Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I skoleverdenen er der langt fra enighed om, hvad de nationale test og den internationale Pisa-undersøgelse kan bruges til - og om de overhovedet kan bruges til noget.
Uenigheden er den samme på Christiansborg, hvor de politiske partier tirsdag aften diskuterede et forslag om at afskaffe de nationale test og Danmarks deltagelse i Pisa-undersøgelserne. Forslaget er stillet af Enhedslisten:
"Indførelsen af standardiserede test har efter min opfattelse ikke været til gavn for udviklingen af folkeskolen. Den erkendelse tror jeg rigtig mange er kommet til på baggrund af den kritik der har været fra både forskere og lærere. Giver det virkelig mening med de obligatoriske test, eller skal vi lade det være op til lærernes faglige dømmekraft at anvende de test og prøver, der er de rigtige i forhold til at vurdere de elever, som de har ansvaret for at undervise", sagde partiets uddannelsesordfører Jakob Sølvhøj ved førstebehandlingen.
Pisa og nationale test har kostet knap 300 millioner kroner
Netop lærernes holdning til de nationale test var blandt temaerne i undervisningsminister Merete Riisagers indledende tale.
"Jeg ser ingen grund til at betvivle, at der er mange lærere der oplever, at der er andre testværktøjer, som de bruger i deres hverdag, der giver mere mening i forhold til den enkelte elev", sagde hun.
Ministeren gjorde det det dog samtidig klart, at hun ikke vil være med til at afskaffe de nationale test. Ifølge ministeren bidrager de nationale test til at skabe overblik over den faglige udvikling blandt eleverne i folkeskolen.
"Selvom jeg mener de nationale test er et brugbart redskab i folkeskolen betyder det ikke, at jeg ikke lytter til kritik. Jeg er på ingen måder dogmatisk over de nationale test", sagde ministeren.
Selvom debatten egentlig skulle handle om, hvorvidt de nationale test skal afskaffes, kom den hurtigt til at handle om indholdet af testene. Det skete efter SF's Jacob Mark spurgte ministeren, om hun vil være med til at ændre på indholdet af de nationale test, efter at Folketinget har besluttet at lempe de Fælles mål.
Slut med bindende vidensmål - men de er stadig med i test og prøver
"Det kommer ikke til at ske over natten, men man kan forestille sig, at der bliver en større mangfoldighed i, hvilke elementer man bruger i test, prøver og eksaminer. Der er fordele og ulemper ved at lave indholdet af de nationale test om, men lad os få dem alle sammen på bordet. Der er ikke noget, der er for helligt til at diskutere", lød svaret fra Merete Riisager.
Hun fortalte samtidig, at hun i 2018 vil gennemføre en evaluering af de nationale test.
Ikke flertal for at afskaffe nationale test
Det var generelt småt med opbakningen til Enhedslistens forslag om at afskaffe de nationale test. Kun Det Radikale Venstre, Alternativet og SF bakkede op om forslaget.
"Man tester børn og elever mere end nogensinde før. Jeg er ikke imod, at man kan prøve børn. Men en statslig og stiv testning, der mest er til for at rangliste børn, tror jeg ikke på gør børnene dygtigere", sagde Jacob Mark i sin ordførertale, og fortalte om, at han forleden besøgte Slagelse Lærerkreds:
"Jeg snakkede med dem om, hvordan det går med testsne i skolen. Jeg fik udleveret kommunens testplan, som var så lang, at man skulle tro det var løgn. Jeg tænkte: Skal alle de børn virkelig igennem alt det?".
Nu tages de nationale test op i forligskredsen
I den anden ende af det politiske spektrum var der modstand mod forslaget. Samtlige partier i blå blok tilkendegav, at de fortsat støtter de nationale test, og ikke vil være med til at afskaffe dem.
"Vi er glade for test og prøver. Vi er vilde med nationale test. De er gode for forældrene, de er gode for eleverne, de er gode for skolelederne, og de er gode for lærerne. De er rigtig gode for politikere, så vi kan følge med i, om vi gør det rigtige", lød den klare melding fra Dansk Folkepartis undervisningsordfører Alex Ahrendtsen.
Også Venstres ordfører havde taget de rosende ord med til debatten:
"Vi mener at de nationale test og Pisa-undersøgelserne bidrager til at højne det faglige niveau på vores folkeskole. De er med til at identificere, hvis der er elever der har faglige udfordringer og skabe fokus på præstationer. Det mener jeg er positivt", lød det fra Anni Matthiesen (V).
Skal Danmark droppe Pisa?
I modsætning til de nationale test, så kræver det ikke et flertal i Folketinget at afbryde Danmarks deltagelse i de internationale Pisa-undersøgelser. Her skal man blot overbevise én enkelt person, nemlig landets undervisningsminister, der fra Pisa-runde til Pisa-runde suverænt bestemmer, om Danmark deltager i undersøgelserne.
Forsker: Pisa giver ikke svaret på, om vi får god nok skole for pengene
"Internationale sammenligninger kan være et spejl, vi kan holde op foran os så vi ser, at vi ikke altid er så fremragende, som vi går og tror", sagde Merete Riisager om baggrunden for, at hun ikke vil sløjfe den danske deltagelse i Pisa-undersøgelserne.
Jacob Mark foreslog allerede inden debatten i folketingssalen, at Pisa-undersøgelserne suspenderes i 2018-19, så Danmark først igen i 2021 skal deltage i den internationale test.
SF vil sløjfe Pisa-undersøgelsen i 2018-19
Også De Radikale støtter op om at stoppe dansk deltagelse i Pisa-testen, mens landets største parti fortsat mener, at Danmark skal være med i Pisa:
"Jeg synes faktisk ikke, at vi som et højtuddannet land kan stå udenfor. Vi skal huske på, at det kun er en stikprøve af nogle 9.-klasse-elever. Derfor fastholder vi, at der både skal være nationale test og Pisa-undersøgelser i den danske folkeskole, for at det bliver muligt både at sammenligne resultaterne på tværs af landet og landene", sagde Socialdemokratiets Annette Lind der dog understregede, at hun gerne vil diskutere antallet af test samt formen og indholdet.
Pisa og nationale test har kostet knap 300 millioner kroner
Tidslinje over de nationale tests tid i den danske folkeskole: