Sløjd- og håndarbejdslærere: Håndværk og design kræver videreuddannelse

Evalueringen af forsøgene med håndværk og design viser det, som sløjd og håndarbejdslærernes formænd allerede vidste, siger de. At et nyt fag kræver opbakning fra lederne, ordentlige rammer, og to lærere eller en grundig opkvalificering af det nuværende lærerkorps.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hverken sløjdlærernes formand Wisti Pedersen eller håndarbejdslærernes formand Hanni Eskildsen er overraskede over konklusionerne i den endnu ikke offentliggjort evalueringsrapport af forsøgene med håndværk og design på 11 skoler.

Ny rapport: 'Håndværk og design' kræver stor støtte til lærere og ledere

"Rapporten peger de samme punkter, som vi har talt om løbende, at rammerne skal være i orden, hvis man skal lave et nyt fag. Der skal være tid, lektionsantallet skal ligge fast og lokalerne skal være i orden og i nærheden af hinanden. Og vi glæder os over, at rapporten understreger vigtigheden af synergien mellem sløjd- og håndarbejdsfagene, for det betyder jo, at man er nødt til at have to lærere på faget, og det mener vi er meget vigtigt. Det her er ikke et fag, man kan undervise 28 elever i alene", siger Wisti Pedersen.

Hanni Eskildsen synes, at det er beskæmmende, at der kun er 11 skoler med i forsøget.

"Mange er jo stoppet undervejs, og en del af årsagen er jo, som rapporten også påpeger, at der en del steder fuldstændig mangler lederopbakning. Der er nogle af lederne der slet ikke ved, at det her sker. Jeg ved godt, at lederne har fået enormt mange administrative arbejdsopgaver lagt på sig, men de spiller en utroligt vigtig rolle, hvis det her fag skal blive godt".

De to formænd er enige om, at der skal være et fast lektiontsal til faget, som ikke må være mindre end hvad sløjd og håndarbejde havde til sammen tidligere. Og at skoleledere og kommunalpolitikere skal holdes fast på det tal.

"Hvis der skal spares, så bliver det altid på de her fag, for det kan skolelederen gøre uden at forældrene klager. Hvis der bliver skåret på dansk eller matematik, så skal forældrene nok reagere. Selv om det i dag er meningen, at de skal have sløjd og håndarbejde fra 4. til 7. klasse, så er der ikke mange steder, de har det mere end et år", siger Hanni Eskildsen.

Grundfagligheden må ikke glemmes Rapporten fortæller, at der er masser af godt nyt at hente i håndværk og design, og de to formænd er da også enige i, at fagene skal nytænkes. Men det kræver videreuddannelse af lærerne, og det kræver, at man fortsat holder fast i at lære børnene grundfaglighederne, hvilket rapporten støtter dem i.

"Børnene skal have en forståelse for konstruktion af ting, for hvordan man går fra noget fladt til noget rummeligt, for materialer og hvad de kan. Det er en svær proces at forstå, hvordan man komme fra en skitse til en reel model og til at skabe noget. Og hvis vi ikke giver dem de erfaringer ender de som analfabeter på det her område. Om det så skal ske som adskilte håndarbejds- og sløjdfag det første år og samlet senere, eller som grundkurser undervejs i forløbene, det tror jeg er mindre vigtigt", siger Hanni Eskildsen.