Hajen løfter karaktererne
Nordals Skolen bruger struktur og tydelighed over for eleverne i udskolingen. Hajen symboliserer, hvordan lærerne skal indlede, udføre og afslutte en time.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Nu er vi dem, de andre gerne vil lege med«
Skarpe tænder og en rygfinne symboliserer Nordals Skolens overordnede pædagogiske indsats - klasseledelse.
»Det drejer sig om at få skabt et motiverende og trygt undervisningsmiljø for alle elever. Det er læreren, der skal tage ansvaret for det, og det skal gøres i samarbejde med eleverne. Den primære indsats handler om tydelighed og struktur«, siger viceskoleleder på Nordals Skolen Frank Andersen.
På Nordals Skolen er den overordnede pædagogiske indsats, struktureret klasseledelse, symboliseret ved billedet af en haj.
»Hajen har et hoved. Det er starten på timen. En haj har en midte. Det er her, det faglige indhold i timen ligger. Og en haj har en hale. Det er afslutningen på timen«, siger Frank Andersen.
»Første indsats hedder, at timen starter til tiden. Vi har teaterringning. Det betyder, at klokken ringer, to minutter før timen egentlig starter. Det er et signal til både elever og lærere om, at nu skal vi til at være klar«.
Klasseledelse - faglighed som værn mod uro
Når timen går i gang, gennemgår læreren en tydelig plan for lektionens forløb.
»Det bliver skrevet på tavlen eller på smartboard. Det med at der er en tydelig plan, drejer sig ikke kun om, hvad der skal ske i timen. Det er også undervisning om undervisningen. Sådan at vi kigger tilbage. Hvorfor går vi i gang med det her? Hvor kom vi fra, og hvor skal det føre os hen«.
Når timen er i gang fortsætter man i hajens mave. Her er det vigtigt, at der er variation i undervisningen. Her arbejder skolen med forskellige arbejdsformer, og det er vigtigt, at lærerne er tydelige omkring, hvornår eleverne arbejder med hvilke former.
Til sidst når timen til halen.
»I afslutningen har vi også undervisning om undervisningen. Nåede vi det, vi havde sat os for, at vi skulle nå? Lærte vi det, vi synes, at vi skulle lære, og hvor bringer det os hen?« siger Frank Andersen.
Hajen bliver i dag brugt i udskolingen i alle klasser og i alle timer. Meningen er, at den skal bredes ud til resten af skolen med tiden Til allersidst skal der ryddes op i klassen. Alle har ansvaret for gulvet og bordet ved egen plads.