Der var engang en kvinde, der hed Tove. Tove med det rodede, blonde hår, striktrøjerne, den militærfarvede jakke og gummistøvlerne. Tove, der tegnede prinsesser og malede hjerter i ens ansigt til fastelavn. Tove, der gik ned på knæ, så hun kom helt ned i øjenhøjde med én, og spurgte, hvordan man havde det.

Tove, der lærte én at udtale det besværlige bløde danske d i »mad« eller »blad«. Tove, der inviterede med hjem til huset derude ved skoven, hvor hun boede sammen med sin stilfærdige mand og deres gravhund. Tove, der tillod, at man klæbede til hende. At man sugede grådigt af den tryghed, der stod ud fra hende som en dampende aura, og som man næsten havde glemt, at man nogensinde havde mærket før, fordi man havde været på flugt så længe.

Det var i hvert fald sådan, Manilla og Basir oplevede det. De var to flygtningebørn fra Afghanistan, der boede på hver deres asylcenter på Vestfyn i starten af 00'erne, men som gik på den samme asylskole, hvor Tove var lærer. Det var, lige efter at tvillingetårnene var faldet i New York, og før Flygtningenævnet afgjorde, at de to børn måtte blive danske.

Tove brændte sig fast i dem. Det sted i hjernens krinkelkroge, hvor de stædigste minder bosætter sig. Og da de to små børn blev til Manilla Ghafuri og Basir Khurrami med myndige cpr-numre, olivenfarvet hud, universitetsstudier, fester og frivilligt arbejde, mødte de hinanden ved et tilfælde og kom til at tale om Tove. Og besluttede sig for at finde hende. Derfor sidder de nu i en bus fra København på vej til Fredericia. 15-16 år efter at de så Tove sidst.

Da 24-årige Manilla Ghafuri og Basir Khurrami mødte hinanden for under et halvt år siden, kunne de ikke huske hinanden fra asylcentertiden. Det kan de stadig ikke. Men deres lærer var tydelig for dem begge. De havde ikke andet end hendes fornavn og fragmenterede minder, men med hjælp fra bekendte og Facebook har de fundet frem til Tove Voss Kristensen, daværende lærer på Centralskolen Fyn i Ejby - en asylskole, som det hed dengang.

De griner lidt nervøst, mens de sætter sig til rette i bussen og forsøger at fatte, at de skal møde hende igen. Inden i dem fyger tanker og slørede erindringer, fra dengang de var otte-ni år gamle. De glæder sig til at møde et vidne til den hårdeste tid i deres liv. En, der måske kan gøre barndomsminderne klarere. Men vigtigst af alt vil de sige tak.

Manilla Ghafuri var syv år gammel, da hun sammen med sine forældre og seks søskende flygtede fra Taleban i 2000. Måske skulle de på ferie, tænkte hun dengang. Men det var ikke nogen ferie at krydse de mange lande til fods og overnatte i mørke skove.

I Polen blev familien skilt ad. Hendes mor og tre søskende endte i Tyskland, mens Manilla Ghafuri sammen med sin far og tre søstre endte i Danmark. Der gik over halvandet år, før familien blev genforenet.

»Var det, fordi Tove vidste, at jeg manglede min mor, at hun tog sig ekstra meget af mig?« spørger hun retorisk. »Var det, fordi hun vidste, at din far ikke var der, at hun tog hånd

om dig, Basir?« siger hun.

Basir Khurrami var seks år, da hans far, som havde været politisk aktiv, måtte flygte fra Afghanistan. Planen var, at han ville tage til Canada og få sin familie derop. Men så forsvandt han, og Basir Khurramis fire ældre søskende var nødt til at træffe beslutningen om at flygte sammen med deres mor og lillebror.

Der gik over tre år, før de fik kontakt til hans far igen, og de alle blev genforenet i Danmark.

Deres historier er langtfra enestående. Der var så mange børn på asylskolen, der havde oplevet ting, ingen børn burde opleve. Tove Voss Kristensen tog sig kærligt af dem alle og var så meget mere end deres lærer.

