"Vi kan sprøjte alle de gode ideer og metoder ud, som vi har lyst til, men hvis det reelle samarbejde ikke fungerer på en måde, hvor man er sammen om at løse opgaverne, og det i stedet ender med at være lærernes hovedansvar at gøre det, så er det spild af resurser".

Sådan lyder dommen fra Janne Hedegaard Hansen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet. Hun er formand for en vidensarbejdsgruppe nedsat af Ressourcecenter for Folkeskolen, som hører under Undervisningsministeriet. Arbejdsgruppen har netop afsluttet arbejdet med at gennemgå den internationale forskning, der handler om ressourcepersoner og teamsamarbejde i forbindelse med inklusion (se rapporten via link til højre).

Nye former for samarbejde

Ifølge Janne Hedegaard Hansen er det optimale at målrette investeringerne i inklusion efter, at få lærere og andre fagprofessionelle til at samarbejde på en ny måde. Mange kommuner og skoler har i dag oprettet teams af fagprofessionelle med specialpædagogisk viden, som lærerne kan trække på i forbindelse med inklusionsopgaver.

"Tendensen er, at læreren henvender sig til et resurseteam, og så kan der komme en resurseperson ind i klassen og observere og komme med ideer til hvordan læreren løser opgaven - men det er i sidste ende læreren, der skal føre det ud i livet og står alene med opgaven. Det siger forskningen, at der er en del problemer forbundet med", fortæller hun.

"Hvis inklusionen skal fungere optimalt, skal resursepersonerne ikke bare være konsulenter for læreren, men (1) sammen med læreren finde ud af, hvad det er for en opgave, der skal løses, (2) planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen sammen med læreren og (3) evaluere processen som sådan".

Rapport: Positiv effekt af ekstra person i klassen

"Nogle lærere vil nok tage imod sådan en ændring med kyshånd, mens andre vil have det mindre godt med at skulle dele ansvaret for undervisningen ligeligt med andre".

Tendensen er konsulenter uden ansvar

Inklusions-review får betydning for det videre arbejde

Forskerne har ikke i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten for Undervisningsministeriet været ude at observere, hvordan inklusion foregår i praksis.

"Vi kan vi ikke konkludere, at det ikke foregår sådan nogle steder i Danmark, men tendensen er, at vi har organiseret folkeskolen på den måde, at det i sidste ende er læreren, der står med ansvaret", fortæller Janne Hedegaard Hansen.

Hvis regeringens mål for inklusion skal opfyldes, kræver det en markant omlægning af strukturerne for ansvar og samarbejde i folkeskolen, mener lektoren.

"Nogle undersøgelser peger på, at denne type samarbejde kræver forandringer i forhold til skemaplanlægning og resursetildeling. Det er derfor en fordel, at der sidder en med fra skoleadministrationen til planlægningsmøderne, så den del ikke ligger hos lærerne alene men foregår i et samarbejde", siger hun.

Også resurserne skal bruges helt anderledes, end man ser det i dag, påpeger Janne Hedegaard Hansen.

"Hvis man skal gå linen ud og følge de her anbefalinger fuldt ud, så kræver det, at der i rigtig mange af timerne i folkeskolen er to personer, med to forskellige fagligheder og kompetencer til stede", siger hun.

"De to kan sammensættes afhængingt af, hvilke udfordringer man står med i den konkrete situation. En lærer og en pædagog kan være den helt rigtige løsning i nogle situationer, men i andre situationer kræver det, at det er en med specialpædagogisk viden. Det kræver selvsagt resurser både til personale og administration".