Læreruddannelsen skal kvalificere de studerende til at blive gode lærere i folkeskolen. Selvfølgelig. Og på mange måder er unge lærere da også bedre uddannede, end jeg var, da jeg forlod seminariet i 1967. Jeg har dansk og historie/samfundsfag på linje. Eller: det står der i hvert fald på eksamensbeviset. Men det ville have været mere reelt at skrive "skønlitteratur" og "historie/samfundsforhold", for linjefagene handlede dengang ikke meget - eller nærmest slet ikke - om undervisning og didaktik, børns udvikling og elevers læring.

I dag ved nyuddannede dansklærere meget mere om læseudvikling og undervisning i læsning, end jeg gjorde, da jeg første gang stod med en klasse i Albertslund. Det kunne være gået rigtig galt, hvis jeg ikke havde fået hjælp fra dygtige kolleger og god efteruddannelse på Danmarks Lærerhøjskole.

Der er heldigvis sket meget med læreruddannelsen siden da, og som censor gennem et kvart århundrede har det været en fornøjelse at opleve en række forbedringer. Men fornøjelsen er ikke udelt, for jeg er bange for, at der er noget er i gang, som trækker i den forkerte retning.

"Bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen", som regelgrundlaget så mundret hedder, er omfattende og detaljeret. Teksten er spækket med politiske modeord, der i sig selv er en diskussion værd, men her og nu vil jeg gerne problematisere de tendenser, jeg ser:

Som censor skal jeg kontrollere, at eksaminanden opfylder gældende regler. Det er den nemmeste del. Men jeg vil gerne kunne føle mig overbevist om, at de fire års uddannelse og det afsluttende arbejde med bachelorprojektet har klædt de kommende lærere på til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning, så de kan give eleverne de faglige og menneskelige udfordringer, der beskrives i folkeskolelovens formålsparagraf og fagenes formål. Det kan jeg desværre ikke altid. 

Jo, jeg kan godt bedømme bachelorprojektets indhold og den studerendes eksamenspræstation. Men nye regler gør det muligt at aflevere et projekt, som har meget tynde tråde til den kommende undervisning i skolens fag. Her er en håndfuld eksempler på projekttemaer: "It-implementering i Nordfyns Kommune", "Yoga og mindfulness i skolen", "Time on task og spiludvikling", "Flipped learning - flipped classroom", "Resiliensbegrebet" og "Hunden som læringsmulighed og pædagogisk værktøj". Projekter, som de kan få høje karakterer for, hvis de er gået systematisk og akademisk til værks, som reglerne kræver. Men ofte ved jeg ikke, om de studerende er blevet lærerfagligt bedre til at skulle ud og undervise, fordi bachelorprojektet ikke mere skal tage afsæt i et fag. I bekendtgørelsen fra september 2015 står der om kompetencemålet, at den nyuddannede lærer skal kunne "systematisk analysere lærerfaglige problemstillinger og være i stand til at foreslå handlinger i kommuner, skoler, klasser i overensstemmelse med professionsbachelorprojekts perspektiver." Ét er, at det juridiske plastic-sprog lader det blæse i paragraffen, hvad der menes med, at handle "i overensstemmelse med professionsbachelorprojekts perspektiver".  Men den nyuddannede lærer skal, står der, kunne forestå handlinger "i kommuner, skoler, klasser…"!  Betyder det i kommuner og skoler og klasser? Eller er det bindeordet eller, der mangler. Eller menes der måske og/eller?

Konsekvenserne af, hvilket bindeord man indtolker, er ret så forskellige, men i den nationale studieordningstekst fra august 2015 bliver bachelorprojektet helt revet fri af fag og klasse, dér står der nemlig, at projektet skal udføres "i tilknytning til den studerendes undervisningsfag/lærerens grundfaglighed/praktikfaget og/eller i tilknytning til et forsknings- og udviklingsprojekt, som er lærerfagligt relevant". Det er mig, der har kursiveret og/eller, for valget af bindeordet eller betyder, at tilknytningen til et skolefag helt slippes.

Og flugten fra fagene er sket med raketfart, som censorernes formand Hans Krab Koed også har fortalt her på sitet.

Censorer: Studerende har for lidt fokus på fag i bachelorprojektet

Ved den seneste eksamensomgang efter 2007-loven var der på landsplan 139 lærerstuderende, der skrev bachelorprojekt med afsæt i faget dansk. Under overgangsordningen til 2013-loven er tallet faldet til 53. Og tendensen er den samme hele vejen: i matematik er det faldet fra 76 til 27, i engelsk fra 75 til 36, i tysk fra 34 til 23, i historie fra 79 til 40. Og så videre. Samtidig er andelen af projekter med et generelt tema steget fra 2 til 253!

I den nationale studietekst står der, at arbejdet med bachelorprojektet skal ske "med inddragelse af en empirisk problemstilling relevant for folkeskolens praksis eller praksis fra andre skoleformer, og med udgangspunkt i refleksioner over konkrete forsknings- og udviklingsprojekter i skole-, professionshøjskole- eller universitetsregi". (Igen er det mig, der har kursiveret.) Og det skal ske "under brug af videnskabelig forskningsmetode".

"Videnskabelig forskningsmetode"! Hvabehar? Det er en ordentlig mundfuld. Ja, det er meget krævende. Og indimellem bliver man da også præsenteret for en gang teoretisk pulverkaffe, der ikke smager meget af undervisning og skolehverdag. Heldigvis har jeg på Lærerprofession.dk læst mange fremragende bachelorprojekter om spændende og relevante temaer som klasseledelse, mobning, mentalisering og internationalisering. You name it. Men når den studerende både kan fravælge faget og klassen og i stedet kan arbejde med et generelt emne - oven i købet uden tilknytning til folkeskolen - er jeg bange for, at den nyuddannede lærer bliver dårligere klædt på til at undervise i skolens fag.

Og det bliver ikke bedre af, at vejledningen på mange professionshøjskoler efterhånden er temmelig tynd og generel. Hvor den studerende tidligere ofte havde både en faglig og en pædagogisk vejleder, er der som regel nu kun én vejleder. Og visse steder er den tætte én til én-vejledning oven i købet skåret væk, så en hel flok studerende nu bliver vejledt sammen. "Klynge-vejledning" kaldes det. Discount-vejledning, vil jeg kalde det. Begrundelserne er selvfølgelig økonomiske, men det hjælper jo ikke den studerende.

Og det kan gå helt galt, når der nu er professionshøjskoler, der kun rekvirerer generelle censorer. Det betyder, at også studerende, der har valgt at udarbejde et bachelorprojekt i tilknytning til et undervisningsfag, blive vurderet af en censor, der har sit faglige afsæt i pædagogik og almen didaktik. Det er meget vigtige områder. Men for at blive lærerfagligt godt uddannet skal det pædagogiske og det almendidaktiske spille sammen med skolefagets indhold og det fagdidaktiske. Jeg er alvorligt bange for, at uforståelige (og ugennemtænkte?) politiske indholdsbeslutninger om læreruddannelsen og forståelige, men ødelæggende økonomiske ledelsesbeslutninger er ved at svække uddannelsens faglighed.