Der er ikke noget at sige til, at mange lærere er forvirrede for tiden, siger professor Ove Kaj Pedersen. Undervisningsministeriet er det også. Og ministeren. Og de politiske partier.

Forvirringen skyldes især, at folkeskolen har mistet sit filosofiske grundlag, mener professoren. Spidst formuleret er det et enkelt lille ord, der skaber ravagen: Personlige.

Den centrale sætning i 1993-formålet om, at skolen skal fremme elevens alsidige personlige udvikling, er med 2006-revisionen nemlig blevet til elevens alsidige udvikling. »Personlige« er altså forsvundet, og dermed er det filosofiske grundlag under formålsparagraffen også revet væk.

Der står dog stadig »elevernes alsidige udvikling«?

»Ja, men personlighedsbegrebet er taget ud. Og det er ikke bare personlighedsbegrebet, der er forsvundet, det er hele den dimension, der lå bag det, og som gennemstrømmer 1975-skoleloven og 1993-loven. Man kan se det på alle de reformuleringer, der er kommet til. »Medleven« og »medbestemmelse« er for eksempel helt taget ud. Den måde, personen bliver dannet på, og demokratiet bliver gjort virkeligt på, er dermed væk«.

Skiftet skyldes dybest set, at uddannelse til arbejdsmarkedet nu er meningen med skolen. Før var det dannelse til demokratiet.

»Den danske folkeskole har siden 1840'erne været spændt for et demokratiprojekt. Frem til anden verdenskrig skulle eleverne dannes til loyale borgere, og efter krigen skulle de dannes til aktive demokrater. 1975-loven tænkte erhvervslivet helt væk fra skolen og gjorde den til en slags reservat, hvori personen skulle dannes og gives mulighed for personlig alsidig udvikling. Det er det reservat, der nu er brudt ned«.

Det er altså første gang i folkeskolens lange historie, at den ikke er koblet til et demokratiseringsprojekt, fastslår Ove Kaj Pedersen.

»Nu skal skolen give eleven indsigt i, hvordan det demokratiske system fungerer. Men skolen skal ikke nødvendigvis danne den enkelte til at være medlevende i demokratiet. Den skal heller ikke nødvendigvis give mulighed for, at den enkelte kan udvikle sin alsidige personlighed. Det er en ganske væsentlig omformulering af selve folkeskolens demokratiske opgave«.

Forligspartierne bag 2006-revisionen har dog ikke taget skridtet fuldt ud. Blandt andet derfor er forvirringen så stor.

»Det hele er meget usikkert. Debatten omkring 2006-loven viser, at der hverken fra forligspartiernes side, fra ministerens side eller fra regeringens side er nogen egentlig fuldendt redefinering af folkeskolens opgave. Der er mange arkæologiske lag i formålsparagraffen nu. Det giver en masse åbne huller, som stadigvæk kan fyldes ud. Man kan gå tilbage i en 1975- og 1993-retning, eller man går i en 2006-retning. Der er stadigvæk en stor, åben mark at slås på. Der er masser af uafklarede spørgsmål. Ingen har låst sig fast, heller ikke Lærerforeningen«.

Det, der skete i 2006, er under alle omstændigheder dramatisk, mener Ove Kaj Pedersen.

»I og med at det løgstrupske begreb om, at 'mennesket kommer først', forsvinder, så forsvinder hele den filosofi, som den moderne pædagogik er grundlagt på i Danmark. Det er først og fremmest K.E. Løgstrup, der har formuleret den med sit metafysiske begreb om de suveræne livsytringer og urørlighedszone og personens ukrænkelighed. Altså: Der er i hvert et menneske noget unikt, men også fælles, noget, som alle har individuelt, og som pædagogikken må tage hensyn til. Pædagogikken må respektere urørlighedszonen og ikke ved hjælp af disciplinering påtvinge den enkelte nogle holdninger eller en adfærd, som er imod den etiske fordring om tillid, barmhjertighed, åben samtale«.

»Dette personlighedsbegreb og den tro på det ukrænkelige i den enkelte har været en meget vigtig barriere for, hvor langt pædagogikken måtte gå. Det har også været det væsentligste argument for, at pædagogik skulle foregå i dialog med eleven. Ja, det er her, den moderne pædagogik har sit filosofiske, måske endda religiøse, i hvert fald metafysiske ståsted. Eleven skulle inddrages og være deltagende og påtage sig et medansvar for sin egen dannelse og udvikling. I det øjeblik det begreb fjernes, er begrundelsen for at inddrage eleven også væk«.

»Hvis pædagogikken ikke skal blive ren metode, og hvis pædagogikken ikke endnu en gang skal blive disciplinerende, som den var frem til anden verdenskrig, så er der brug for en grundlæggende pædagogisk filosofisk debat«.

»Det, der var så fascinerende ved Løgstrup, var, at han fik en gennemslagskraft af dimensioner i både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Hans filosofi blev i vid udstrækning lagt til grund for folkeskoleformålet i '56 , '75 og '93«.

»Og via sin deltagelse i kommissionsarbejde og i den offentlige debat fik han også indflydelse på hele folkeoplysningsspørgsmålet. For eksempel stod han bag betænkningen om Kunstfonden«.

