Ud over en fysisk afstand på 6.000 kilometer mellem Danmark og Ontario er der også forskelle i styringen af de to skolesystemer og ikke mindst skoletænkningen. Det fortæller Merete Storgaard. Hun er i øjeblikket ved at skrive en ph.d. på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Aarhus Universitet, om skoleledelse i højtpræsterende skoler, hvor hun analyserer ledelse i Danmark og Canada. Hun peger på, at der er væsentlige forskelle, som gør, at oversættelsesarbejdet ikke er helt ligetil.

Lærer i Esbjerg: Vi kan ikke mærke inspirationen fra Ontario

»Hele udfordringen med Ontario er, at vi henter inspiration i et centraliseret system, i forhold til at vi selv har et mere decentralt skolevæsen«, siger Merete Storgaard og uddyber:

»Når man henter inspiration i Ontario, så henter man også inspiration i en styrings­tænkning der er meget centraliseret, hvor vi i Danmark er vant til at tænke meget decentraliseret. Den danske skoleleder har mange flere administrative opgaver og forventes at drive strategisk ledelse i en kommunal organisation. Den canadiske skoleleder har et mindre selvstændigt ledelsesrum og færre administrative opgaver og er i stedet en inkarneret pædagogisk leder«. Det er problematisk, for det sætter den danske skoleleder i et krydspres.

Canadisk inspirator: Lærere kan gøre hinanden bedre

Et andet dannelsessyn

Derudover er der generelt en anden dannelsestænkning i det canadiske samfund, der ligesom alle andre angloamerikanske skolesystemer har en mangeårig curriculumtradition.

»Derovre siger de: Make it right and learn how to do it better. Altså: Gør dit bedste og lær, hvordan du kan gøre det endnu bedre. I Danmark har vi et mere bredt dannelsesperspektiv, der ikke er så konkurrenceorienteret«, siger Merete Storgaard og fortæller, at vi i Danmark plejer at sige: Du skal bare gøre dit bedste.

Rejsearrangør: Rejser til Ontario giver et boost

Ontario kan godt inspirere

Professor Per Fibæk Laursen fra DPU, Aarhus Universitet, har tidligere kaldt de mange skolerejser til Ontario for en »modebølge«.

»I 90'erne rejste en strøm af skolefolk til New Zealand, som var det store forbillede i en periode, og siden så vi en tilsvarende strøm til Finland. Og nu er det så Ontario, der er kommet på mode. Nogle gange kan man godt undre sig over, hvad der kommer ud af sådan nogle besøg«, sagde Per Fibæk Laursen til Altinget sidste år.

Fra Risskov til Ontario og tilbage igen

Hvis man spørger Merete Storgaard, om det er en dårlig ide at tage til Ontario, så er hun ikke enig. Hun mener, at man især kan tage ved lære af, hvordan skolerne i Ontario får brudt den sociale arv.

»Der er masser af inspiration at hente videnskabeligt set, og samtidig er der også nogle forskelligheder såsom centraliseringstraditioner, dannelsesperspektiver og lignende, som er væsensforskellige, og som kan udfordre. Man kan ikke tage over og hente en quick fix solution«, siger hun. Hun peger også på, at denne form for vidensturisme, som vi oplever i dag, har eksisteret i mange år, hvor vi som en naturlig del af udviklingen også har skævet til skolesystemerne i New Zealand og Finland.

»Jeg ville synes, det ville være problematisk at lade sig inspirere i USA, hvor de faktisk på ingen måder præsterer fagligt godt. Der ville jeg være bekymret. Men der er mange spændende steder at kigge efter, for eksempel gør Estland det også godt i Pisa 2015«, siger Merete Storgaard.

Vejleder om inspiration fra Canada: Jeg er model i undervisningen