Bogen signalerer med sit lille, buttede udseende at være anderledes. Den er bygget op omkring otte spørgsmål om uro - eller rettere undervisningsforstyrrende uro. Hvert spørgsmål indledes med et svar fra en kompetent aktør i feltet, hvorefter fænomenet søges udfoldet både forskningsmæssigt, teoretisk og med nedslag i praksis. Spørgsmålet ”Hvad er uro?” besvares med nyttig viden om ”uro som flydende betegner”, altså det, som er modsigende, abstrakt og uspecifikt. Derefter præsenterer forfatteren otte slags uroformer, som i praksis er flydt sammen, men som ved iagttagelse kan filtres fra hinanden, kategoriseres og derved forstås som forskellige. Dermed er der lagt op til nye spørgsmål: Er uro et pædagogisk anliggende eller et individualpsykologisk anliggende?

Uro ses igennem bogen som dels en helt konkret udfordring, der håndteres lokalt i den enkelt skole, dels en mere kompleks størrelse, som henter næring i overordnede pædagogiske, samfundsmæssige og politiske forhold. Uro og uroens væsen kan iagttages, men man ”ser” ikke bare. Man ser sin og andres pædagogiske praksis gennem et perspektiv, en tilgang. Det forklares i spørgsmålet ”Hvorfor er uro egentlig et problem?”, og svaret er ikke entydigt, fordi det er forbundet med den aktuelle skolepolitiske udvikling. Den kan i øjeblikket kendetegnes af to modpoler: et outcomeorienteret eller et dannelsesorienteret perspektiv. I førstnævnte ses uro som noget, der hæmmer tilvæksten i elevers læring. I et dannelsesorienteret perspektiv er uro også et problem, fordi den vanskeliggør god undervisning, men samtidig er uro ”indbygget” i undervisningen, fordi elever i dette perspektiv betragtes som subjekter med al deres uforudsigelighed på vej til at danne sig til myndige og frit tænkende mennesker.

Spørgsmålet ”Hvordan ser den typiske uromager ud?” rummer risikoen for at overse, at uro er et kompleks, et såkaldt overindividuelt fænomen. Fra en dansk undersøgelse om uro fra 1996 refererer forfatteren detaljeret, at antallet af urolige drenge er syv gange højere end antallet af urolige piger. Bum. Nå, sådan tænker vi jo ikke i dag …! Jo, det gør vi faktisk, der er ingen tvivl om, at kønsstereotypificeringen lever i dag i bedste velgående, forfatteren har sin dokumentation i orden. Et afledt spørgsmål bliver derfor, i hvor høj grad barnet bag ”den typiske uromager” selv vælger eller ikke har andet valg end at tage den tildelte rolle? Forfatteren går i samme spørgsmål bag om vores tidsalders tendens: At sætte diagnoser på menneskelige træk og egenskaber, som tidligere ikke krævede diagnosticering og behandling, et spændende og samtidig foruroligende afsnit, som fik anmelderen op af stolen.

Bogens afslutningsspørgsmål er et ja-/nej-spørgsmål, ”Kan vi så få noget ro?”, og meget inspirerende foreslår en lærer, at ”ro” skiftes ud med ”fred”.

Det er bogens hensigt at lægge afstand til den strøm af handleanvisende bøger, som i øjeblikket fylder det pædagogiske felt, og det lykkes faktisk. Læseren bliver taget i hånden et vist stykke vej, men grebet slippes, inden løsningen er fundet, heldigvis.

Velkommen, lille tyksak.