»Så meget af hans filosofi blev faktisk omarbejdet til grundlag for den moderne velfærdsstat, der blev udviklet fra 1950'erne og fremefter. Det menneskesyn, som han formulerede, blev blandt andet inddraget i skabelse af enhedsskolen og gymnasieskolen og kunstfond og meget mere - altså hele kulturaspektet ved velfærdsstaten. Knud Heinesen er i sin selvbiografi meget eksplicit omkring den påvirkning, der kom fra den teologiske debat i det hele taget. Det er faktisk fascinerende, hvordan noget, der er så abstrakt som de filosofiske disputter mellem Løgstrup, P.G. Lindhardt, Hal Koch og andre, kan få en så umiddelbart konkret politisk betydning«.

Konsekvenserne af 2006-lovens brud med det løgstrupske menneskesyn er indtil videre uoverskuelige, mener Ove Kaj Pedersen. Om en ny filosofi for skolen skal være en nytænkning af Løgstrup eller noget helt andet, ved han ikke selv endnu.

»Med 2006-lovens opgivelse af Løgstrups metafysiske forståelse af personligheden er der opstået et vakuum. En mangel. Et fravær, som er farligt. Det er faktisk livsfarligt ikke at have en filosofi, der på en eller anden måde formulerer den sammenhæng mellem fællesskab og individ, som lå i Løgstrups filosofi og i Hal Kochs opfattelse af det levende demokrati«.

»'06-loven er jo formuleret ud fra fællesskabsbehov. Den understreger individets pligt over for fællesskabet. Individet skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og påtage sig konstant at udvikle sine egne kompetencer. Men med det her brud med Løgstrup-traditionen er der ingen garanti for, hvor grænsen går for, hvor meget fællesskabet må kræve af den enkelte. Der er for eksempel ingen grænse for, hvor langt man må gå i pædagogikken for at overbevise den enkelte om, at han skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det ukrænkelige individ er fjernet, og fællesskabet er så at sige trængt frem og blevet det centrale. Samtidig er det blevet usikkert, hvad der egentlig forstås ved fællesskabet. Er det noget suverænt eller noget materielt, en metafysisk nødvendighed eller noget, der blot begrunder sig i arbejdets nødvendighed?«

»Det er vigtigt at få afklaret det filosofiske spørgsmål. Man kan ikke bare udvikle en pædagogisk metode, der tilfredsstiller arbejdsmarkedet. En ny pædagogik skal bygge på en bestemt personopfattelse og en bestemt fællesskabsopfattelse, og den skal begrundes i en eller anden form for metafysik om det ukrænkelige. Om respekt. Tillid. Barmhjertighed«.

»Jeg har en drøm om, at jeg kan afslutte den bog, jeg sidder og skriver lige nu, med et kapitel, hvor jeg kan pinde ud, hvad der faktisk er nødvendigt, og hvad det er muligt at gøre på nuværende tidspunkt på det plan. Jeg ved det ikke. Jeg tumler med det hver aften, når jeg går i seng, og hver morgen, når jeg står op«.

En ny pædagogiks filosofi skal på en eller anden måde matche den nye statsform, den såkaldte konkurrencestat, der har blæst velfærdsstaten ud over kanten.

Det var Bill Clinton, der satte det i gang, da han som nyvalgt præsident i 1993 sagde de berømte ord: »Nations compete«. EU's kommissionsformand Jacques Delors gentog sætningen samme år under topmødet i København, og så var bolden givet op for en ny måde at tænke de vestlige nationalstater på: Den offentlige sektors fornemste opgave er nu at levere veluddannet og motiveret arbejdskraft til nationens erhvervsliv, der så skal konkurrere med andre nationers erhvervsliv, som på deres side skal have leveret så velkvalificeret arbejdskraft som muligt fra den offentlige sektor i deres land, fortæller Ove Kaj Pedersen.

Det er derfor, OECD nu måler ydeevnen i medlemslandenes offentlige sektor i alle tænkelige hjørner. Pisa-testen er bare ét eksempel. Andre er gennemførelsesfrekvensen i uddannelserne, efteruddannelsesfrekvensen, ph.d.-frekvensen . Firkantet sagt er meningen med skolen blevet arbejdsmarkedet, ikke demokratiet.

Den danske folkeskole har mistet sin særstatus som demokratiformidlende dannelsesinstitution, siger Ove Kaj Pedersen.

»Konkurrencestaten opfatter folkeskolen som en uddannelsesinstitution på linje med alle andre offentlige uddannelsesinstitutioner. De har alle én og samme opgave, nemlig at uddanne borgerne gennem hele livet til arbejdsmarkedet«, siger Ove Kaj Pedersen. |

Fortolker af formålsparagraf

Cand.scient.pol. Ove Kaj Pedersen er professor ved Copenhagen Business School i København og grundlægger af skolens International Center for Business and Politics. Han skriver i øjeblikket på en bog om Danmark og globalisering.

Ove Kaj Pedersen har til fagbladet Folkeskolens fremtidsprojekt skrevet artiklen »Folkeskolens formål og nyeste udfordringer«, som kan læses på www.folkeskolen.dk

»Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling« Folkeskoleloven paragraf 1, stykke 1, 1993»Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling« Folkeskoleloven paragraf 1, stykke 1, 2006»Jeg har en drøm om, at jeg kan afslutte den bog, jeg sidder og skriver lige nu, med et kapitel, hvor jeg kan pinde ud, hvad der faktisk er nødvendigt. Jeg tumler med det hver aften, når jeg går i seng, og hver morgen, når jeg står op« Ove K. Pedersen