Det er et større problem for elever med læsevanskeligheder end for kammeraterne, når der er så meget støj i klasseværelset, at det er svært at høre, hvad der bliver sagt. Det viser forskning, skriver Jesper Sehested på sin blog etlivsomordblind.dk, hvor han fortæller om, hvordan han har lært at leve som ordblind.

"Jeg har selv haft problemer med at høre, hvad folk siger, når der er meget baggrundsstøj, så for to-tre år siden blev jeg testet. Det var ikke bare en biptest, jeg fik også elektroder på hovedet. Alligevel kunne lægerne ikke se, at der skulle være problemer med signalerne til hjernen, men måske tog de ikke højde for, at jeg er ordblind", siger Jesper Sehested.

Måske går det galt fra øret til forståelsen i hjernen

Siden er Jesper Sehested stødt på undersøgelser på nettet, som viser en sammenhæng mellem støj og læseproblemer.

I en amerikansk undersøgelse udsatte man børn for lyde i hovedtelefoner og målte deres hjerneaktivitet, mens de så en film. I en anden opgave skulle de gentage sætninger, som de hørte med forskellig baggrundsstøj. De gode læsere var både bedre til at følge med i filmen og til at gentage sætninger end de dårlige læsere.

Elever med hørelidelsen APD kan hjælpes med høreapperat og mikrofon

Det fik forskere til at udstyre en gruppe ordblinde elever med et FM-system, som forstærker lyden. Det hjalp både på deres læsning og fonologiske opmærksomhed, mens man ikke så de samme forbedringer hos en kontrolgruppe.

"Selv om det ikke er bevist, går der måske noget galt på vejen fra øret til forståelsen i hjernen hos ordblinde", siger Jesper Sehested.

Billigt at sidde foran i klassen

På sin blog henviser Jesper Sehested også til en videnskabelig artikel, som blev offentliggjort i The Journal of Neuroscience i februar 2013. Her kommer forskerne frem til, at man kan bruge biologiske markører til at vise, om børn får problemer med at læse og stave.

Mindre kan også gøre det, mener han.

"I det private erhvervsliv forbedrer man indeklimaet og lydforholdene, og selv om det koster penge, behøver det ikke være en formue. En billig løsning kan være, at den ordblinde elev sidder forrest i klassen, hvor der er mindre larm".

Pladsen foran læreren må ikke opfattes som en straf

I sin egen skoletid sad Jesper Sehested som regel nede bagi, så han kunne gemme sig for lærernes opmærksomhed.

"Det var dumt. Men kulturen siger, at det enten er stræbere, som sidder på forreste række, eller de elever, læreren vil holde ekstra øje med, fordi de larmer og laver ballade. Men den ordblinde elev må ikke opfatte det som en straf at skulle sidde oppe foran. Derfor skal læreren fortælle eleven, at det er for at se, om det så bliver lettere for ham at følge med i undervisningen".

"Der er også den mulighed, at man udstyrer læreren med en mikrofon. Det koster ikke alverden og er også en fordel for læreren, som ikke behøver hæve stemmen", siger Jesper Sehested.Hvis det viser sig, at det ikke virker, må det ikke blive vekslet til endnu et nederlag for eleven.

10. klasse gav lyst til at lære

Selv har Jesper Sehested kæmpet med sin ordblindhed i hele sin skolegang. Indtil 9. klasse var han ikke særlig glad for at gå i skole. Selv om han havde ekstra undervisning i læsning og stavning, syntes han ikke, at det nyttede noget. Men han kom så i en 10. klasse, han virkelig blev glad for.

"Jeg blev kæreste med en af pigerne, og hun var sindssyg god til at stave, så vi hjalp hinanden. Jeg havde altid fået at vide, at jeg skulle lave noter til mine fremlæggelser, men når jeg stod ved tavlen, kunne jeg ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet. I 10. klasse fandt jeg min egen måde at gøre tingene på. Det gav mig lyst til at gå i skole, og det fortsatte, da jeg kom på en efterskole med meget it. Her gik det for alvor op for mig, at jeg godt kan lære, når bare jeg arbejder på min egen måde".

I dag læser Jesper Sehested bedre end dengang.

Jeg kan godt selv skrive min historie

Det er ikke hverdagskost, at en ordblind har sin egen blog. Det er netop baggrunden for, at Jesper Sehested gik i gang med etlivsomordblind.dk i januar.

"Det meste af det, der findes må nettet, er skrevet af det offentlige. Det vil sige, at ikke-ordblinde skriver til ordblinde, men jeg kan godt selv skrive min historie. Folk siger, at de kan sætte sig ind i, hvordan det er ikke at kunne læse, men det kan de ikke. Jeg ved, hvordan det er", siger Jesper Sehested.

Han regnede med at skrive ti indlæg på bloggen, men han får hele tiden nye ideer. Samtidig giver det ham noget at skrive til andre ordblinde.

"Jeg bruger meget tid på søge viden på nettet og har fundet ud af, at der er en grund til nogle af de ting, jeg oplever, for eksempel at jeg har svært ved at høre andre, når der er megen baggrundsstøj. Jeg har også opdaget, at mange andre har de samme problemer som mig. Jeg har fundet en it-cafe for ordblinde, så det er først for et halvt år siden, at jeg er begyndt at møde mennesker uden for min egen familie, som har det som mig", siger Jesper Sehested.

Stavefejl på bloggen illustrerer skribentens liv

Målet med bloggen er at vise omverdenen, at man godt kan klare sig som ordblind. Jesper Sehested blev sidste år kandidat fra Copenhagen Business School. Undervejs læste han et semester i både USA og i Kina og har på den måde lært at tale engelsk.

Det generer ham ikke, at der er stavefejl på hans blog.

"Jeg er ligeglad med, om folk griner ad mig. For 15 år siden var jeg blevet ked af det, men i dag har jeg ikke noget imod at vise mine svagheder. Fejlene viser, hvordan jeg lever, og selv om jeg har mange fejl i endelserne, er det ikke umuligt at læse mine tekster", siger Jesper Sehested.

Som han skriver på bloggen, der er oppe på 1.400 læsere om måneden:

"Jeg staver sjovt nok ikke perfekt, men prøver mit bedste, hvis der derfor er steder hvor du ikke forstå, så skriv igen en kommentar, så finde vi ud af det".