Det er et paradoks: fra 1950'erne og frem har folkeskolen sikret at, flere og flere har fået en ungdomsuddannelse. Befolkningen har fået national identitet og er blevet dannet og uddannet i folkets skole.

"Lærerne har leveret en succes. De har leveret, som de er blevet bedt om, og de har leveret mere end de er blevet bedt om. Folkeskolen har leveret en af de statslige institutioners største successer nogensinde", siger Ove Kaj Pedersen. Han er professor ved CBS og blandt andet forfatter til bøgerne "Konkurrencestaten" og "Markedsstaten"

Men kravene og ambitionerne på skolens vegne er steget - og det er her, paradokset opstår. For mindst det sidste årti, har der været en voldsom kritik af skolen: den har ikke leveret det, som samfundet forventer. Og derfor kan den ifølge Ove Kaj Pedersen "ikke gemme sig for kritik":

Det er blevet et problem, at det ikke er 95 procent af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse.

"Går vi tilbage til 50'erne og 60'erne var det store ambitioner, der blev lagt på ryggen af folkeskolen. Men ambitionerne er tiltaget i lyset af erfaringerne fra tidligere tiders folkeskole. Og de erfaringer siger os, at hvis der er 15 til 20 procent, der ikke får en ungdomsuddannelse og ikke kommer ind på arbejdsmarkedet, så bliver de på langt sigt en byrde og en udgift for velfærdsstaten", siger Ove Kaj Pedersen.

Den skatteydende del af befolkningen vil for en stor del ikke finde sig i, at nogen aldrig bliver en del af den gruppe, der biddrager.

"Gå for eksempel tilbage til jordskredsvalget i 73, hvor Glistrup med Fremskridtspartiet kommer ind med 28 mandater og se, hvilket chok det giver i det politiske system. Erfaringerne med, at en væsentlig del af en ungdomsårgang går på livslang offentlig ydelse, er, at en væsentlig del af den danske befolkning reagerer ved ikke at ville betale skat", siger Ove Kaj Pedersen. Han fortæller, at hele inklusionstankegangen også drejer sig om, at det har store konsekvenser for livskvaliteten at være ekskluderet fra arbejdsmarkedet - man lever kortere og dårligere.

"Den højere ambition har med livskvalitet, livsindkomst og med velfærdsstatens legitimitet og overlevelse at gøre", opsummerer professoren.

Uddannelse som konkurrenceparameter

Ambitionen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, drejer sig også om Danmark som et samfund i international konkurrence.

"Konkurrencen mellem landende og deres virksomheder er tiltaget i lyset af europæisering og globalisering. Uddannelse er blevet et helt centralt konkurrenceparameter, forstået på den måde, at landene nu konkurrerer på deres arbejdskrafts kompetencer. Derfor er kravet til ungdomsårgangene om højere kompetencer og konstant foranderlige kompetencer trådt ind i den politiske verden", siger Ove Kaj Pedersen.

"Det har aldrig været velfærdssamfundets målsætning at eksludere så store dele af enhver ungdomsårgang. Derfor er det en systemfejl i velfærdsstaten, som vi adresserer. Og det er også en systemfejl, at det har kostet så meget at drive folkeskolen. Set i forhold til hvordan andre lande gør det", siger han.

Skoleleder: Vil ikke uddanne soldater til konkurrencestaten

Det hele blandes sammen Når folkeskolereformen er blevet en slagmark i den offentlige debat, så det jo ikke ambitionerne i reformen, der har været genstand for kritik. Det, som mange lærere stiller spørgsmålstegn ved, er, om reformen er den medicin, der vil sikre en bedre fremtid for eleverne. Og det skal man vel lytte til?

"Selvfølgelig skal man være lydhør, men det, der er uheldigt i den nuværende debat, er, at det hele blandes. Der er stadig usikkerhed omkring, om folkeskolelærerne og deres forening accepterer de højere ambitioner. Det er jo også en ambition om, at det sker mere effektivt end tidligere. Det vil sige, at man anvender de eksisterende resurser mere produktivt og effektivt til at opnå de højere ambitioner. Her når vi ind til spørgsmålet om lærernes løn og arbejdsvilkår og finansieringen af folkeskolen generelt, og hvordan den finansiering og effektivisering skal sikres", siger Ove Kaj Pedersen. Han peger på flere centrale spørgsmål, der skal besvares hver for sig:

- Er lærerne parate til det højere ambitionsniveau?

