På vej på pension? Her er de fire ting, du skal overveje

Overgangen fra arbejdsliv til pension efterlader et mentalt tomrum, man skal forberede sig på i god 
tid, lyder det fra forfatter og tidligere seminarieunderviser.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For fem år siden sagde Sven Erik Henningsen farvel til sit job som underviser på læreruddannelsen på University College Syd i Esbjerg. Forinden havde han været på nedsat tid i to og et halvt år, så han følte sig godt forberedt på overgangen til seniortilværelsen. Alligevel ramte tomrummet hårdt.

Derfor har han skrevet bogen »Overgange - fra arbejdsliv til pension« med udgangspunkt i personlige fortællinger og international forskning på området. Sven Erik Henningsen mener, at det er vigtigt, at man mindst et halvt år inden pensionen begynder at forberede sig på overgangen. Overvejer du, eller har du allerede besluttet at gå på pension ved skoleårets udgang, er her fire vigtige spørgsmål, du, ifølge forfatteren, allerede nu skal stille dig selv:

1. Hvilken situation går du på pension i?

Nogle lærere ser ifølge Sven Erik Henningsen frem til den større frihed og at slippe ud af de meget strukturerede rammer, et otte til fire-job giver. Andre er meget bevidste om, at en stor del af deres identitet er knyttet til lærerarbejdet.

»Fælles for alle er dog, at det kræver et personligt overskud at gennemgå overgangsprocessen. Overvej derfor, om det overskud er til stede«, siger han og tilføjer, at situationen på hjemmefronten er af stor betydning.

»Er din partner også på vej på pension? Både forskning og erfaringsfortællinger peger på, at det er bedst at slutte arbejdslivet samtidig. Ellers skal man to gange igennem en stor omvæltning i rollerne i hjemmet«.

2. Hvordan er du som person?

I arbejdslivet indgår man nærmest automatisk i daglige relationer med kollegaer, ledelse og forældre. Som pensionist skal man selv tage initiativ til at skabe helt nye relationer. Her er det ikke ligegyldigt, om man er ind- eller udadvendt.

»Ekstroverte personer har typisk nemmere ved aktivt at skabe kontakt i en ny kontekst. Private mennesker kan ofte komme til at isolere sig. Er man indadvendt, er det derfor vigtigt, at man i god tid før pensionen på forhånd gør en indsats for at skabe nye relationer med andet end arbejdet som omdrejningspunkt«, siger Sven Erik Henningsen.

3. Har du støtte til overgangsprocessen?

Det er en meget stor beslutning at afslutte et arbejdsliv, og det påvirker ikke kun den, der går på pension. Derfor er det vigtigt at have støtte i sit netværk til beslutningen om, at det er nu, det skal ske.

»Er der en forståelse for beslutningen, der gør, at man har opbakning hos kone, børn, naboer og venner, hvis overgangen viser sig sværere end forventet? Hvis man står alene med beslutningen, kræver det, at man er forberedt på, at det kan blive svært«, lyder det fra den pensionerede underviser.

4. Hvad skal give tilværelsen mening?


Mens pensionisttilværelsen tidligere var kort, kan man nu i gennemsnit se frem til 20-25 år, efter at arbejdslivet er slut. Begynd tidligt at overveje, hvad du vil foretage dig.

»Vil man være et kulturopsøgende menneske, der går til koncerter, læser bøger og måske rejser for at få nyt perspektiv på tilværelsen? Vil man kaste sig ud i frivilligt arbejde og måske fortsætte som underviser? Eller skal familien være omdrejningspunktet for seniorlivet? Det er vigtigt ikke bare at have en ide, men at gøre sig meget konkrete forestillinger om, hvad hverdagen skal gå med«, siger Sven Erik Henningsen.