Nu troede man lige, at fejringen af skolens 200-års jubilæum havde kastet så mange ord af sig, at der nu kun var gentagelsen tilbage. Men Thorkild Thejsen har med sin journalistiske tæft for grundig research, vinkling af stoffet og valg af genrer formået at lægge nye alen til fortællingen om jubilaren. Her kommer reflekterende lærere, lærerforeningsvenner og -modstandere og åbnede arkivkasser til orde.

De første 150 år af skolens historie kommer til at virke som slowmotionudvikling, når de seneste 50 års forandringer i skolens lovgrundlag og hverdag ridses op. Der har godt nok været knald på!

Bogen er opdelt med et kapitel til hvert årti fra 1960’erne til 2000’erne. Et interview med en tænksom og tidstypisk lærer er indgangen til det enkelte årti, og en beskrivelse af Danmarks Lærerforenings arbejde for skolen følger efter. Her får læseren indblik i både samarbejdet og kampene med det politiske system og i de interne stridigheder i Lærerforeningen, især i den kolde krigs hede dage.

Fælles for de fem interviewede lærere er et engagement, der har elevernes vel som pejlemærke, når det gælder både udvikling og udbytte af skolegangen. Ligesom man siger, at eleverne kommer i skole for at være sammen med kammeraterne, kan man sige, at lærerne primært kommer for at være noget for eleverne.

Men rammerne om og indholdet i dette samvær med eleverne har været en stedse politisk og fagpolitisk kamp. Lærerforeningen har for det meste været særdeles aktiv i såvel samarbejdet som kampen, lige fra den næsten sognerådsagtige ageren i 1960’erne med frokoster mellem ministre, embedsmænd og foreningens ledelse over den konsensussøgende afbureaukratisering til den arbejdsgivertromlende enegang – med en katastrofal parentes i relationerne, da Danmarks Lærerforenings kongres i 1980 vedtog en resolution, hvori man fralagde sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen.

Man har gennemlevet en udvikling fra kaldede tjenestemænd over tidstællende lønarbejdere til professionsudøvere, der nu – med arbejdsgiverens ord – er blevet normaliserede lønmodtagere.

Bag disse udviklingsforløb gemmer der sig konflikter i hobetal, internt omkring skoleledernes placering i forenings- og aftalesystemet og om truslen fra/angsten for de røde, udadtil i de politiske spil om skolens indhold og fagforeningernes position.

Det har således altid været Bertel Haarders mål at få stækket fagforeningens indflydelse. I hans erindringsbog "Op mod strømmen" fremstår dette nærmest som en besættelse for ham. Det er enten skæbnens ironi eller tidstypisk logik, at det, da det endelig lykkes, er en socialdemokratisk finansminister, der kører tromlen.

I afsnittet om 2000’erne har Thejsen fået følgeskab af Folkeskolens nuværende redaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, og i fællesskab får de skabt et overblik, der forunderligt nok rummer både en 2008-aftale, som alle parter jubler over, og efterfølgende lockout og folketingsindgreb. Når det lykkes at give et sobert vue over perioden, skyldes det ikke mindst, at de to garvede journalister giver god plads til stemmer fra alle konfliktens aktører. Det er den journalistiske dyd, der af og til får en til at knibe sig i armen: Er det virkelig sådan, spillet er?

I det første af to perspektiverende kapitler beskriver adjunkt Iben Vyff den fortælling, som dansk film tegner af den professionelle lærer. Det er flatterende, og TV2's Rita er lyset for enden af tunnelen. Lidt ærgerligt er det, at man ikke supplerer med de lærerbilleder, som litteraturen har at byde på. Her er flere og mere perspektivrige facetter.

I det andet afslutningskapitel anviser videnskabelig assistent Mikkel Lynggaard og professor Lotte Bøgh Andersen en mulig vej ud af de tromlede professionsudøveres oplevelse af mistillid, en vej, som både kan understøtte lærerarbejdet og lede frem til, at politikernes mål for skolen bliver efterlevet.

Bogen har sit udspring i Danmarks Lærerforening. Den er måske nok et partsindlæg, men med behørig plads til modstandersynspunkter og et selvkritisk blik, der punkterer selvherlighed.

Danmarks Lærerforening minder for tiden lidt om den flade kanin, der ligger tromlet på vejen i færøske Oskarssons billedbog af samme navn. Her får hunden og rotten forsigtigt monteret kaninen på en drage. Den får svæv, men hvilken vej blæser vinden?

Denne bog er for Lærerforeningen, hvad hunden og rotten er for den flade kanin. Den er ikke blot sober, den er fundamentalt spændende i samspillet med hverdagens lærerliv og den politiske virkeligheds kampe. Og den er båret af ønsket om god vind.