Der gik et sus igennem forsamlingen af kommunale politikere og embedsmænd på KL's Børn & Topmøde fredag, da Janne Hedegaard Hansen startede sit oplæg med at fortælle, at den kæmpemæssige kapacitetsopbygning, der sker på inklusionsområdet i  kommunerne har karakter af dekoration og hænger dårligt sammen med det, som foregår ude i klasserne, hvor lærerne arbejder ret alene med inklusion.

Forskning i inklusion: Dårlige vilkår for samarbejde på skoler 

Forskeren mente, at det hænger sammen med, at man fra kommunerne har fokuseret meget på at skabe den rigtige struktur og de rigtige styringsredskaber omkring inklusion.

Forskerne har i de forløbne år været 12 uger på seks forskellige skoler i 12 forskellige klasser og set på klasser, hvor skolen har fortalt, at der er et PPR-samarbejde. De har også fulgt alle de eksterne resurser i form af fx PPR-psykologer og de interne resurser, som er tilknyttet indsatsen - og de har overværet 72 møder, hvor samarbejdet udfolder sig.  De har talt med fokusgrupper og lavet videooptagelser. Så deres konklusioner bygger på et solidt fundament af iagttaget praksis.

"For os handler inklusion om, at alle har ret og pligt til deltagelse i fællesskabet. Der er meget fokus på det enkelte barns deltagelse, men man skal også se på, hvordan man kan skabe nogle læringsmiljøer, hvor der er plads til den enkelte. Det handler om forholdet mellem individ og klasse. Det er på spil, når læreren møder de enkelte elever ude i klassen". 

Rigtig mange møder

Derfor er det paradoksalt, at næsten alle samarbejder mellem lærere og psykologer sker på møder, fortæller hun. På de møder er der kun fokus på de enkelte børn.

"Vi har været optaget af, hvordan man forhandler samarbejdet mellem alle resursepersonerne, og hvad der bliver  talt om. Vi har både været i klasserummet og uden for klasserummet. Der er ingen enkle svar eller hurtige løsninger - det er meget komplekst", understreger hun.

I kommunerne er der sket en enorm kapacitetsopbygning. Der er investeret i systemer, efteruddannelse, manualer og alle resursepersoner på skolen. Der er rigtig meget kapacitet. Den viden og kompetencer aktiveres primært på møder, men der sker også noget observation i klassen, fortæller hun.

Rigtig meget lykkes i forhold til at skabe balance mellem fællesskabet og den enkelte elev. Men når det så ikke lykkes, flytter man eleven over til noget andet, siger hun.  Selv om mange kommuner har haft en politik om, at PPR skal tæt på skolen, så kan vi se, at psykologen først kommer i spil, når alt andet er prøvet, fortæller hun.

Pilen peger på barnet

"Vi kalder det en dekoration. Der sker meget i klassen og der er rigtig meget, som lykkes, men når tingene ikke svinger, så er det som vi ikke rigtig kommer ud over rampen. På trods af at der er mange, som er uddannet til at arbejde med den inkluderende skole og klassefællesskabet, så kan vi se, at når der skal findes en løsning, peger pilen på barnet" siger hun. 

"Vi ser det, vi kalder vilkårlighedens systematik. De mange møder er ofte uformelle - der er ingen dagsorden, intet referat, ingen systematik. Ofte har det karakter af en brainstorm", fortæller Janne Hedegaard.

Der er sjældent krav om dokumentation hverken før, under eller efter møderne. Der foregår sjældent analyser, modsatrettede udsagn bliver ikke diskuteret, og der bliver ikke stillet spørgsmål ved problemforståelser. Og inklusionsfremmende og hæmmende faktorer identificeres ikke, sammenfatter hun.

Dagsordenspunkter er navne

I det hele taget sker der ikke en kobling mellem det, der sker i klasserummet og undervisningen og det, som diskuteres på møderne. Dagsordenspunkterne består i navne på børn, fortæller forskeren og læser et uddrag af et møde op:

"Leder: Har I nogle børn, vi skal runde?

A: Jeg kan huske, at vi har hende Anne fra 6. klassse. Jeg kan ikke huske, hvad det handlede om, jeg har bare skrevet at vi skulle huske at tale om det.

B: Og så har jeg Lars og Kim fra 2. klasse.

C: Og Jacob.

A: Nå, ja.

B: Og så har jeg lige fået en henvendelse om Troels fra 4. klasse.

D: Nå, ja men det er jo en gammel sag

B: Ja, nu vil de bare gerne have, at der sker noget. Jeg var inde over sagen for et år siden, tror jeg

C: Ja, det kan jeg godt huske. Men vi kan jo ikke gøre noget. Han er jo, som han er.

B: Ja, han havde nogle faglige vanskeligheder dengang. Jeg ved ikke, om de er blevet værre, for så bliver vi jo nødt til at kigge på det".

Andre af møderne handler om, hvordan man kan bruge forskellige undersøgelser eller udfylde forskellige skemaer, fortæller Janne Hedegaard.

Hun understreger, at alle knokler. Det er organiseringen, der er problematisk.

"Der er en meget uklar forhandling omkring, hvad problemet er, og hvilken løsning der kan findes. Forhandlingen mellem hensynet til individet og kollektivet fokuserer entydigt på elevens forpligtelse på fællesskabet", konkluderer forskeren.

Hjælp i klassen - ikke på møder

Forskerne kommer ikke med nogle færdige løsninger. Men de giver et par råd til de forsamlede kommunalfolk:

Man skal flytte fokus væk fra den enkelte lærer og elev og se på  hele skolens praksis og på kommunens organisering. I stedet for at opbygge systemer rundt om klassen og skolen, skal man se på, hvordan man kan understøtte kvaliteten af samarbejdet og give skolelederne mulighed for at støtte lærerne.

Skolerne skal organisere sig på ny. Lærerne kan ikke og skal ikke løse opgaven alene i klasserummet. Der skal støtte ud i klasselokalet. Co-teaching, resursepersoner, som får ledelsesmandat og kommer ud af møderne og ind i klassen, kunne være nogle bud.

Folkeskolen vil følge forskningen og skrive mere om resultaterne, når projektet , AppIn, afsluttes i 2019.

Fra forskningen: Inklusion og eksklusion i skolens praksis