»Jeg vil spørge hende, hvordan det har været for hende at påtage sig den opgave«, siger Basir Khurrami, og Manilla Ghafuri nikker:

»Jeg har altid gået og tænkt på, at jeg bare ville sige … tak. Jeg ved godt, det bare er et ord, men der ligger så meget i det her tak - det tror jeg godt, hun vil kunne fornemme. Jeg vil takke hende for det ansvar, hun påtog sig, selv om hun ikke behøvede«, siger hun.

»Ja, jeg vil også sige tak. Fordi hun har givet mig, dig og en masse andre børn et afbræk fra den grimme virkelighed på et asylcenter, hvor man er utryg hele tiden. Både fordi der sker ting som slåskampe og knivstikkerier og på grund af uvisheden. Ens liv kan i princippet vende på en tallerken hver eneste dag, fordi man kan få afslag og blive sendt tilbage. Det fylder alt for ens forældre, og de har ikke overskud til at gøre én tryg«, siger Basir Khurrami.

Bussen kører af motorvejen for at samle passagerer op i Ringsted. Der er et par timer til Fredericia, hvor Tove Voss Kristensen spændt venter på det uventede besøg. For lidt over en uge siden havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle se nogle af »sine« børn fra asylskolen igen.

Ikke at hun nogensinde var holdt op med at tænke på dem eller drømme om dem om natten indimellem. Hun havde også prøvet at søge lidt på Facebook.

»Jeg blev meget, meget overrasket og mægtig glad, da jeg blev ringet op. For jeg holdt så meget af de børn, og det var sådan en dejlig tid. Og jeg blev også meget rørt over, at jeg har haft en betydning for dem«.

»Det har altid været minoriteter, de anderledes, der har stået mit hjerte nærmest. På lærerseminariet skrev jeg speciale om kollektivistiske og individualistiske kulturer og undervisning af børn med en anden etnisk baggrund end dansk. Som tingene er i dag, er det også virkelig nødvendigt at undervise de børn i demokrati og kulturforskelle. Tit har de jo aldrig været i et dansk hjem. Jeg kan tydeligt huske, hvordan de rendte rundt i min have, og hvor meget de nød det. Netop børn med anden etnisk baggrund har brug for, at man lukker dem ind i sin privatsfære«.

Gruset knaser under deres fødder, mens Manilla Ghafuri og Basir Khurrami går det sidste stykke ned ad stien med træerne, der engang har virket som en skov. De banker på halvdøren til det hvidkalkede hus for enden af stien.

»Hej børn!« udbryder Tove Voss Kristensen og breder armene og sit strålende smil ud.

I dagens anledning er hendes altid praktiske arbejdstøj skiftet ud med en mønstret batiktunika, der matcher brillestellet. Hendes lange, hvide hår er sat op med spænder og flettet i en lang fletning.

»Lille Basir, lille Manilla! Åh, hvor kan jeg kende jer! Hvor er du blevet smuk, Manilla! Og Basir! Mine små børn, I er jo blevet voksne!« messer hun og omfavner dem.

»Kom ind, unger!« siger hun og krammer dem på skift, mens Manilla tørrer tårerne væk.

På vej ind rammer en af dem uroen til højre for døren. Den klinger gådefuldt ligesom resten af det lavloftede hus, der emmer af mytologi, metafysik og åndsvidenskab. Prismekrystaller og englefigurer i vinduerne. Mosaikbelagte buddhaer. Duften af friske hyacinter. Ikoner med Jesus og figurer af Jomfru Maria med hænderne foldet i bøn. Hinduguden Ganesha og egyptiske symboler. Tarotkort og halvædelsten.

Stuen er delt i to. Den bagerste del er en blanding af kontor og atelier med ringbind, papirer, tuber med maling og pensler. På staffeliet står et af Tove Voss Kristensens malerier. Under trappen op til førstesalen våger en stor guldbuddha over fire guitarer, en tværfløjte, en obo og en kurv, der er ved at briste af slagtøj. På sofabordet ligger der bøger af Rudolf Steiner, og bogreolerne er fyldt med titler som »Voksenliv og læreprocesser i det moderne samfund«, »Kunsten at navigere i kaos« og »Lægeplanter og trolddomsurter«.

