Kalundborg: Halvdelen af nyansatte lærere har ingen læreruddannelse
Næsten halvdelen af de lærere, som blev ansat ved skolestart sidste år i Kalundborg, havde ingen læreruddannelse. Det får konsekvenser i skolen, lyder det fra lærerkredsformanden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da sommerferien sidste år var forbi, satte formand for Kalundborg Lærerkreds Karen Sørensen sig for at tælle sammen, hvor mange af nyansatte lærere som ikke havde en læreruddannelse. Det gjaldt for 12 lærere - eller næsten halvdelen af de nyansatte. Alle 12 havde fået en fastansættelse på en skole i Kalundborg.
Og det er et problem, mener kredsformanden.
"Det betyder rigtig meget for kvaliteten i undervisningen. Når man har en læreruddannelse, så har man en profession. Så er man uddannet til at varetage undervisningen i folkeskolen, og det giver kvaliteten", siger Karen Sørensen.
Hun peger på, at der nogle gange bliver ansat lærere med specielle kompetencer eller anden uddannelse, men at det stadig giver udfordringer.
Hver tiende lærer har ingen uddannelse
"Nogle bliver fx ansat på skolen med kompetencer inden for musik, men de mangler den didaktiske uddannelse. Og de ikke-læreruddannede gør, hvad de kan. Men hele kulturen kan være svær at gennemskue, hvis man ikke har en læreruddannelse. Det betyder også rigtigt meget for dem, der er på skolen, at de nye kolleger er læreruddannede, så de kan tage sig af alle de opgaver, der er i skolen - eksempelvis inklusionsmøder. Det lægger et pres på de læreruddannede, når der kommer flere ikke-læreruddannede på skolerne".
Nu kan kommuner lovligt ansætte lærere uden læreruddannelse
Og de lokale politikere lytter. Formand for Børn- og Familieudvalget, Gitte Johansen (V) lovede i sommer i den lokale avis Nordvestnyt, at "der skal gøres en indsats fremover, så vi kan få rekrutteret nok lærere til fremtiden".
Men hun byder også særlige kompetencer velkommen i skolen.
"Hvis det er en tømrer, som skal undervise i sløjd, så er det jo ikke et problem", sagde hun.
Karen Sørensen håber, at opmærksomheden på problemet vil betyde, at flere uddannede lærere vil søge stillinger i Kalundborg. Men det ser ikke sådan ud, ud fra de stillinger, der har været slået op i de første tre måneder. Kredsformanden vil lave en ny opgørelse i det nye skoleår op til kommunalvalget i november.