"Spillets læring fungerer på mindst to planer" fortæller John Hunter om sit livsværk, World Peace Game. "Dels et åbenlyst, der lærer spillerne noget om hvordan politiske magtrelationer, internationalt diplomati, krig og økonomi fungerer. Men der er også et andet niveau. Spillerne lærer også at indgå i personlige relationer, om empati og forhandlinger. Det er ikke helt så synligt. Men det er faktisk det vigtigste."

Hovedvinder startede tredje verdenskrig med sin 8.-klasse

Rundkredsen er udgangspunktet for World Peace Game, men der er ikke noget traditionel 70'er-pædagogik over John Hunters metode. Han presser spiller til det yderste ved at bombardere dem med informationer. Spillet strækker sig over flere dage og spillerne i løbet af den tid løse over 20 af verdens problemer. For at kunne det, skal de have kendskab til FN og Verdensbanken, de skal vide, hvilke resurser, der er værd at kæmpe for at have adgang til, og de skal forstå militærstrategi, spionage og diplomati. 

Overvældelsens pædagogik

Det er en stor mundfuld. Og det er lige præcis det, der er meningen:

"Spillet er designet sådan, at de starter med fortvivlelse og forvirring. De kan ikke klare det, og så går det op for dem, at det er deres relationer til de andre, der skal løse det. Deres relationer er det eneste, de har", fortæller John Hunter. "Når de har indset det, kan de begynde at eksperimentere, og begynde at bede om hjælp, og så er der et klik. I hvert spil er der et øjeblik hvor de indser at de ikke spiller mod hinanden, de spiller mod spillet. Når de har set det, kan de så let som ingenting løse spillets problemer."

Den kolde krig genopstår i Ejbybunkeren

Og problemer bliver ved med komme så længe spillet varer, for filosofien er, at spillerne konstant skal udfordres, så de forbliver udfordrede og kreative og oplever at de kan klare nye udfordringer.

Empatien vinder altid

Selv om der i alle spil sidder et par stykker, der taler for krig og forsøger at skabe kaos, er John Hunter overbevist om, at de altid ender godt.

"Jeg har ledt det her spil i næsten 40 år og endnu er der ingen, der har valgt at affyre et atomvåben", fortæller han. Hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, for det ville jo kun jo ud over nogle plasticfigurer på en glasplade. "Men spillerne accepterer fiktionen og ender med at vælge det gode. Og det gør de, fordi relationer er så stor en del af spillet".

Amerikansk lærer: Vi har et ansvar for at lære eleverne tolerance

Spillets herrer

Når spillet slutter efter fire til otte spilledage, skal alle verdens problemer helst være løst. Men vigtigst, spillerne skal føle at de har udviklet sig.

"Jeg ser det igen og igen" fortæller John Hunter. "Når spillet er slut, føler eleverne at de er gået fra uoverskuelighed og kaos til at være herrer over situationen. De oplever, at de er vokset som gruppe og som individer. Og jeg vokser også med hvert spil, jeg faciliterer. Jeg ser ikke børnene som ufærdige mennesker, men som unikke individer. Jeg siger til dem: I har en underviser, jeg har et helt hold af lærere".

Læs reportage og se billeder fra John Hunters Master Class med World Peace Game i Hellerup for nylig i Folkeskolen nr. 10, som udkommer 26. maj.