En bog, et debatoplæg og et inspirationskatalog. Så forskelligt kan publikationen ”Kunst og kultur i skolen” fra maj 2017 opfattes og bruges. Der er tale om et ambitiøst projekt, der har indtil flere påtrængende og relevante punkter på dagsordenen. Det er tæt på at være et kampskrift for det at udbrede oplevelsen og brugen af et bredt kulturbegreb blandt børn og unge. Det er et forsøg på at dokumentere nogle levende kulturelle vækstlag. Og det er et bud på, hvordan man kan komme i gang med at etablere nye frugtbare partnerskaber i regi af den åbne skole.

Lad det være sagt med det samme: Som anmelder er jeg efter flere tilløb kommet ud i at læse bogen gennem to sæt briller. Det ene par, og heldigvis det med de største glas, har opfanget ideer, visioner og forslag til praksis. Bogen er udtryk for et godt projekt og en god visionær tankegang. Det andet par, dem med det fokuserede læsefelt, blev undervejs taget op og lagt væk i en stigende (redaktionel) irritation over en flagrende disponering og en løs brug af typografering, korrektur og informativ praksis.

Men tilbage til det store udsyn. Bogen er disponeret i 32 afsnit eller artikler, hvor aktører fra forskellige udtryksområder kommer til orde fra deres respektive positioner. Her afsløres en af bogens klare styrker, nemlig brugen af et bredt kulturbegreb og ikke mindst intentionen om en god geografisk og kunstnerisk spredning i valget af eksempler.

Med redaktørernes ord har det været et udtalt ønske at indhente bidrag fra så forskellige positioner som kulturaktører, organisationer og skoleledere, ligesom man har ønsket en aktuel pejling af forskning inden for området. Redaktørernes mere specifikke forslag om at udnævne en skolebibliotekar til lokal kulturkoordinator bør nu nok overvejes grundigt. Dels kan der spille mange lokale forhold ind i forhold til det at skabe kunstnerisk og kulturel dynamik, dels kan der være særlige forhold, der gør det mere relevant med en anden konstruktion.

De første fem afsnit er helliget redaktørerne, et digt af forfatteren Thorstein Thomsen og ikke mindre end tre ministre med aktier i undervisning og kultur. De tre ministre, Mette Bock (Liberal Alliance), Merete Riisager (Liberal Alliance) og Søren Pind (Venstre) har, naturligt nok, hver deres tilgang til emnet. Mens de to førstnævnte, henholdsvis kulturminister og undervisningsminister, i al høflighed går ret generelt, for ikke at sige overfladisk, til værks, lykkes det faktisk Søren Pind, minister for uddannelse og forskning, at løfte overliggeren. Han skriver om behovet for at klæde lærere og pædagoger på til den foreliggende opgave, han fremhæver folkeskolen som kulturbærende institution, og han omtaler værdien af den rolle, de pædagogiske læringscentre kan være med til at spille.

De følgende mange artikler udgør en god håndsrækning, hvis man i og uden for folkeskolen er interesseret i og indstillet på at indgå i samarbejde under åben skole og ikke mindst lægge et stykke arbejde i etablering af et af de partnerskaber, der potentielt kan udfoldes med afsæt både i ens eget nærområde og i en større kulturel sammenhæng. De er overskuelige og letlæste. Der er mange gode eksempler i artiklerne, men brugen af kursiveret tekst gør det forvirrende, for hvornår er der tale om citeret tekst, og hvornår har man bare ønsket at fremhæve pointer af særlig værdi for indholdet.

Men tilbage til en af bogens styrker – diversiteten. Læses teksterne en ad gangen, præsenteres man for nogle velbeskrevne praksisforløb, afprøvet og gennemført under forskellige vinkler og forhold. Der er eksempler på, hvordan der kan samarbejdes med for eksempel en billedkunstner, en musiker, en skuespiller eller en naturvejleder. Der er beskrivelser af holdningsprægede forløb og afgrænsede temaforløb. Dermed lægges op til, at bogens mange afsnit kan læses og bruges efter behov. Er man ung og uerfaren som lærer eller pædagog, er der masser af ideer at hente. Er man gammel og erfaren og tæt på at sidde lidt for fast i sadlen, er der nogle kvalificerede bud på friske tilgange til forløb. Og er man som skoleleder træt af at blive bombarderet med forventninger om nye initiativer, er det et godt idékatalog at dykke ned i.

Bogen er udgivet af KFPLC – Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre – og på den baggrund er det forståeligt, at der i flere tekster er lagt endog stor vægt på at fremhæve KFPLC’s mange positive hensigter og gode muligheder som sparringspartner både lokalt og for fagpersoner i folkeskolen. Det kan dog efterlyses, hvorfor der ikke i publikationen stilles spørgsmål ved de overlapninger, der kan iagttages i forhold til de ministerielt tilknyttede læringskonsulenter inden for åben skole, musik, billedkunst eller håndværk og design, der til en vis grad har opgaver, der kan sidestilles med dem, der afdækkes i bogens beskrivelser og eksempler. Det kan selvfølgelig også være et redaktionelt valg, men det burde måske så være angivet.

Og nu til blikket gennem de skarpe briller. Som et omfangsrigt og ambitiøst bogværk med fokus på kunst og kultur på professionelt niveau er det forstyrrende, at der ikke har været tid til en sidste kritisk korrektur. Kolofonen er direkte mangelfuld, ligesom brugen af ISBN sejler i vinden. De citerede titler burde været gengivet ensartet bogen igennem. Der savnes kilde/ophav ved de enkelte illustrationer og citater. Og endelig: Det er ti år siden, at uddannelsen til lærer fandt sted på et seminarium, for i stedet at blive til en læreruddannelse ved en professionshøjskole eller et UC – University College.