Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I dag faldt dommen i en sag fra Haderslev, hvor to lærere i september blev mødt af knytnæveslag og trusler om yderligere vold, mens de var på arbejde.
24-årig skal seks måneder i fængsel for vold og trusler mod lærere
24-årige MB har været varetægtsfængslet siden 22. september, og i dag dømte retten ham til seks måneders ubetinget fængsel. Anklagemyndigheden havde på forhånd bedt om fem-seks måneders fængsel, mens MB's forsvarer i sin procedure argumenterede for fire måneders fængsel og løsladelse fra den arrest, han har siddet i siden varetægtsfængslingen.
Det store spørgsmål i dagens retssag var ikke, om MB var skyldig eller ej. Det erkendte han allerede fra morgenstunden. Spørgsmålet var derimod, om MB på forhånd havde planlagt at udøve vold mod lærerne, inden han kom til skolen - og altså om de tre andre unge også kunne tages til indtægt for hans handlinger, fordi de i så fald ville være medgerningsmænd.
Det hele startede onsdag den 20. september, da fire unge mænd troppede op på Sønder Ottings Skoles udskolingsunivers i Haderslev. Ifølge MB skete det, fordi hans nevø dagen i forvejen af skolens ledelse var blevet beskyldt for at sælge stoffer på skolen. De fire unge mænd ønskede at tale med skolelederen om beskyldningerne mod nevøen, men da det ikke kunne lade sig gøre, blev de bedt om at forlade skolens område. I første omgang udspillede det sig på gangen foran skolens kontor, hvor to lærere, TV og MK, mødte de unge mænd.
"Vi diskuterer lidt frem og tilbage. Han (lærer TV, red.) taler nedgørende til mig. Det pisser mig af. Jeg tænder af og knalder ham den første knytnæve i hovedet", fortalte MB, da han som den første satte sig i vidneskranken og blev udspurgt af anklageren.
Aggressiv adfærd på skolens kontor
Ifølge alle vidneudsagn i sagen er der to andre unge mænd til stede, da MB begynder at slå på lærer TV. Blandt dem er MB's lillebror.
"Først er det min bror, der fører ordet. Han snakkede stille og roligt med læreren. Han svarede bare på en mærkelig måde og så tændte jeg af til sidst. Min bror og kammerat trak mig hele tiden tilbage. Det var impulsivt. Det var ikke planlagt eller noget", fortalte MB.
De tre medarbejdere på skolen, to lærere og et ledelsesmedlem, der i dag vidnede i sagen, gav alle udtryk for, at der var en ophidset, aggressiv og voldsom stemning i situationen.
"De er ophidsede. Jeg synes vi får dem dysset ned, og siger til dem, at skolelederen ikke er der. Da de er ved at gå kommer den anklagede flyvende ind ad døren og op i hovedet på mig. Han er fem centimeter fra næsen. Han råber, at han knepper mig og at han skal tale med lederen. Vi beder ham om at gå, og han træder et skridt tilbage og slår mig hårdt i ansigtet", fortalte lærer TV i retssalen.
Også lærer MK oplevede forløbet foran skolens kontor, men undgik at blive udsat for vold. Han fortæller i retten:
"Det er voldsomt. Der bliver råbt meget højt. MB står meget tæt på TV og er truende overfor ham. Jeg har en klar fornemmelse af, at TV ved om MB har børstet tænder eller ej. Vi har alle sammen en fornemmelse af, at det er forkert, og at de skal ud herfra. De siger, at vi skal passe på, ellers kommer de og knepper os".
For AØ, der er ansat på skolen i anden funktion end lærer, var det tydeligt, at det kun var den nu dømte MB der optrådte truende og aggressiv i situationen.
"Jeg følte ikke, at de to andre var truende. Jeg husker det som om, at de prøvede at dæmpe den sidste ned", fortalte AØ i retten med henvisning til MB's truende adfærd.
"Hvis politiet kommer på mit dørtrin, så kommer jeg igen"
Optrinnet foran skolens kontor, hvor der altså blev uddelt et knytnæveslag mod lærer TV, var dog langt fra det eneste der skete på Sønder Ottings Skole den septemberdag.
