KL's chefforhandler Michael Ziegler lægger ikke skjul på, at overenskomstforhandlingerne bliver vanskelige, men han slår fast, at KL går ind til forhandlingerne med et stort ønske om at nå et forhandlingsresultat."Og jeg tror vel at mærke også på, at det vil lykkes, så vi når et forlig inden udgangen af februar", siger Michael Ziegler.
Foto: KL
KL: Lave lønstigninger ved OK18, for 'løngabet' skal lukkes
KL og de faglige organisationer har netop udvekslet krav op til de kommende overenskomstforhandlinger. KL kræver afdæmpet lønniveau og hovedkravet er, at lønudviklingen skal målrettes, så først og fremmest sosu-personalet får en større del af kagen.
Privatlønsværn
Privatlønsværnet blev indført ved overenskomsten 2015. Detbetyder, at offentlige lønninger ikke kan stige mere end deprivate. Reguleringsordningen betød indtil 2015, atforskellen mellem offentlige og private lønninger en gang om åretreguleres med 80 procent. Hvis de offentlige lønninger halterbagefter det private, forhøjes de med 80 procent af forskellen, menhvis lønnen på det private arbejdsmarked bremser op, gårreguleringen den modsatte vej.
Privatlønsværnet betyder, at lønnen siden 2015 er blevetreguleret nedad med hele beløbet, hvis og når denoffentlige lønudvikling stikker af fra den private.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne skal ikke forvente store lønstigninger i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger. Det står klart i dag, hvor KL og de faglige organisationer elektronisk har udvekslet krav til de forhandlinger, der gerne skal ende med en ny overenskomst for kommunalt ansatte inden 1. april 2018.
I dag begynder forhandlingerne officielt: Her er de kommunalt ansattes krav
KL's chefforhandlere er Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (konservativ) og Albertslunds socialdemokratiske borgmester Steen Christiansen. Forhandlerne slår i en pressemeddelelse fast, at det er et vigtigt krav for KL, at den samlede lønudvikling skal holdes på et "afdæmpet niveau".
"Det er afgørende for os, at lønudviklingen for medarbejderne i kommunerne skal være i balance med lønudviklingen i samfundet i øvrigt. Vi skal ikke halte lønmæssigt bagefter. Men det er heller ikke acceptabelt, hvis lønudviklingen i kommunerne ligger over lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Og det har den gjort siden 2008. Det er vi nødt til at rette op på," siger Steen Christiansen.
Han henviser i pressemeddelelsen til, at KL ved overenskomstfornyelsen i 2015 fik indskrevet en hensigtserklæring om, at løngabet mellem kommunale og private ansatte skal lukkes i den kommende overenskomstperiode. Og den hensigtserklæring vil KL nu have gjort til virkelighed.
Mindre lønstigning til oktober end ventet
Men lærernes formand og formand for de regionalt og kommunalt ansattes Forhandlingsfællesskabet sår tvivl om, der overhovedet er et løngab. Formand Anders Bondo Christensen sagde ved repræsentantskabsmødet i Forhandlingsfællesskabet i går, at man ikke skal falde for halve sandheder, når det gælder lønudviklingen:
"Lad mig slå fast, at DA's, Finansministeriets og efterfølgende KL's og Danske Regioners regnestykker var usaglige og usande ved OK15, og at de gør det igen ved OK18. Arbejdsgivernes tal er ren hokus pokus. Når lønudviklingen beregnes med starttidspunktet i 2008, så undgås det behændigt at medtage perioden før krisen, hvor der var lønfest i den private sektor. Der vises kun et halvt billede af virkeligheden", lød det fra Anders Bondo.
Han understregede også, da han præsenterede de samlede krav fra de kommunalt ansatte, at kravet om en reguleringsordning uden det privatlønsværn, som blev en del af overenskomsten i 2015, er højt prioriteret fra lønmodtagersiden.
KL-overenskomsttema er rekruttering
KL-forhandler Michael Ziegler understreger i forbindelse med dagens kravudveksling, at kommunerne allerede nu mangler sosu-uddannede, og at KL derfor stiller krav om, at først og fremmest disse grupper skal have en højere løn ved de kommende forhandlinger.
"Vi står på nogle områder over for en betydelig rekrutteringsudfordring i de kommende år. Det gælder først og fremmest på ældre- og sundhedsområdet, hvor kombinationen af et stærkt stigende antal plejekrævende ældre og færre sosu-uddannede allerede i dag betyder stor mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og hvis vi ikke gør noget, vil problemet blive endnu større. Derfor stiller vi et konkret overenskomstkrav om, at lønudviklingen skal målrettes, så højere løn til nogle faggrupper - først og fremmest sosu-personalet - kan være med til at løse rekrutteringsudfordringen", lyder det fra Michael Ziegler.
I KL's krav er der blandt andet også et krav om, at seniordagene for de kommunale ansatte skal tilpasses udviklingen i danskernes levealder og den stigende folkepensionsalder.