Tre år. Så lang tid tog det, før lærer Ann-Louise Fischer med stolthed og »selvfed erkendelse« mærkede læreridentiteten helt ind i knoglerne. Indtil da føltes det som snyd, når hun svarede en forælder på, hvornår hun mente, at poden skulle i seng for at være en veloplagt elev i klassen næste dag.

»Jeg var lærer på papiret. Men jeg følte mig ikke som 'ægte' lærer. Når jeg stod på forældremøder og påtog mig den professionelle rolle, havde jeg uddannelsen i rygsækken og sagde noget, men der gik lang tid, før jeg forstod, at rygsækken var en del af mig og ikke bare noget, jeg legede«, siger Ann-Louise Fischer.

Kom sikkert igennem 
det første år 

Da læreridentiteten endelig ramte hende, var det en kæmpe forløsning. Efter tre år kendte hun rutinerne i lærerlivet. Hun havde samlet erfaring. Og hun brugte kollegerne.

»Man skal acceptere, at læreridentiteten er noget, der kommer med erfaringen og i samarbejdet med kollegerne. Man har det ikke bare med det samme. Man skal ikke bruge så meget tid på udfordringer og nederlag. Man skal hellere bruge tid på at finde ud af, hvordan man er som lærer, i stedet for at dunke sig selv i hovedet med de fejl, man begår«.

Den svære klasserumsledelse

Hun lægger ikke skjul på, at de tre første måneder var de hårdeste i hele hendes lærerliv.

»At undervise eleverne er faktisk det lette. Det er alt det andet, der presser. Nye kolleger, forældresamarbejdet, strukturer og så forberedelsen. Når folk siger: 'Vi gør som sidste år', men hvordan var det? Det var så stort, at jeg nærmest faldt død om, da jeg nåede efterårsferien«, husker Ann-Louise Fischer om sit første år som lærer.

»Når man kommer fra læreruddannelsen, har man en relativt stor portion faglighed med sig, men det at styre et klasserum kan man ikke nødvendigvis fra dag ét«, siger hun.

Ann-Louise Fischer fortæller, hvordan mange nyuddannede helst ikke vil hæve stemmen i klassen for at skabe ro. Derfor oplever flere unge, nye lærere problemer med klasserumsledelse og føler nederlag, hvis de ikke lever op til deres eget billede af, hvordan de vil være som lærer.

»Men man må huske, at hvis man hæver stemmen, så er det med et formål. Det er ikke nødvendigvis en fiasko at hæve stemmen. Man skal som lærer indtage en bestemt rolle i klasseværelset, og det er en balance mellem at være den professionelle og den autentiske lærer«.

Derfor skal man som lærer ikke være bange for at tage rummet og sige, at »det er mig, der bestemmer«, siger hun og forklarer: »Faglighed kommer man ikke langt med, hvis man ikke kan skabe rummet for læring«.

Det gode team giver energi

Selv har Ann-Louise Fischer oplevet, at det giver trefold tilbage, hvis man ikke er bange for at sige højt, når noget er svært.

»Man skal ikke være bange for at udstille sig selv. Der er tit erfarne lærere, som kan hjælpe. Men man skal også selv arbejde for det. Man er nødt til at få styr på, hvad man selv synes er svært«, siger hun og opfordrer uerfarne lærere til at søge fællesskabet med de andre lærere, når muligheden byder sig.

»Man kan hurtigt have det sådan, at man bare skal ned på sin arbejdsplads og forberede sig. Men det er i fællesskabet, at jeg får min energi. Jeg får sparring, luft og ikke mindst en masse gode grin. Når man er i et velfungerende team, så kan man meget mere«, siger Ann-Louise Fischer.

Hun opfordrer også til, at man som nyuddannet kæmper for at få sin egen klasse. »Det er hårdt at være satellitlærer, hvor man kun har eleverne få timer hver uge. For de prøver dig af, og så går der lang tid, før de ved, hvor de har dig«.

Knæk angsten for forældrene


Når man som lærerstuderende er i praktik, er det et drømmescenarie, understreger Ann-Louise Fischer. »Man er flere i klassen, og man har forberedt sig ned i mindste detalje. Og så har man ikke samarbejdet med forældrene«.

Og forældresamarbejde er noget af det, som Ann-Louise Fischer godt kunne have tænkt sig, at læreruddannelsen havde klædt hende bedre på til i form af egentlig undervisning.

»Forældresamarbejdet er angstprovokerende. Fejl i klassen kan man grine af sammen med eleverne, men det er noget andet, når man står over for forældre. Nogle er ældre end dig, og det i sig selv kan være frygtindgydende. Men man skal huske, at lige meget hvad, så ser forældrene dig som den professionelle og ikke som en purk på 26 år«, siger hun.

Og det var netop på et forældremøde, at Ann-Louise Fischer rigtig mærkede, at hun ikke længere var klædt ud som lærer.

»Jeg indtog rummet som professionel, og min rygsæk var fyldt op med erfaringer, og følelsen af 'at lade som om' var væk. De andre lærere i teamet kom på banen helt naturligt. Vi supplerede hinanden. Det var ikke længere min opgave at overbevise nogle om, at jeg var lærer«.

I dag råber hun gerne højt om stoltheden ved at være lærer. I april skrev hun et blogindlæg på Københavns Lærerforenings hjemmeside med overskriften: »JEG ER LÆRER! Og det er jeg sgu' stolt af«.