Toves mand gennem 41 år, Palle Bo Voss Kristensen, kommer smilende ned ad trappen for at hilse. Han filmer gensynet med sin telefon.

»Palle var jo pedel og chauffør på skolen på et tidspunkt, men jeg kan ikke huske, om I var der dengang«, siger Tove Voss Kristensen.

»Jeg tror godt, jeg kan huske dig fra vores besøg herhjemme«, smiler Manilla Ghafuri.

I hælene på Palle kommer Stella løbende - en ruhåret gravhund, hvis mor var en lille hvalp, da de besøgte huset sidst.

På væggen i køkkenet hænger et stort, indrammet portræt af parrets børnebørn - fire smilende, lyshårede piger på en græsplæne med margueritter. Køleskabsdøren er tapetseret med børnetegninger, og køkkenbordet bugner med brød og wienerbrød, sodavand, kaffe og te.

»Der er både fløde, mælk og sukker. Nu er I blevet så store, og jeg ved ikke, hvad I bruger i kaffen. Åha, hvor er det mærkeligt at se jer!« griner Tove og vinker Manilla og Basir over til det store spisebord.

»Jeg har altid haft nogle erindringer om, at vi har været herhjemme, men jeg var i tvivl om, hvorvidt det var noget, jeg bare havde drømt«, siger Manilla Ghafuri og ser sig om i stuen.

»Det har I, begge to. Jeg har fundet nogle billeder frem fra dengang, hvor I begge er med. Jeg har ikke taget billeder, hver gang I var med herhjemme, men nogle af gangene. Heldigvis har jeg skrevet alle børnenes navne bagpå«, siger Tove og viser billederne frem.

En hvirvelvind af barndomsminder blæser op i stuen. Bål og snobrød ude i Toves have. Børnene i gyngerne derude. Fastelavn. Børn i sæbekassebilen ude på grusvejen. Hønsene og den grå kat, der ikke lever mere. Billedet af alle skolens børn, der overrækker hver deres sommerfuglebillede til kontordamen Randi.

»Jeg elskede at være sammen med jer. Og jeg elskede, når vi var i klassen. Det var så hyggeligt«, siger Tove Voss Kristensen.

»Følte du ikke nogle gange, at det var for stort et ansvar? Du gjorde jo meget mere end det, du skulle, og vi var så mange børn«, spørger Manilla Ghafuri.

»Det oplevede jeg ikke. Når I engang får børn, vil I opdage, at man ikke elsker barn nummer to mindre end det første. Så elsker man bare mere. Det var sådan, det var. Jeg kan ikke huske, at jeg blev irriteret på jer. Men jeg har også forlangt noget af jer. Jeg har aldrig kunnet fordrage, hvis nogen mobber hinanden eller holder nogen udenfor. Så det skulle bare ikke ske. I skulle passe på hinanden«.


»Ja, jeg kan godt huske, at jeg havde den samme slags respekt for dig, som jeg har for min mor. Jeg kan også huske dit nærvær, og hvor meget kærlighed du gav«, siger Basir Khurrami.

»Jeg kunne mærke, at I søgte ekstra meget kærlighed, når I mødte nogen, som holdt af jer. I holdt jer altid tæt på mig. Og derfor blev mit behov for at give måske endnu større«, siger Tove Voss Kristensen.

»Du har givet os så mange oplevelser. Du har været den, der tog os med ud og med hjem til dig selv …« siger Manilla Ghafuri.

»Åha, lille skat«, siger Tove og får tårer i øjnene.

»Det er dig, Basir!« udbryder Manilla Ghafuri pludselig, da hun får øje på et billede, hvor de to står ved siden af hinanden. »Så har vi altså gået i samme klasse!«

»Det der er Muhammed!« råber Basir Khurrami og peger: »Vi har lige talt om ham i dag! Jeg troede aldrig, jeg skulle se hans ansigt igen«, siger han og sænker stemmen.

»Efter at vi havde fået asyl og var flyttet til Middelfart, og jeg var startet i en dansk folkeskole, blev jeg ved med at komme på asylcenteret, fordi det jo var der, mine venner var. På det tidspunkt havde Muhammed og hans familie boet på centeret i næsten syv år. En dag sad vi ude på græsplænen, og han var ked af det. 'Vi bliver sendt hjem i morgen', sagde han. Dagen efter var han bare væk. Jeg glemmer aldrig den samtale«.