- Er de parate til at levere mere effektivt end tidligere?

- Og hvordan gøres det - hvilken medicin anvendes?

Det sidste spørgsmål - hvordan vi opnår ambitionerne, kalder Ove Kaj Pedersen "det helt centrale spørgsmål"

"Vi blander diskussionen om lærernes arbejdsvilkår sammen med de pædagogiske virkemidler. Mange lærere og deres forening skjuler sig bag den mere fagpolitiske sag om arbejdsvilkår og blander den uhelbredeligt sammen med den pædagogiske debat. De siger, at det ikke kan lade sig gøre med disse resurser eller under disse betingelser at gennemføre ambitionerne", siger Ove Kaj Pedersen.

Men folkeskolereformens længere skoledage er afhængigt af det opgør med lærernes arbejdstidsaftale, der kom, da regeringen med lov 409 stoppede lockouten af lærerne og indførte en ny arbejdstidslov. Så lærerne kan dårligt være eneansvarlig for denne sammenblanding?

"Der er ingen, der kan sige, at den anden startede, og jeg gjorde det ikke. Går vi tilbage i historien, så har alle ansvaret og alle har været igennem en lang proces, hvor ingen i dag kan redde ud, hvem der gjorde hvad. Som i enhver anden form for politik. Det her er politik - og enhver folkeskolelærer og leder såvel som deres organisationer blander det politiske og pædagogiske ganske uhelbredeligt i øjeblikket. Vi er simpelthen forpligtede til at hive det hele fra hinanden for at opsamle de erfaringer, vi har. Det her drejer sig ikke hovedsageligt om lærernes arbejdsbetingelser, det drejer sig om de unges fremtid", siger Ove Kaj Pedersen.

Filosofien, der blev væk

Hvad virker? Han mener i øvrigt, at man kan sammenligne de omstillinger, der sker i skolen i dag, med de strømninger i skolen, der løb igennem skolen i 1950'erne og førte til den blå betænkning i 1960.

"Dengang var der masser af folkeskolelærere, der var dybt imod den antiautoritære pædagogik, folkeskolens opgave med almen dannelse og at disciplineringen trådte ud af skolen", fortæller han og siger, at det samme gjorde sig gældende i befolkningen og blandt politikerne.

"Ethvert skifte i folkeskolens opgave er et af de store seismografiske skift i politik, fordi folkeskolen er så vigtig, som den er, og altid danner grobund for konflikter.

De lærere, som var imod det skifte i folkeskolens opgave, gled ifølge Ove Kaj Pedersen ud af skolen.

"Gradvist forsvandt de. Og gradvist mistede de deres indflydelse i skolen og i samfundet. Hele degnekulturen gik i opløsning. Og der var mange folkeskolelærere, der dengang trådte over i pensionstilværelsen som knækkede mennesker, fordi deres egen forståelse af sig selv som professionelle eller som pædagoger blev tilsidesat", siger Ove Kaj Perdersen.

Den pædagogiske linje bliver med folkeskolereformen ændret, og skolen bliver mere målstyret efter hvilken læring, man ønsker eleverne skal have ud af undervisningen. Det er netop en ændring, som mange lærere er kritiske overfor. Men Ove Kaj Pedersen mener at test og evaluering også fremadrettet bliver en del af skolens virkelighed.

"Vi kan godt tage diskussionen om målinger og evalueringer: Se, om vi har erfaringer med, hvad der virker og ikke virker. Og tage diskussioner om, hvad det er for nogle data, test og evalueringer, vi ikke har brug for, fordi de ikke virker. I stedet for at vende sig mod test og evalueringer generelt. Så hellere sige: Hvad virker, og hvad virker ikke?".

"Der er ikke et sekunds tvivl om, at dokumentation er nødvendig. Men hvilken dokumentation er nødvendig og hvordan anvender man den, for at få det bedste økonomiske og pædagogiske resultat? Det, jeg plæderer for, er lidt mere fornuft og lidt mindre følelser. Lidt mere rationalitet i diskussionen og lidt mindre sammenblanding af det hele sammen med store ord og masser af vingeslag", slutter Ove Kaj Pedersen.

To menneskesyn tørner sammen