Fejø ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Hidtil har de yngste børn kunnet gå i skole på øen, mens de større børn tager færgen til Lolland.
Gogole Maps
Lovforslag: Kommuner skal betale fuld udgift til friskoler på småøer
En lovændring skal gøre det muligt at oprette friskolefilialer på småøer, hvor den kommunale skole er sparet væk. Med en regel om, at kommunen skal betale den fulde offentlige udgift per elev i friskolen, vil regeringen undgå, at kommunerne fristes til at lukke ø-skoler. Enhedslisten og SF mener, det er nødvendigt at give et tilskud til kommunale ø-skoler for at undgå flere lukninger.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lolland Kommune har gennem flere år planlagt at lukke skolen på Fejø med 12 elever. Privatskolen Horslunde Realskole har tilbudt at drive skolen videre, men på grund af den såkaldt Tvind-lov er det ikke lovligt for friskoler at oprette filialer. Det er det problem, som Folketinget nu vil løse med en lovændring, som gør det muligt for friskolerne at oprette filialer på Danmarks 27 småøer.
Der var stor ros til undervisningsminister Ellen Trane Nørby for det lovforberedende arbejde fra de øvrige partier ved førstebehandlingen i dag. Flere af de andre småøer er nemlig blevet nervøse for, at muligheden for friskolefilialer vil friste deres kommuner til at lukke ø-skolen, og de bekymringer er blevet taget alvorligt undervejs.
Regeringen:Friskoler skal kunne oprette skoler på småøer
Ikke mulighed for kassetænkning
"Vi har foretaget en række justeringer på grund af bekymringer fra en række øer", fortalte undervisningsminister Ellen Trane Nørby ved førstebehandlingen. "Dilemmaet er, om vi med lovændringen skubber på eller stopper den udvikling, som er i gang gang, hvor skolerne lukker på en række øer. Og der tror jeg, det er vigtigt at holde fast i, at i dag har kommunerne 100 procents økonomisk incitament til at lukke skolen, og i dag er der ikke noget alternativ. Med det her lovforslag får kommunerne ikke mulighed for snæver kassetænkning, for de skal betale 100 procent af den statslige udgift til friskolen", forklarede hun. "Hvis vi ikke gør noget, skubber vi bag på en udvikling, som ikke er til gavn".
Men Enhedslisten og SF peger på, at det oftest vil være temmelig dyrt at opretholde en skole på en lille ø - og dyrere end 100 procent af statstilskuddet til en friskoleelev. Derfor kan det efter de to partiers mening risikeres, at kommunerne vælger at lukke ø-skolerne og opfordre forældrene til at åbne en friskolefilial i stedet. Enhedslisten proklamerede derfor ved førstebehandlingen i dag, at partiet vil foreslå et statstilskud til de kommuner, som har småøer med folkeskoler.
"Vi vurderer, at omkostningen vil være uhyre beskeden og betydningen for udviklingen på øerne ganske stor, fordi skolen er af afgørende betydning for muligheden for at tiltrække og fastholde børnefamilier på øerne", sagde Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, og fik opbakning af SF's Jacob Mark.