De fire unge mænd var ankommet til skolen i MB's bil, der holdt parkeret i skolegården. Og det er her anden del af forløbet udspiller sig.
"De bevæger sig udenfor og jeg kan høre at der bliver råbt i skolegården. Jeg går derud og kan se, at de er ved at stige ind i bilen. De kører med meget høj hastighed rundt i skolegården. En kollega spørger mig, om jeg ikke kan tage et billede af bilen, og da jeg står og tager billedet stopper bilen med hvinende hjul, og tre-fire unge mænd springer ud af bilen. Den anklagede løber hen og skubber til en kollega, og slår mig i ansigtet", fortalte lærer TV i retten.
TV's kollega, der blev skubbet af MB, falder ned på en rist og får skader på ryggen, foden, armen og kinden. Og som om knytnæveslagene og de hårde skub mod TV's kollega ikke skulle være nok, så følger den dømte MB op med en ifølge vidnerne ganske voldsom trussel.
"I mellemtiden er bilen kørt væk, og da de går ud af skolegården råber de, at hvis politiet kommer på mit dørtrin, så kommer jeg igen. Det er den anklagede, der råber det", fortæller lærer TV.
Det bliver bekræftet af lærer MK:
"De hopper ind i bilen og jeg mindes at de siger, at vi ikke skal ringe til politiet, for så kommer de efter os".
Den nu dømte MB er dog langt fra enig i den udlægning af, hvad der præcist skete i skolegården den eftermiddag. Han fortalte i retten, at han ikke har sagt at hvis politiet kommer på mit dørtrin, så kommer jeg igen.
"Jeg har ikke sagt det. Jeg har sagt, at hvis de snakker med min nevø igen, så ved jeg at de er her på skolen", sagde MB.
Lærere overfaldet: "Sådan skal det ikke være at gå på arbejde"
Var volden planlagt eller impulsiv?
MB var i retssagen sigtet for overtrædelse af straffelovens §119 og §121, der omhandler henholdsvis vold mod og trusler om vold mod tjenestemand i funktion. Ifølge straffeloven er det en skærpende omstændighed, der skal føre til hårdere straf, hvis volden eller truslerne er planlagt på forhånd og er sket i forening, det vil sige at flere personer har været involveret i kriminaliteten.
Netop det forhold fik meget opmærksomhed fra både anklagemyndigheden og forsvaren ved dagens retsmøde. Den nu dømte MB sagde i sin forklaring, at "der var ingenting, der var aftalt". Samtidig var der blandt vidnerne en ret ens opfattelse af, at det alene var MB der stod for at uddele knytnæveslag.
I sin forklaring fortalte MB, at han allerede sad i sin bil da han fik opkaldet fra den bekendte til sin nevø.
"Vi kørte i min bil. De (andre tre, red.) spurgte ikke, hvor vi skulle hen. Da vi kom hen til skolen fortalte jeg dem, at min nevø var blevet beskyldt for de her ting. Det sagde de ikke noget til", sagde MB, og påtog sig dermed alene skylden for episoden på skolen.
Retten mente ikke, at anklagemyndigheden havde ført tilstrækkeligt bevis for, at volden og truslerne om vold var sket i forening. Alligevel valgte retten at idømme MB seks måneders ubetinget fængsel. I sin forklaring lagde dommeren især vægt på, at volden og truslerne fandt sted mod folkeskolelærere, mens de var på arbejde og i skolens åbningstid. Den omstændighed mente retten var så skærpende, at de gav MB seks måneders fængsel, selvom de ikke gav anklagemyndigheden medhold i, at volden og truslerne var sket i forening.
Da MB allerede har siddet i fængsel i én måned bad forsvareren om at han blev løsladt under en eventuel appelsag og indtil han skal afsone den resterende del af sin straf. Det mente dommeren ikke ville være forsvarligt, idet MB i juni i år blev idømt for en lignende episode. Derfor vurderede retten, at risikoen for, at han igen vil begå kriminalitet, er for stor til at lade MB være på fri fod.
De tre øvrige personer, der mødte op på skolen i forbindelse med episoden, er fortsat på fri fod. Politiet har identificeret én af dem som MB's lillebror, mens identiteten på de sidste to personer fortsat er ukendt.
Stort forskningsprojekt undersøger vold mod lærere