement i stoffet - og skolen skal også være det sted, hvor eleverne lærer det, de vanskeligt kan lære andre steder. For en del børn er det for eksempel at slå søm i eller spille på koklokke. De færdigheder får hverken plads eller prestige i et uddannelsessystem, der er domineret af en læringsdiskurs med medfølgende fokus på skolastiske færdigheder«.

Så akademikerbørn skal lære at sætte hylder op i skolen, og så kan håndværkernes børn analysere Karen Blixen imens?

»Ha ha. Ja, man kan i hvert fald godt åbne øjnene mere for, at der er andre veje gennem livet end den akademiske. Det håber jeg, at en debat om læringsglemsel også vil hjælpe med«. 

Anmeldelse: Læring: Glem det!