Foto: Istock
Lærernes Pension kører videre med skovdrift trods svag periode
"Lærernes pension er endt i fejlslagne skovinvesteringer" skrev Jyllands-Posten i går. Og i Lærernes Pensions årsrapport for sidste år bidrager skovene da også negativt til afkastet. Men LP tror fortsat på den langsigtede gevinst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi tænker langsigtet. Skove har været svage i de senere år, men de har været rigtig gode tidligere. Derfor skal man jo tænke sig om, inden man bare hopper ud af det", siger adm. direktør Paul Brüniche-Olsen til avisen og fremhæver, at selvom skovene ikke giver det kæmpestore afkast, de gjorde før finanskrisen, så bidrager skovene fortsat positivt.
Lærernes Pension oplyser til folkeskolen.dk, at pensionsselskabet i disse år investerer meget i skovene, og at de derfor bidrog negativt til afkastet (0,4 procent) i kalenderåret 2015, men at de fortsat samlet set har bidraget positivt også efter finanskrisen.
Lærernes Pension: Depotrenten i 2016 er fastsat til 5,9 procent
6,5 procent af Lærernes Pensions aktiver står i skovdrift i blandt Australien, USA, Canada og Kina. En af grundene til, at Lærernes Pension satser på skov er, at skovene er væsentligt mindre påvirket af renteudsving som værdipapirer. I første del af finanskrisen voksede træerne og investeringen da også upåvirket videre, mens aktieværdierne raslede ned, men LP's skovinvestering har også været ramt af finanskrisen, blandt andet fordi byggeriet gik i stå i USA, hvor man traditionelt anvender meget træ i byggeriet.
Jyllands-Posten skriver, at tal fra det danske skovinvesteringsselskab IWC, der rådgiver Lærernes Pension, viser, at amerikanske skove i gennemsnit har givet 1,4 pct. i afkast om året siden 2009. Hver lærer kunne have haft flere tusind pensionskroner mere, hvis deres penge var investeret på aktiemarkedet i den periode i stedet for i skovene. Men IWC's adm. direktør, Otto Reventlow siger til avisen: "Alle synes, at det har været skuffende. Men der er også mange investorer, som tror på, at man er kommet videre og begynder at levere solide afkast igen".