Thomas Blachman løfter nogle papirer fra sofabordet, men kan ikke finde Dostojevskijs roman 'Idioten'. Den plejer ellers at ligge dér. Men det gør ikke så meget, for han kan godt huske det citat, der er prentet først i romanen: "Dostojevskij gives me more than any scientist". Det er Albert Einstein, der er ordenes afsender, og netop de ord er et godt billede på, hvad kunst kan.

"Musik er blevet dyrket i årtusinder, og det er noget af det smukkeste, mennesker nogensinde har skabt. Musikken er en klangbund for et følelsesregister, som vi ellers ikke kommer i kontakt med". 

Når Thomas Blachman taler om musik, lyder det som en kærlighedserklæring, og han er ikke i tvivl om, at musik er en vigtig del af den grundlæggende dannelse. Det skal vist forstås sådan, at musik kan udtrykke følelser på en særlig måde, hvor vores sprog kan komme til kort.

Musik skal være for alle

I en af X-factor-sæsonens første udsendelser havde Thomas Blachman sat sine grupper i stævne i musiklokalet på en folkeskole, og under boot-campen skulle deltagerne til liveshowene udvælges. Hvorfor det det lige skulle være en folkeskole, giver sig selv, mener han:

"Jamen, det er jo her, det hele starter. Man kan ikke forvente, at der er musik i alle hjem, og hvis man ikke er så heldig at have forældre, der kan præsentere én for det, må man møde det i skolen. Jeg tror på en kreativ masse og ikke en kreativ klasse, og jeg tror på, at hr. Petersen og hans børn skal have lige muligheder som Koppel-familien."

Ideer skal på skoleskemaet

Interviewet finder sted i Thomas Blachmans husbåd og skal egentlig handle om musikundervisning i folkeskolen. Det taler vi også lidt om, men det er Thomas Blachman, der er kaptajn, og han vil helst tale om ideer. Ideer som en slags paraply over kunst og kreativitet. Kunst og musik skaber følelser, og følelser generer idéer, og idéer kan blive til alt, og det er det vigtigste aktiv i vores land, forklarer han.

Inden årets X-factor har Thomas Blachman i et tv-klip på dr.dk sagt, at han "er det fag i folkeskolen, der ikke findes i forvejen". Det er blandt andet derfor, han for syvende gang er en del af konkurrencens dommertrio. Og han mener det ganske alvorligt. Hans vision er at oprette et nyt obligatorisk fag i folkeskolen, et idégenererende fag. To timer om ugen for alle årgange, hvor eleverne skal lære at få ideer.

"Det skal være et fag, hvor eleverne stifter bekendtskab med menneskets største gave: at kunne få ideer. Det skal ikke bare være et frirum, men et inspirerende øjeblik, hvor de unge forstår, at der løber en guldåre inden i dem. De skal inspireres til ikke kun at forstå og følge, hvad læreren siger, men til at lytte til deres indre stemme, mærke sig selv og vide, hvilken vej i skoven, de skal gå. Og så bliver tillid til selvtillid og respekt til selvrespekt."

De rationelle fag skal udfordres

Sætninger med substantiver på række og besværlige adjektiver vælter ud af ham, og der er mange minutter mellem kunstpauserne. Benene er krydsede og panderynkerne forplanter sig på hans isse. Det er vigtigt, det her, for selvom ingen ved, hvordan vores verden ser ud om 20 år, "så ved vi, at hvis den nye generation ikke kan få ideer til at løse de problemer, der hober sig op, så er vi på den." Han mener, at de irrationelle fag i skolen er blevet nedprioriteret til fordel for alle de rationelle, og det er en skam.

"Kunne vi ikke bare bruge to timer om ugen på at udfordre alle de rationelle fag, og snakke musik, opfindelser, ideer, og hvordan kan vi åbner op for den kanal, der gør, at vi kan føle og sanse? Ideer er fantastiske, der er ingen mellemregninger, og vores længsler kan artikuleres i ideer. Og det er dem, der skaber udvikling."

Thomas Blachman ønsker, at eleverne skal lære, hvad ideer er for et fænomen, og hvordan man motiverer, håndterer og udvikler ideer. De skal ligge på madrasser og lytte til musik, og de skal høre om gamle opfindere. Eleverne skal stimuleres af lærere med "hold kæft, hvor er det godt tænkt"- og "gå lige til borgmesteren med den ide"-kommentarer, og der skal være plads til, at de begår alle de fejl, de vil, så eleverne kan sænke skuldrene og slappe af. Den eneste fejl skal være ikke at begå fejl.

Færre tornystre og mindre disciplin

Der er højt til loftet i Thomas Blachmans husbåd på Holmen i Købehavn. Det er egentligt den gamle Als-færge, og han bruger den til arbejde, men der lugter meget lidt af kontorpladser. Væggene er klistret til med malerier, et flygel har fået ærespladsen lige ud til dækket, der er vandudsigt i alle retninger, og med et kaffekrus i hånden og cigaretter i brystlommen, ligner han også en, der tænker store tanker.

Han er ikke bange for at drømme, for det skal man kunne, og det skal der også være plads til i folkeskolen. Der er matematik og rationalitet og resultatorientering nok, synes han.

"Børnene går fra 0. klasse, hvor de klistrer og leger og fis og ballade, til 1. klasse hvor de får disciplin og tornyster på ryggen. De rationelle fag er også vigtige, men vi skal turde udfordre med irrationaliteten, for ellers får vi robotter. Eleverne skal kunne føle sig berørt af noget, som har et større momentum end bare det at gøre det godt til eksamen."

Børn og unge skal mødes med tillid fra voksenverden og uddannelsessystemet med plads til at fejle, understreger han, og ikke konfronteres med "stress og jag, og I er ikke en skid, før I kan kravle og gå, og kan udenad, og tilbage til den sorte skole, og voksenangst og kineserne kommer og alt det der". Og så er det, at de kan begynde at lede efter det, Thomas Blachman kalder, deres egen stemme.

"De skal lede med samme ro og tillid i sjælen, som når de leger med dukker og Lego. Og hvis de unge forstår, at der ikke er nogen større autoritet end deres egen, og at fantasien ikke kan fejle,kan de blive de mennesker, vi alle har drømt om, at vi kunne blive. De skal have skærpet kikkerten, så de kan se, at de har ligeså mange stjerner som hele firmamentet."