"Højest besynderligt" kalder Niels Egelund det, at minister Riisager og lærerformand Bondo forfatter et brev til lærerne sammen.

Egelund undrer sig over, at ministeren 'fraterniserer' med Bondo

Professor Niels Egelund undrer sig i dén grad over, at undervisningsministeren vælger at skrive et brev til landets lærere sammen med 'fjenden' Anders Bondo Christensen, når de to er lodret uenige om både arbejdstid og folkeskolereform.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udsendte tidligere på måneden breve til alle skolens aktører sammen med formanden for de enkelte organisationer - herunder også til lærerne sammen med formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Det har skabt harme i Børne- og Kulturchefforeningen, at ministeren kommunikerer direkte til de ansatte på skolerne uden om den kommunale forvaltning. I avisen JydskeVestkysten siger professor Niels Egelund om ministerbrevet til lærerne:

"…med Anders Bondo Christensen som medunderskriver fraterniserer hun nu pludselig med fjenden for at fremme egne skolepolitiske synspunkter. Var jeg kontorchef i Undervisningsministeriets folkeskoleafdeling, ville jeg krumme tæer over sådan et brev".

I det brev, det hele handler om, opfordrer undervisningsministeren og lærerformanden sammen lærerne til at bruge det råderum og den frihed, som folkeskolelovgivningen giver.

Alle skolens aktører har fået ministerbrev om større råderum 

Til folkeskolen.dk uddyber Niels Egelund sin kritik af brevet. Ifølge ham går ministeren med sin melding udenom både den kommunale forvaltning og lokalpolitikerne:

"Jeg synes det er højest besynderligt. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde har været en minister, der har lavet et fællesbrev med formanden for Lærerforeningen og på den måde tramper ind over hvad man siger som kommunalpolitiker ude i landet", siger Niels Egelund.

Han fortæller videre, at ministeren ifølge ham ikke bør stå sammen med Danmarks Lærerforening, når de to parter har så vidt forskellige holdninger til eksempelvis lærernes arbejdstid og folkeskolereformen:

"Vi har ikke tidligere set en minister gå ud med den anden part. Der er nogle aftaler om lærernes arbejdstid og om skolereformen. Jeg kan godt forstå at lærerne har været imod arbejdstidsreglerne og imod skolereformen. Men at man som minister går ud med et hyrdebrev til samtlige lærere og siger, at nu skal I benytte den frihed, der er, det synes jeg er noget underligt noget. Det synes jeg, en minister skal holde sig fra", siger Niels Egelund.

Samtidig beskylder Niels Egelund undervisningsminister Merete Riisager  for at blande sig i kommunernes måde at forvalte skolerne på:

"Hun har været arg modstander af reformen, og det har Danmarks Lærerforening også, og det er deres legitime ret at være det. Men at man pludselig går ind og prøver at blande sig i kommunernes forvaltning af skolen, det synes jeg er noget underligt noget. Det er jo sådan at ministeren holder sig til lovgivningen og derefter er det skoleejerne, altså kommunerne, som sørger for at føre tingene ud i praksis", siger Niels Egelund.

Læs mere

Skolestartsbrevet til lærerne (pdf)