Merete Riisager på besøg på Tarm Skole tidligere på året.
Riisager vil diskutere skolens fag i stedet for test, synlig læring og målstyring
Det har alt for længe handlet alt for meget om styring i skoledebatten, lyder det fra undervisningsministeren. Hun vil nu i stedet sætte fokus på indholdet i skolens fag. "Ingen udvikling af folkeskolen uden udvikling af fagene", lyder hendes parole.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bølgerne er gået højt i skoledebatten i en årrække, men det har været med fokus på, hvordan man organiserer undervisningen. Imens har indholdsdiskussionen levet en hensygnende tilværelse.
Sådan lyder det i dag fra undervisningsminister Merete Riisager i et debatindlæg her på folkeskolen.dk.
"Debatten om nationale test blev afløst af debatten om John Hatties metodestudier, der blev afløst af variation og bevægelse, der igen blev afløst af debatten om læringsmålsstyring og 'engineering'", skriver hun og slår fast, at ingen af debatterne i sig selv er irrelvante.
"Men de har til det fælles, at det, som bør være omdrejningspunktet, nemlig fagene, næsten er forsvundet. Udgangspunktet er forkert, og det er ikke godt. For selve formålet med de forskellige tilgange og metoder er jo at indføre eleverne i et fag".
Derfor slår hun i sit indlæg til lyd for, at alle begynder at lade debatten om folkeskolen tage udgangspunkt i nogle helt andre spørgsmål, som handler om indholdet af undervisningen i stedet for rammerne for den.
Læs hele debatindlægget her:
Debat: Tilbage til fagene