»I en undervisningssituation ville det være en didaktisk fadæse at sætte en gruppe elever i gang med en opgave med så mange ubekendte faktorer«, siger Helle Breilev om arbejdet på internatet tirsdag formiddag. Stående ses skoleleder Susanne Kusk.Foto: Hanne Loop
Tilbage på arbejde: »Det er uvisheden, jeg vil af med«
Lektiecafé, understøttende undervisning og bevægelse i alle fag. Lærer Helle Breilev har været utålmodig i ugevis for at få fyldt noget indhold på de luftige begreber.
En reformeret skole og en ny arbejdstidslov er ny virkelighedfor lærere over hele landet. Folkeskolen følger i det nye skoleårde to lærere Helle Breilev, Fladsåskolen, Næstved, og SusanneAndersen, 4kløverskolen, Frørup-afdelingen, Nyborg.
Helle Breilev
• 49 år
• Lærer, Fladsåskolen, Næstved
• Uddannet i 1989 på »Det Nødvendige Seminarium« i Tvind.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Helle Breilev sad på en café i julisolen, da en akut arbejdstrang afbrød al afslapning. »Jeg ville ønske, at jeg skulle på arbejde i morgen«, sagde hun til sin mand, der også er lærer. Han så en smule overrasket på hende. »Det er uvisheden, jeg gerne vil af med«, forklarede hun: »Jeg vil bare i gang med at få planlagt det skoleår nu«.
Annonce:
Hjemme i bryggerset havde flyttekasserne med det nedpakkede hjemmekontor længe irriteret Helle Breilev, og derfor tog hun allerede i uge 29 bilen over på den ferieforladte Fladsåskolen i Næstved. Hun ville bare lige indrette sig hurtigt. Men på de nyopstillede lærerarbejdspladser fandt hun absolut ingen plads og søgte i stedet mod sine 5. klasse- elevers lokale, hvor hun bunkede bøgerne på nogle reoler.
»Jeg er stadig chokeret over, at man har valgt den slags arbejdspladser. Man sidder helt afskærmet, men samtidig tæt som i et stort callcenter«, siger Helle Breilev, der målte bordlængen på en af de 24 arbejdspladser til en meter og ti centimeter. De er 38 lærere og en gruppe pædagoger om at dele arbejdspladserne.
Annonce:
Folkeskolen møder den første uge i august Helle Breilev på todagesinternat med både gamle og nyansatte lærere, pædagoger og ledelse fra Fladsåskolen. Hendes iver efter at komme i gang har ikke lagt sig. Tværtimod.
Planlægning i 11. time
Skoleleder Susanne Kusk omdeler hovedpunkter for årgangsteamets arbejde og planlægning i uge 32. Trykt med hvide bogstaver på en sort baggrund står blandt andet, at der skal udarbejdes en fireugersplan for lektiecafé, for den understøttende undervisning og et læsebånd. Bevægelse i alle fag og tilsyn i de to faste frikvarterer skal der også styr på. Så mangler kun årsplanerne. Både den interne og den til forældre og elever. Men det er alt sammen ting, der plejer at ligge klar på nuværende tidspunkt, forklarer Helle Breilev. Det er altså med at komme i gang. Problemet er bare, at ingen tidligere har planlagt understøttende undervisning eller bevægelse i alle fag. Der er desuden nogle huller i skemaet:
»Hvem har for eksempel de to timers understøttende undervisning i 5. hver tirsdag eftermiddag?« spørger en lærer ud i rummet. Susanne Kusk vil komme rundt i grupperne og svare på spørgsmål senere. Man kan bare gå i gang.
Helle Breilev fornemmer en mild form for rådvildhed og foreslår som mellemtrinnets koordinator, at gruppen begynder med at planlægge noget, der er konkret og tæt på: Første skoledag. Hurtigt er der enighed om en model med sportsaktiviteter på tværs af klasserne. Nogle får imidlertid brug for at sidde og forberede noget undervisning til dagen efter, mens andre er sammen med eleverne. »Men det får vi til at gå op«, siger Helle Breilev stadig optimistisk.
I Næstved har kommunen ikke villet indgå nogen aftale med lærerkredsen, så Fladsåskolen arbejder fra i år efter lov 409, hvorfor der ikke er noget, der hedder forberedelse hjemme. Alt arbejde foregår på skolen.
Tvivl om lektiecafé
Annonce:
Gennemsnitligt skal alle lærere på Fladsåskolen undervise 27 lektioner om ugen. Men da Helle Breilevs koordinatorfunktion tæller for tre, ender hun på 24 lektioner i sine linjefag dansk og engelsk på 5. årgang. Indimellem skal hun også være i lektiecafeen, hvis indhold endnu står ret uklart for hende.
Planlægningen af netop lektiecafeen har lærerne på internatet valgt at sætte midlertidigt på standby. De er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt at bede forældrene tilmelde eleverne til den frivillige café. Sidst på dagen forstår de dog på deres leder, at så længe tilmeldingerne ikke er bindende, vil det være okay at indhente dem.
Kender nogen Edward?
Lærerne begynder at spørge hinanden, om nogen ved, hvem en såkaldt Edward er. Ingen har hørt om ham, til trods for at Edward
Annonce:
står på en liste som lærer. Mellemtrinnets lærere begynder at overveje, om de kan regne med ham på første arbejdsdag. De kunne i hvert fald godt bruge en kollega mere for at få dagen til at gå op.
En af Helle Breilevs nærmeste kolleger kan ikke lade være med at grine af den situation. »Det er altså for absurd. Vi kan da ikke planlægge noget for en person, vi ikke kender«, siger hun. De andre ler med, og alle synes et øjeblik at trives med uvisheden. Men om tre arbejdsdage møder eleverne i skole. Helle Breilev er spændt:
»Jeg har valgt at se på det som en spændende udfordring, men jeg tror, at den vigtigste opgave bliver at passe på hinanden. Jeg kan blive usikker på mange ting, men jeg er bange for, at der er nogle kollegaer, der får det meget sværere«.