Hvilke ideer om bæredygtig energiforsyning ville julemanden foreslå?Jyske lærere blev stillet overraskende innovationsopgaver på Naturfagene ud af boksen-konferencen i Horsens i går

Innovation er at lære at tænke kreativt

Innovation behøver ikke at handle om at bygge. Det handler om at kunne tænke kreativt, og det er der metoder til, lød budskabet på Insero-konferencen i Horsens i går. "Man kan være uendelig kreativ uden at kunne tegne en tændstikmand".

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var intet klippe-klistre, tegning eller byggeri i lærer Pernille Vinther Søby Holms workshop om innovation i hverdagen.

"Jeg bliver så træt, hvis jeg skal bygge hele tiden. Det handler om at kunne tænke kreativt, og det har jeg nogle små fif til, som er lette at bruge i hverdagen. Det er ikke mine ideer, men nogle små øvelser, som jeg bruger, når eleverne skal tænke kreativt", sagde Pernille Vinther Søby Holm, der er lærer på Østerhåbskolen i Horsens.

Hun har deltaget et par gange i lærerkonferencen Naturfagene ud af boksen, som Insero-fonden i Horsens står bag, og hun har savnet nogle enkle måder at tænke innovation og kreativitet på uden at bygge en masse og være i kaos. Nogle metoder, man hurtigt kan bruge i hverdagen.

"Kreativitet er nøglen, men hvis man skal klippe og klistre hele tiden, så går man død i innovation. Jeg kæmper for, at kreativitet er tanker", sagde hun og skabte noget frustration i workshoppen, hvor flere erklærede, at de befandt sig glimrende i kaos og med at klistre og bygge.

Engineering - byg et jordskælvssikret hus

Julemandens tanker om bæredygtig energi

Hun præsenterede et par ideer ved at sende deltagerne ud i en person-analogi med post-it sedler. Opgaven lød på at lave en problemformulering om bæredygtig energiforsyning. Hver ide og tanke skulle skrives på sin egen seddel.

"I har 45 sekunder til at skrive de ideer, I får, hvis I skulle tænke på, hvordan en politiker ville gå til opgaven".

Deltagerne mumlede og skrev lidt. Tiden var gået.

"Hvilke ideer om bæredygtig energiforsyning ville julemanden foreslå til din opgave", lød næste spørgsmål og næste 45 sekunder.

Hvordan tænker en murer? Og hvordan tænker dine forældre?

Deltagerne blev sendt hen for at klistre alle deres sedler - fra de fire forskellige opgaver og personer - op på en væg, og bagefter fik de tre minutter til at læse og hapse de tre bedste ideer. De skulle tage sedlerne med sig, så det handlede om at være hurtig og få de bedste ideer med sig.

"Hvad kan sådan en øvelse? Den kan tvinge en væk fra det, man selv plejer at tænke. Den kan få eleverne til at tænke på andre, der ikke normalt er en del af deres gruppe. De skal prøve at tænke over, hvad andre vil have gavn af", sagde Pernille Vinther Søby Holm, der ofte bruger denne metode i sine klasser.

Virkeligheden fylder i den nye naturfagsprøve

Seks tænkehatte

Den næste metode hun præsenterede var De Bonos tænkehatte. Hvor man tager sin problemstilling og udsætter den for seks forskellige tankemåder repræsenteret ved seks farvede hatte. Hun bruger dog ikke hattene fysisk, men eleverne får mellem 45 og 90 sekunder til at afprøve deres problemstilling for fakta og kendsgerninger, der er repræsenteret ved en hvid hat.

Den røde hat står for følelser, fornemmelse og intuition. Den sorte hat repræsenterer alt det vanskelige og bekymrende, mens den gule hat er det vellykkede og optimistiske. Grøn hat er nye og kreative ideer, mens den blå hat står for overblik og sammenfatning.

"Det her er kreativitet, mener jeg. Kreativitet kan ledes. Som Thomas Zoëga Ramsøy siger: "det er et kendt faktum, at kreativitet ikke opstår, når du er meget fokuseret, fordi koncentrationen låser dig fast i dine tanker", fortæller Pernille Vinther Søby Holm.

Hun påpeger, at det ikke er moderne lige nu i samfundet at tænke, at være langsom, tøve og falde i staver, men at det bestemt også skal til, når man skal tænke kreativt.

Foruden metoderne med personanalogi og De Bonos tænkehatte, kan hun finde på at bruge billedassociationer med billedkort, når eleverne skal tænke anderledes ud af boksen.

Det sætter gang i en snak i workshoppen.

"Får du flere elever med, også nogle af dem der putter sig, når du bruger disse metoder?" vil en lærer vide.

"Ja, for det tager et pres væk fra eleverne. Emnet tages væk fra dem selv, og der er jo ingen forkerte svar for eksempel når man bruger personanalogi, for ingen af os ved jo, hvad mureren eller tømreren tænker. Så der er mere frit spil, når eleverne ikke selv er i spil. Det er mindre svært at komme ud i de store tanker", forklarer Pernille Vinther Søby Holm, der har en plakat med de seks tænkehatte hængende i klasselokalet. Den kender eleverne, og hun behøver blot at pege, før de går i gang.

Deltagerne taler om, at man kan fortælle historier fra forskellige vinkler og vise, at tingene opfattes meget forskelligt alt efter om den skal fortælles, som din mor ville gøre, som din frække fætter ville fortælle den eller din trælse lillesøster.

"Også når det gælder projektopgaven, oplever jeg at eleverne har svært ved at generere ideer. Ofte sidder de og gemmer på deres ideer, men hvis det handlede om julemandens ideer, ville de jo ikke have det samme forhold til det, så der kan man bruge metoden", sagde en.