MIchael Ziegler og Anders Bondo Christensen kunne sige tak for kampen.Foto: Anette Solgaard
Kommunalt ansattes realløn er sikret
Forhandlingsfællesskabet og KL har netop indgået et tre-årigt forlig om en ny overenskomst for de ansatte i kommunerne. Der er i alt aftalt generelle lønstigninger på 5,42 procent i perioden inklusiv reguleringsordningen – det giver plads til en stigning i reallønnen.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Resultatet kan vi godt være bekendt, uden det er prangende. Vi har aftalt en fornuftig lønudvikling, hvor de generelle lønstigninger sikrer reallønnen i perioden, og endda forbedrer den en smule. Resultatet skal ses i sammenhæng med, at samfundsøkonomien fortsat er presset, og at vi ved de seneste overenskomstrunder ikke har kunnet sikre reallønnen", lyder det i en pressemeddelelse fra Anders Bondo Christensen som er formand for Forhandlingsfællesskabet som forhandler overenskomst for cirka 500.000 ansatte i kommunerne. Lærerforliget fra sent i aftes indgår i det samlede overenskomstforlig.
Topforhandler for KL, formand for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler glæder sig over resultatet:
"Vi er landet med en overenskomst, der giver forenkling, er økonomisk ansvarlig, og som yderligere udvikler kommunerne som attraktive arbejdspladser. Det er jeg meget tilfreds med", siger han i en pressemeddelelse.
Diktat fra finansministeren Forliget indebærer generelle lønstigninger på i alt 5,42 pct. fordelt med 1,60 pct. i 2015, 1,50 pct. i 2016 og 2,32 pct. i 2017. Hertil kommer yderligere midler til organisationsforhandlingerne og til at fremme store forenklingsprojekter. Samtidig videreføres reguleringsordningen, men i ændret form, idet der indføres et såkaldt privatlønsværn. Værnet betyder, at hvis den kommunale lønudvikling har haltet efter den private lønudvikling, så udmønter reguleringsordningen 80 procent af forskellen. Men hvis den kommunale løn i en periode ligger højere end i det private, så bliver der modregnet med en udmøntning på 100 procent. Det betyder, at de kommunalt ansatte ikke kan blive lønførende. (Tilføjet 16/2 2015 kl. 16.00)
Annonce:
"Vi har aftalt at videreføre reguleringsordningen, men på finansministerens diktat, har vi også måtte acceptere et såkaldt privatlønsværn, som presser den kommunale lønudvikling i forhold til lønudviklingen i den private sektor. Det er bestemt ikke en blomst, der er groet i vores have, og det er heller ikke vores opfattelse, at den kommunale lønudvikling er i ubalance med det private område", siger Anders Bondo Christensen.
Rejsehold for bedre psykisk arbejdsmilljø I forliget er der initiativer, der skal give mulighed for uddannelsesløft til ufaglærte. Der er også et afsnit om, at et rejsehold kan hjælpe kommuner og arbejdspladser med det psykiske arbejdsmiljø.
"Vi har sammen med KL aftalt en række nyskabelser. Vi har aftalt en supplerende finansiering af et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært målrettet ikke uddannede og kortudannede. Det er en indsats, som rummer betydelige perspektiver og muligheder for såvel den enkelte som arbejdspladsen", lyder det fra Anders Bondo.
"Vi vil også styrke den arbejdspladsrettede indsats for et bedre psykisk arbejdsmiljø. Vi er enige om, at et godt psykisk arbejdsmiljø er en vigtig forudsætning for produktivitet og kvalitet på de kommunale arbejdspladser. Vi gennemfører derfor i perioden en fælles indsats for at understøttet arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne", lyder det fra Anders Bondo.
Annonce:
En uges ekstra forældreorlov til faderen
Forliget indeholder også nogle initiativer, der har familiemæssig karakter. Der bliver givet en uges ekstra lønnet forældreorlov til fædre. Og retten til tjenestefrihed, hvis ens barn bliver indlagt på hospitalet, stiger fra de nuværende fem dage til op mod ti dage. "Vi har desuden aftalt at udvide den øremærkede forældreorlov med 1 uge til faderen, så han nu har 7 ugers øremærkede forældreorlov med løn. Det er et vigtigt skridt i retning af at sikre øget ligestilling mellem mænd og kvinder", lyder det fra Anders Bondo.
Anders Bondo hæfter sig ved, at parterne er enige om, at det er vigtigt med fælles anerkendelse og opbakning til den danske model. "Vi vil derfor i perioden bl.a. drøfte visionen for fremtidens MED-system og lokale partssystem. Det er gennem det gode lokale samarbejde og lokale aftaler, at fundamentet for gode attraktive og velfungerende arbejdspladser skabes".
Ændringer af MED-system KL er også tilfreds med de ændringer af MED-systemet, som forliget indebærer. Ændringer, der gør samarbejde og dialog mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter betydeligt mindre bureaukratisk. "Vi har i forhandlingerne lagt afgørende vægt på at forenkle og afbureaukratisere MED-systemet. Så det er glædeligt, at det nu rent faktisk sker, og at vi på den måde styrker det lokale samarbejde", lyder det fra Michael Ziegler.
Læs mere
Seforliget mellem Forhandlingsfællesskabet og KL her