Valgforsker: Lærerne straffede rød blok ved folketingsvalget

Lærerne straffede rød blok, da de gik til stemmeurnerne i 2015, lyder det fra professor og valgforsker Jørgen Goul Andersen, som står i spidsen for en ny undersøgelse af vælgernes vandring fra 2011 - 2015.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon tabte folketingsvalget i 2015 med ét sølle mandat (og forsvandt derpå skyndsomst ud af dansk politik).

Var det lærernes straf, spurgte mange dengang sig selv? Regeringen havde jo et par år inden valget grebet ind i en arbejdskonflikt mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og KL og tvunget en arbejdstidslov igennem, som forringede lærernes arbejdsvilkår.

Og regeringen havde i samme hug vedtaget en folkeskolereform, som krævede, at lærerne skulle løbe hurtigere.

Ja, det var lærernes straf, fastslår valgforskeren, professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, da folkeskolen.dk stiller spørgsmålet til ham. Han har stået i spidsen for en vælgerundersøgelse, der just er blevet udgivet, "Fra krisevalg til jordskredsvalg. Vælgerne på vandring 2011-2015".

Folketingsvalg 2015 - det handler om menneskesyn

Lærerne straffede rød blok

Kan man sige, at folkeskolelærerne straffede S/rød blok ved folketingsvalget i 2015?

"Det gjorde de i hvert fald. En undersøgelse lavet blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening i samarbejde med Danmarks Radio, tydede endda på, at der ikke var megen tilgivelse af S, SF og R selv kort før valget", svarer Jørgen Goul Andersen i en e-mail og fortsætter:

"Enhedslisten og Alternativet var så flugtmuligheder, men kort før valget ville mange stemme blank eller anede ikke, hvad de skulle gøre".

Lærerne tabte valget for rød blok

Kan man sige, at lærerne tabte valget i 2015 for rød blok/S?

"De fleste gik nok til Alternativet og Enhedslisten, det vil sige inden for rød blok. Nogle få til diverse borgerlige partier. Men alene 'blank' og 'sofa' var tæt på at kunne udgøre det sidste mandat, hvis vi tager undersøgelsen for pålydende. Og den virker ganske repræsentativ. Og nogle af lærerne er gift med folk, der givetvis også er påvirkede af ægtefælles oplevelser".

Hvor mange lærere stemte på S/rød blok ved folketingsvalget i 2011?

"Vi har ikke data, der kan måle så detaljeret på stillingsgrupper. Men det var i omegnen af to tredjedele på rød blok i 2011. Det ser ud til, at det har været næsten lige så høj andel af de gyldige stemmer i 2015, men lærerne har givetvis bidraget en del til stigningen i blanke stemmesedler, og enkelte kan også være blevet hjemme, selv om det er imod lærernes natur".

Hvor mange lærere stemte på S/rød blok ved folketingsvalget i 2015?

"Jeg har ikke tal specifikt for Socialdemokratiet, men jeg vil gætte på, at S-R-SF gik fra tæt på to tredjedele til noget, der nok er nærmest 25 procent. Der blev lavet et par målinger i dagspressen, og de peger helt samme vej som DLF-undersøgelsen", svarer Jørgen Goul Andersen.

29.920 vælgere stemte blankt

I alt 29.920 vælgere stemte blankt i 2015, hvilket svarer til 0,84 pct. af alle afgivne stemmer. Blå blok fik 90 mandanter og dermed lige akkurat flertal i Folketinget.

"Fra krisevalg til jordskredsvalg. Vælgere på vandring 2011-2015" er udkommet på Frydenlund Academic.