"Vi vil bruge kræfterne på at blive klogere på muligheder og udfordringer på folkeskoleområdet i samarbejde med arbejdstagerne. Derfor nedlægger vi nu implementerings-gruppen”, lyder det fra KL-formand Jacob Bundsgaard.

OK18: Slut med overvågning fra implementeringsgruppen

En styregruppe bestående af folk fra KL, Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet har løbende fulgt implementeringen af arbejdstidslov og skolereform. Nu bliver gruppen nedlagt, og KL vil samarbejde med lærerne om at blive klogere på mulighederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Implementeringen af Lov 409 og folkeskolereformen er siden 2014 blevet fulgt af en følgegruppe, der har overvåget en række mål. Følgegruppen har haft repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL, men ingen repræsentanter fra lærerne har været inviteret med i gruppen.

Implementeringskontoret: Corydons forlængede arm i Undervisningsministeriet

I dag har KL offentliggjort, at gruppen er nedlagt. KL-formand Jacob Bundsgaard fortæller, at det sker som følge af den nye overenskomstaftale med lærerne.

"Med overenskomstaftalen vurderer vi, at der ikke længere er brug for implementerings-gruppen. Vi vil bruge kræfterne på at blive klogere på muligheder og udfordringer på folkeskoleområdet i samarbejde med arbejdstagerne. Derfor nedlægger vi nu implementerings-gruppen", lyder det fra Jacob Bundsgaard.

Formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen sætter stor pris på, at KL vil erstatte implementeringsgruppen med et samarbejde med lærerne.

"Det er ikke et sekund for tidligt. Det er en uskik, at man har haft sådan et sekretariat, der har skullet følge op på både en reform og overenskomststof - for lovindgrebet blev overenskomststof efter det var vedtaget - og at man kun har den ene part med. Det er ikke udtryk for samarbejde. Det er et udtryk for, at man holder den ene part ude", siger Gordon Ørskov.  

Han synes, at nedlæggelsen af gruppen bakker fint op om de tanker der er i de arbejdstidsinitiativer, som er en del af det overenskomstforlig, som KL's topforhandler Michael Ziegler og lærernes formand Anders Bondo Christensen sammen underskrev i fredags. Et forlig, som lærerne nu skal tage stilling til ved en urafstemning.

"Jeg er rigtig glad for, at KL har taget det her initiativ. Det ligger fint i tråd med, at vi nu har besluttet os for at etablere et tæt samarbejde både om en ny arbejdstidsaftale for lærerne og om skolens udvikling og indhold. De to ting har helt sikkert noget med hinanden at gøre. Og der ligger det her fint i tråd med de ambitioner, vi har lagt ind i et nyt samarbejde: en ny start", siger Gordon Ørskov.  

Bondo: Vi fik ikke en aftale, men vi fik brudt 'en ekstreme styring'