»Jeg kan også tydeligt huske Muhammed«, siger Tove Voss Kristensen.

»Hans lillesøster blev født, mens de boede på asylcenteret. De var nogle meget, meget kønne unger, begge to. Og nu du siger det - det var noget af det slemme ved at være på den skole. Fra den ene dag til den anden var nogle af jer bare væk. Jeg blev sgu ked af det. Nogle gange græd jeg over det, kan jeg huske. Nogle gange blev I hentet midt om natten, og nogle gange dukkede de op på skolen. Men jeg tror, der blev gjort meget for ikke at hente jer på skolen. De vidste godt, at det ikke var populært«.

De støder på et billede fra en biograf. Den tur kan Basir Khurrami huske meget levende. Det var første gang nogensinde, at han var i biografen. Alle børnene gispede højlydt og hujede begejstret, hver gang der skete noget i filmen.

»Den tur kan jeg også tydeligt huske«, siger Tove Voss Kristensen.

»Det var dengang, hvor en lille pige blev hentet, mens vi var i biografen. De andre lærere vidste ikke, hvor hun sad i biografmørket. Men det gjorde jeg. Så jeg måtte tage hende i hånden og føre hende ud, lige så stille, så I andre ikke skulle opdage det. Og så stod jeg og tudede ude på trappen, og de to betjente, der skulle hente hende, havde også tårer i øjnene. De blev nødt til bare at føre hende væk«.

»Hvor meget har du tænkt tilbage på os?« spørger Manilla Ghafuri.

»Meget! Rigtig meget! Hvis ikke skolen var lukket, havde jeg arbejdet der endnu. Jeg holdt så meget af det - netop fordi man kunne gøre en forskel for jer. Jeg tror, den tid har præget mig dybt«.

»Men hvor fik du din drivkraft fra?«

»Jamen det ligger vel bare i mennesket at udvise omsorg og kærlighed. Og man får, hvad man giver. Det, jeg fik igen, var jer. Jeres blik, jeres taknemmelighed, jeres glæde. Det gjorde, at jeg bare havde lyst til at give endnu mere, at jeg slet ikke kunne lade være. Man skal altid prøve at give mere, end man tager. Det kan også kun give god karma«.

De bliver siddende bøjet over billederne alle tre. Peger og råber begejstret, når noget vækker genkendelse. Udveksler minder, fylder tomrummene ud for hinanden. Der var udflugterne til stranden om sommeren og besøg i Tivoli. Turen i cirkus, hvor alle børnene skrålede den særlige »Gøglersang« i teltet, inden forestillingen gik i gang. Pludselig udbryder Tove Voss Kristensen:

»Men fortæl mig, hvad I laver i dag! Jeg er så spændt på at høre det«.

Basir Khurrami studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup i København. Manilla Ghafuri holder orlov fra danskstudiet på Københavns Universitet og har tre job. Blandt andet for den nye undervisningsportal flygtningebørn.dk, som skal klæde lærere på til at integrere flygtningebørn i folkeskolen.

»Jeg er blevet meget inspireret af de dansk­lærere, jeg har haft. Dig og to andre. Så jeg har læst dansk. Jeg tog orlov, fordi jeg overvejede at ændre retning, og har en drøm om også at blive journalist. Men jeg har aldrig glemt dig og den måde, du har undervist os på. Så nu er jeg gået tilbage til tanken om at tage min kandidat i dansk og blive gymnasielærer. Og det er vildt, for mens jeg har læst dansk, har alle grundreglerne, eller grundlydene, sådan som du lærte os dem, hele tiden været med mig«, fortæller Manilla Ghafuri.

»Ja! Dem havde vi meget!« udbryder Tove Voss Kristensen og fylder stuen op med latter.

»Du har gjort det godt, Tove. Konsonanterne og vokalerne sidder lige, hvor de skal«, griner Basir Khurrami.

»Kan I huske det der med, hvad bogstaverne siger? K'et hedder k, men hvad siger det? 'Khkhkhkh'«.

