"På trods af at elevernes timetal er eksploderet i 2014, så har man nedlagt 14 procent af lærerstillingerne på fem år. Derfor kan jeg sagtens forstå, at uddannelsesforbundet og andre udtrykker bekymring for det kommunale ansvar", siger formand for DLF Anders Bondo Christensen.
Foto: Hanne Birgitte Jørgensen
Bondo: Bekymrende, at kommunerne får ansvaret for ny uddannelse
Kommunerne har svært ved at løfte ansvaret for folkeskolen. Derfor kan det også bekymre, at regeringen har valgt at give kommunerne ansvaret for en ny Forberedende Grunduddannelse, lyder det fra DLF-formand Anders Bondo Christensen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En ny toårig Forberedende Grunduddannelse skal erstatte seks tilbud til unge, som har svært ved at komme videre i uddannelsessystemet efter folkeskolen. Den nye uddannelse skal ruste de unge under 25 år, som hverken har job eller uddannelse, så de fagligt, personligt og socialt kan gennemføre en ungdomsuddannelse eller fastholde et arbejde.
På mange punkter følger regeringen med det nye udspil de anbefalinger, som en ekspertgruppe med rektor Stefan Hermann i spidsen kom med i februar til en ny ungeindsats. Men ikke, når det kommer til, hvor ansvaret for det nye tilbud skal placeres.
"Vi lægger op til, at der bliver etableret et statsligt selveje med betydelig kommunal medfinansiering," sagde Stefan Hermann, da han præsenterede anbefalingerne for pressen og ministre.
Ekspertgruppe om ny unge-indsats: Nedlæg UU-centre og PPR-kontorer
Kommunerne får ansvaret for ny uddannelse
Lars Løkke Rasmussen gjorde på pressemødet i dag klart, at regeringens mål er, at ansvaret "entydigt" kommer til at ligge hos kommunerne.
Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan er helt uforstående overfor, at regeringen ønsker, at kommunerne får ansvaret.
"Kommunerne har også i dag det absolutte hovedansvar for at gøre unge klar til en ungdomsuddannelse. Jeg synes ikke ligefrem, de har brilleret med opgaveløsningen. Hvorfor køre videre med samme ansvarshavende? Det her kan vi simpelthen ikke byde de unge", siger Hanne Pontoppidan i en nyhed på forbundets hjemmeside.
Bondo: Kommunerne har svært ved at løfte ansvaret for folkeskolerne
Og formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er også bekymret. Han mener, at kommunernes forvaltning af folkeskolerne viser, at der hurtigt kan opstå problemer.
"På trods af at elevernes timetal er eksploderet i 2014, så har man nedlagt 14 procent af lærerstillingerne på fem år. Derfor kan jeg sagtens forstå, at uddannelsesforbundet og andre udtrykker bekymring for det kommunale ansvar - for kommunerne har meget svært ved at løfte det, når man taler folkeskolen", siger Anders Bondo Christensen til folkeskolen.dk.
"De unge mennesker, vi snakker om her er i sagens natur de mest udfordrede, og derfor har de virkelig brug for at få den støtte der skal til. Hvordan man vil sikre, at der er økonomi til det ude i kommunerne? Det kan jeg være spændt på, man har ikke sikret det i forhold til folkeskolen. Der har man bare ladet kommunerne gennemføre besparelser år efter år".