Først bliver eleverne i 5.b sat til at lege marionetter selv, så de forstår principperne

Når sløjd og håndarbejde slår pjalterne sammen

Sløjd- og håndarbejdstimerne på Uglegårdsskolen bliver nu lagt sammen. Det sker som et forsøg for at sikre fagligheden inden for fagenes måske fremtidige ramme Håndværk og design. Følg lærernes og elevernes reflektioner i deres blog herfra i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret
Eleverne laver deres helt egen marionetdukke af træ, som efterfølgende kan bruges i undervisningen i andre fag.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En femteklasse på Uglegårdsskolen skal fra 18. august og et halvt år frem vænne sig til, at det ikke længere hedder sløjd eller håndarbejde. Nu er det både og. Og samtidigt. En sløjdlærer og en håndarbejdslærer på Uglegårdsskolen i Solrød syd for København forsøger nemlig at tænke undervisningen sammen.

"Vores største mål er, at fagligheden bliver tydelig", siger Sahra Gille. Hun er håndarbejdslærer på Uglegårdsskolen.

Ideen om sløjd og håndarbejde som et samlet fag tog Undervisningsministeriet op tilbage i marts 2009 og navngav det Håndværk og Design. For skoleåret 2010-2011 er 24 forsøg med faget blevet godkendt af Undervisningsministeriet landet over, og tilmeldingsfristen er endnu ikke løbet ud.

"Forsøgene giver eleverne en ny mulighed for at udvikle deres interesse og evner inden for en række områder, som er uløseligt forbundet med deres udvikling i alle skolens fag. Jeg hæfter mig især ved, at så mange skoler vil gennemføre forsøg med det nye fag håndværk og design", siger undervisningsministeren på ministeriets hjemmeside.

Men Uglegårdsskolen er ikke med på den liste. Og det er helt bevidst, for så kan de selv opsætte kriterierne for, hvad der skal evalueres, og hvilke mål der skal nås. Det lykkedes skolen at få støtte fra den Reiersenske Fond på 15.000 kroner til projektet. Det er en fond, der forsøger at fremme undervisning i håndarbejde og sløjd i København og sjællandske købstæder.

Boglige fag bestemmer retningen"

"Boglige fag som dansk og engelsk dikterer ofte, hvad vi laver i sløjd og andre kreative fag, når der arbejdes sammen. Med dette forsøg kan vi vende billedet om, så det bliver os, som søsætter projekter, der kan arbejdes videre med i dansk", siger Shamirra Aisinger. Hun er sløjdlærer på skolen, men også uddannet i håndarbejde fra seminariet.

Det produkt, som femteklassens elever til slut har i hænderne, bliver deres helt egen marionetdukke i træ. Det er så meningen, at dukken kan bruges til undervisning i andre fag. Shamirra Aisinger mener, at marionetdukken var et helt oplagt valg, da den er ideel til sprogfag. Ideen til projektet har rumsteret rundt i Shamirra Aisinger siden semirariet.

"Jeg ser en fordel ved at lade sløjd og håndarbejde arbejde tæt sammen, for i den virkelige verden er designprocessen ikke delt op efter, om du arbejder med træ eller tråd".

Klassens timer i sløjd og håndarbejde er blevet skemalagt på samme dag og i samme halvår. På den måde bliver der mulighed for tid til fordybelse og for fælles planlægning. Så kan designprocesserne foregå på tværs af de to fag, hvor det synes relevant. Lærerne får også en chance for at arbejde i hinandens værksteder og lære af hinanden.

Hovedet på bloggen

Femteklassen og de to lærere vil undervejs skrive om deres oplevelser og refleksioner på en blog på folkeskolen.dk: 'Forsøgsprojekt med sløjd og håndarbejde'. Her vil læsere med interesse i projektet løbende kunne følge med. Onsdag fortæller eleverne, fredag giver sløjdlæreren sine refleksioner og mandag er det så håndarbejdslærerens tur.

"To elever fra hvert hold blogger ad gangen samtidig med undervisningen hver onsdag. Så går de rundt og stiller spørgsmål til klassekammerater og tager billeder. De synes, det er rigtig spændende", fortæller Shamirra Aisinger.

Linket til bloggen kan du finde til højre for artiklen.