»Jaaaaaaaa!« råber Basir og Manilla i munden på hinanden.

»Og s siger 'sssss'. Det betyder så meget! Man lærer lynhurtigt at læse og snakke, hvis man lærer at udtale, hvad bogstaverne siger, og ikke bare hvad de hedder«.

»Ja! Du havde en hel væg fyldt med alfabetet, og så kørte du runder, hvor vi skulle sige lydene. Jeg begynder at få indre billeder nu. Det har jeg haft svært ved hele dagen. Men nu kan jeg huske, hvordan vi gik op til tavlen, når vi skulle skrive bogstaverne«, siger Basir Khurrami, og Tove Voss Kristensen nikker bekræftende:

»I starten tog vi altid alfabetet, men så tænkte jeg, at nu ville jeg tage røven på jer. For der var nogle, der bare kunne papegøjesprog, kunne jeg se. Så vi tog lige det hele baglæns«, griner hun og fortsætter: »Det er en stor fornøjelse at undervise. Det er en stor fornøjelse at kunne lære børn noget og være en god pædagog samtidig. Det hører sammen, synes jeg. Man kan ikke lære noget, hvis der ikke er kærlighed«.

»Hvornår blev du egentlig lærer?« spørger Basir Khurrami.

»Det blev jeg først sent. Jeg var 37, da jeg startede på lærerseminariet. Min far døde, da jeg var tolv år, og min mor blev enke med fire børn, så vi var i den fattige ende. I mange år var jeg hjemmehjælper. Men jeg har altid ønsket mig at være lærer, for jeg beundrede sådan min lærer, fru Svendsen, da jeg selv gik i skole«.

»Hvad synes du er det vigtigste, når man skal undervise flygtningebørn?« spørger Basir Khurrami.

»Der er selvfølgelig det faglige. Men det er også helt vildt vigtigt med kærlighed, omsorg og nærvær. Som en mor, der passer på sine børn og er til stede, også når de ikke ved det. Det kan børn mærke. Man skal hele tiden være vågen. Når to kommer op at slås, skal man være der. Og man skal lære børn at samarbejde. Ofte, når man kommer fra adfærdsstyrede kulturer, har man lært noget andet end i en demokratisk kultur. Der lærer man måske mere at bruge magt, og det at slå er måske heller ikke så fremmed. Men det er nu vigtigt at lære alle børn til alle tider alle steder - asylskolebørn eller ej«.

Gravhunden Stella, der har ligget sammenrullet på en af spisebordsstolene, hopper op i skødet på Tove og vil nusses. Besøget er ved at lakke mod enden. Toget hjem til København kører om en time.

»Når jeg ser de her billeder og hører dig fortælle, så bliver jeg virkelig glad«, siger Basir Khurrami. »For når jeg tænker tilbage på asyltiden, er det ikke nogle særlig positive minder. Men at se de her billeder giver mig en tro på, at jeg har haft en god barndom. Nu kan jeg se tilbage på den tid og tænke, at der også var gode stunder. Det var der selvfølgelig også på asylcenteret, men det her - det ligner en normal hverdag. Så jeg vil gerne sige af hjertet tak, fordi du har givet os et normalt liv«, siger han, mens Tove Voss Kristensen får tårer i øjnene, og Manilla Ghafuri tager over:

»Lige siden vi fik asyl og flyttede, har du været i mine tanker, Tove. Jeg har altid tænkt på at finde dig, komme tilbage og sige tak. Det har jeg virkelig haft brug for«.

»Tusind tak. Selv tusind tak. Åha, jeg er så glad for det. Jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg skulle møde jer igen. Det er så godt at vide, at man har haft en betydning. Når man engang ligger og skal dø, skal man helst have gjort det så godt som muligt«.

»I har givet mig så stor glæde ved at være her i dag. Og I skal bare komme på besøg, når som helst I kommer til Fredericia«, siger hun og nøder dem til at tage noget af alt det brød og wienerbrød, hun har købt, med til hjemturen. »Mine egne unger får også stadig med hjem, når de er her«, griner hun.

Stella løber med ud i haven, da de skal gå.

»Hav det nu godt!« siger Tove og krammer dem begge.

»Åh, det var godt at se jer, børn!«