Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sidste år søsatte Undervisningsministeriet et toårigt forsøg med at gøre blandt andet spansk, musik og billedkunst til frivillige prøvefag.
"I henhold til forsøgsordningen for folkeskolelens prøver kan en elev ved afslutningen af undervisningen indstille sig til prøve i valgfaget billedkunst", står der i den vejledning, som Undervisningsministeriet har udsendt til billedkunst som prøvefag.
Men der er ret få elever, som indstiller sig - og det er da også meget få elever, som overhovedet har mulighed for at gå til prøve. Tal fra ministeriet viser nemlig, at ingen af de i alt syv forsøgsfag har slået igennem på skolerne, således heller ikke billedkunst som valgfag i udskolingen.
Sidste år tilmeldte fire skoler sine elever til at kunne gå op i billedkunst - i år var der nul tilmeldinger.
"Det er ærgerligt, at der ikke er flere skoler, som har valgt at deltage i forsøget. Det er også baggrunden for, at vi har forlænget forsøgsordningen, så der bliver bedre mulighed for at indsamle relevant viden", skriver kontorchef i Undervisningsministeriet, Rasmus Vanggaard Knudsen, i et skriftligt svar til folkeskolen.dk/billedkunst
Forsøgsprøven i musik, billedkunst og medier forlænget i 2 år
Forsøget er blevet forlænget fra to til fire år, så det nu løber til 2019.
Få kender til muligheden
Formanden for Danmarks Billedkunstlærere er ikke overrasket over, at skolerne dropper tilmeldingen til prøven i billedkunst.
"Vores fornemmelse i foreningen er, at der oprettes meget få valghold i billedkunst i udskolingen, og så er der jo heller ikke nogen, der tilmelder sig forsøgsprøven", siger Lykke Andersen.
"Derudover er chancen for, at en lærer med et valghold overhovedet er klar over, at der kan oprettes en prøve, meget lille. Det er lederne, der afgør, hvad man skal prioritere på de enkelte skoler, og de færreste ledere har fokus på billedkunst", siger hun.
Blogindlæg: Er UVMs forsøg med prøve i valgfaget Billedkunst et reelt forsøg?
Tilbage i perioden 2009-2011 forsøgte ministeriet sig med et lignende forsøg, men heller ikke dengang blev det nogen succes.
"Der var tre skoler, der deltog, og det endte med, at der ikke var materiale nok til at få en brugbar evaluering ud af forsøget - og nu gør man nøjagtig det samme", siger Lykke Andersen.
Ministerie: Vigtigt med frivillig ordning
Billedkunstlærernes formand kunne godt have tænkt sig, at Undervisningsministeriet havde udpeget en række skoler, der skulle gøre billedkunst til prøvefag i en periode. Det afviser Undervisningsministeriet dog:
"Forsøgene skal helst være drevet af skolernes muligheder og interesse for at deltage", skriver Rasmus Vanggaard Knudsen i et skriftligt svar.
Bør ligestilles med andre praktisk-musiske fag
Lykke Andersen ønsker faget ligestillet med håndværk og design samt madkundskab, der begge er toårige valgfag i udskolingen, og som begge i 40 år (tidligere som hjemkundskab, sløjd og håndarbejde) har været frivillige prøvefag jf. folkeskoleloven.
"Man bør som minimum ligestille billedkunst med håndværk og design og madkundskab. Det vil sige, at eleverne også skal kunne vælge billedkunst for to år ad gangen, for det er svært at give eleverne et fundament for at kunne gå til prøve, når de kun har haft faget i et år siden mellemtrinnet, hvor billedkunst er obligatorisk", siger hun.
Censorer: Kravene til eksamen i billedkunst er for lave
Hvis forsøget med at gøre billedkunst til frivilligt prøvefag ender med at blive en succes i anden halvdel af forsøgsperioden, kan det være, at Lykke Andersen får opfyldt sine ønsker om en sidestilling med håndværk og design samt madkundskab - men det kommer meget an på erfaringerne, lyder det fra Undervisningsministeriet.
"Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre praktisk betonede fag, for eksempel billedkunst, gøres til frivillige prøvefag. Formålet med at gennemføre forsøg med en prøve i billedkunst er netop at indsamle erfaringer, så ministeren på et oplyst grundlag kan vurdere, om der eventuelt skal fastsættes sådanne regler", skriver Rasmus Vanggaard Knudsen.
Ønsker en obligatorisk praktisk-musisk prøve
Men for at det for alvor skal batte noget, er det ifølge Lykke Andersen ikke nok at sidestille de praktisk-musiske fag. Det bør blive obligatorisk for elever at skulle gå til prøve i et af de praktisk-musiske fag, mener hun.
"Vil man have elever til at søge mod erhvervsuddannelser, er det vigtigt at prioritere, at de går til en obligatorisk prøve i et praktisk-musisk fag - det er på tide," siger hun, og uddyber, hvorfor lige netop billedkunst er vigtigt nok til at blive obligatorisk prøvefag:
"Vi lever altså i en billedverden, hvor meget kommunikation foregår visuelt".
Lovforslag i høring: Elevernes praktiske færdigheder skal vurderes fra næste skoleår
Ifølge Lykke Andersen er en obligatorisk praktisk-musisk prøve en del af løsningen på at opgradere billedkunst - og det har faget brug for, mener hun.
"Faghierarkiet er i dag sådan, at det er meget tilfældigt, hvordan billedkunst prioriteres på skolerne. Ildsjæle kan gøre en forskel, men det er også vigtigt med kontinuitet i faget, så man kan fokusere mere på fagligheden. Hvis det bliver obligatorisk at gå til en praktisk-musisk prøve, vil skoler prioritere fagene - også billedkunst."
Læs mere
Ministeriets prøvevejledning til billedkunst - seunder 'Forsøg med valgfag 2016-2019'