Vi er ikke en del af komplekset omkring lærerkonflikten. Det optager os, at vi har en velfungerende skole, og det kan vi ikke have uden respekterede lærere, der også bliver anerkendt, forklarer Charlotte Rønhof.

Charlotte Rønhof: Jeg forsøgte at fortælle, hvad jeg ser

Det var Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, der talte om lærernes "offerkultur" på skolelederårsmødet forleden. Her forklarer og nuancerer hun. Det handler om en lærerstand, der skal genvinde respekten.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En bemærkning i artiklen: "DI-direktør: Lærerne må opgive offerkulturen" på nyhedssitet Skoleliv, har kørt i rundhyl i skoledebatten blandt andet på folkeskolen.dk de seneste dage.  Charlotte Rønhof, der er underdirektør i Dansk Industri, deltog på Skoleledernes årsmøde i en paneldebat. Og på skoleliv.dk kunne man læse, at hun sagde:

"Skolen har talt sig selv ned. Det handler jo meget om lærerkonflikten, men det var også før konflikten. Det har altid været sådan - i hvert fald i den tid, som jeg har fulgt det - at lærerne har tudet rigtigt meget og sat sig selv i en offerrolle", sagde hun og citatet fortsætter:

"Det kan man godt have grund til at gøre, og man kan synes, at det er synd for en, men det er rigtigt ærgerligt, for der er ikke ret mange unge, dygtige mennesker, som vil vælge en profession, hvor man ender i en offerolle. Så hvis man skal have endnu flere dygtigere lærere, skal man gøre op med den offerkultur i professionen selv".

Folkeskolen.dk har nu talt med Charlotte Rønhof, og hun oplever, at debatten om de oprindelige udsagn nærmest er "en fjer, der blevet til fem høns". I den oprindelige artikel kan man ikke læse, i hvilken kontekst bemærkningerne faldt. Derfor insisterer underdirektøren på først at give en kontekst til sine citater:

"Debatten omhandlede flere temaer om skolen - og vi talte blandt andet om den finske skole. Finland er jo igen blevet det nye sort", siger Charlotte Rønhof.

"I debatten talte vi om, hvad det så er, de er gode til i Finland. Der kan man pege på forskellige ting, som man måske tror, gør en forskel. Og noget af det, som DI og flere andre har bemærket er, at der i Finland er meget stor respekt om lærerne. Det var sådan set det, der var trædestenen til at sige noget om respekten for lærergerningen i Danmark. For der er jo intet, der er vigtigere end at få respekten tilbage til lærergerningen", siger Charlotte Rønhof. 

Debat: Klapsalver mod tuderi og offerkultur - skoleledere i dyb splittelse

Svært at få respekt i offerrolle

"Vi ved, at det som betyder mest for børns læring er læreren. Læreren er i min optik fuldstændig afgørende. Det har jeg sagt igen og igen og jeg ønsker virkelig, at vi kan få genskabt den respekt for lærergerningen", siger hun og vender tilbage de oprindelige citater:

"Til forskel fra Finland er det svært at få den respekt, hvis man hele tiden selv sætter sig selv i en offerrolle. Jeg tager hverken nu eller i debatten forleden stilling til, om det er en retfærdig rolle eller ej. Vi er ikke part i noget af det, der foregået. Så du skal høre mig som en observatør, der forholder sig til, hvordan lærerne generelt er blevet opfattet i den offentlige debat", siger Charlotte Rønhof.

"Skolen betyder meget for os både som arbejdsgivere og samfundsborgere, derfor vil vi have en velfungerende skole. Og en velfungerende skole kræver dygtige respekterede lærere", siger underdirektøren og peger på en vej til respekten:

"Jeg tror, det bliver nemmere at opnå en respekt, hvis man taler om det, man er stolt af i sin profession. Hvad man betyder for børnenes læring osv. Alle de elementer opbygger en respekt i offentligheden. Det opbygger respekt blandt forældre og elever, og det er noget af det, man kan i Finland", siger Charlotte Rønhof, der også fortæller, at man også drøftede den længere læreruddannelse i Finland.

"Jeg kan læse, at der er mange, der har hæftet sig ved, hvornår folk klappede i salen, og jeg kan konstatere, at mange også var enige, da jeg pegede på, at før man overvejer at forlænge læreruddannelsen, man kan man jo starte med at give mere undervisning til de lærerstuderende, for de får ikke ret meget undervisning i dag", siger hun.

Prøvede at være et spejl

De ramsaltede kommentarer skal ses som et forsøg på at hjælpe:

"Respekten er ikke ligegyldig, den er vigtig, og den får man ved at være en dygtig lærer, der interesserer sig for børnenes læring. Jeg kan ikke forestille mig det som noget, lærerne er uenig med mig i. Men det var også ment som en hjælp til at rive sig selv ud af en rolle. Vi kender alle sammen det med at blive sat i fastlåste roller, som det er frygteligt svært at vikle sig ud af. Og lærerne er i min optik røget ned i en offerrolle, som ikke er en gavnlig rolle at sidde i, hvis man gerne vil have den vigtige respekt", siger Charlotte Rønhof.

Mange lærere har også reageret på ordvalget. Du siger nu, at du ikke forholder dig til, om deres kritik er legitim eller ej. Men der ligger en voldsom reduktion og afvæbning i at kalde en kritik fra en profession for tuderi?

"Det er vigtigt for mig at sige - at det ikke var det, jeg tog stilling til. Vi er ikke en del af komplekset omkring lærerkonflikten. Det optager os, at vi har en velfungerende skole, og det kan vi ikke have uden respekterede lærere, der også bliver anerkendt. Så det var ment som: Hvis man gerne vil respekteres, så er det nyttigt ind i mellem at se sig selv i spejlet, selvom man ikke altid kan lide det, man ser. Nu prøvede jeg bare, at være det spejl og fortælle, hvad det er, jeg ser. Jeg repræsenterer selvfølgelig ikke en objektiv sandhed her, men jeg har som sagt fulgt skoleområdet i ganske mange år, så i stedet for straks at affærdige kritikken, kunne man jo også vælge at lytte.", siger Charlotte Rønhof og fortsætter:

"Prøv at tage spejlet op, og se, hvad vi - der ikke selv er lærere -  oplever om italesættelsen af lærerjobbet i offentligheden. Det var mit ærinde".

Læs mere

Skoleliv.dk