"Jeg er ikke religiøst anlagt, men det var tæt på en åbenbaring, da det gik op for mig, at jeg skulle være lærer," fortæller Niels Olesen. Vi er i 1975, og karrieren som ingeniør lå klar på affyringsrampen, men noget gik galt. Eller rettere: Noget gik godt. Niels Olesen fandt ud af, at han ville være lærer. Det blev han så. Og på 34. år underviser han på Strandgårdskolen i Ishøj, hvor mange andre har givet op, fordi det var for hårdt.

Det er her, åbenbaringen kommer ind. "Jeg var flyttet fra Lemvig til København for at læse på det daværende DTH - Danmarks Tekniske Universitet, som det hedder i dag. Jeg skulle være civilingeniør, og alt forløb rigtig godt. Jeg var kommet halvvejs igennem studiet på normeret tid og var begyndt at undervise derude, så min karriere lå sådan set klar. Men renten på studielån var 17 procent, og som matematiker kunne jeg jo se, hvor det bar hen med min økonomi. Så for at tjene nogle penge blev jeg lærervikar på Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, og det var helt uventet fantastisk spændende. Jeg kan huske det endnu, en morgen - det er her, åbenbaringen kommer ind - hvor jeg greb mig selv i at tænke: 'Juhu, jeg skal ud og være vikar!'. Jeg tænkte ikke: 'Juhu, jeg skal på DTH og studere'. Så jeg tog resolut over på Blaagaard og blev skolelærer, og det har jeg nu været i 34 forholdsvis glade år."

Tudbrølede over ligninger Niels Olesen er først og fremmest matematiklærer, men det var bestemt ikke noget, han drømte om i skoletiden i Lemvig. "Min far gik ud af skolen i 5. klasse, min mor efter 7. klasse. Det kan man næppe kalde nogen stærk akademisk baggrund. Så da jeg gik i realen, sad jeg mange gange og tudbrølede over de der ligninger, der var ingen hjælp at hente derhjemme. Men det der med naturvidenskab var vildt spændende, syntes jeg." På læreruddannelsen skulle man dengang have to linjefag, og valget faldt på geografi og matematik. Det sidste, fordi det havde vist sig spændende på ingeniørstudiet. Nogle år senere tog han et tredje linjefag, fysik/kemi, på Danmarks Lærerhøjskole. Det var nok dér, civilingeniøren kiggede frem, mener Niels Olesen.

Basisviden skal være på plads - og overliggeren ligge højt

Eksamensbeviset fra Blaagaard Seminarium fik han i hånden i 1980, og han kom så ud til en begyndende lærerarbejdsløshed. Det var den konkrete og kontante grund til, at han søgte arbejde i Ishøj. Rolig! Jeg er meget systembevarende "Det var meget enkelt, arbejdsløsheden truede, og Strandgårdskolen var det eneste sted, jeg kunne blive tjenestemand. 'Dér bliver jeg så lige en to-tre år, så skrider jeg igen, når den faste tjenestemandsstilling er i hus', tænkte jeg. For faktisk var jeg blevet advaret mod Strandgårdskolen. På tredje årgang var nogle af mine studiekammerater i praktik på skolen, og de kom tilbage og sagde, at det var et forfærdeligt sted, for ungerne var helt umulige, og efter tre uger havde de endnu ikke fået lov til at undervise. Men jeg ville jo have den tjenestemandsstilling, så jeg søgte og blev ansat. Og jeg blev hurtigt meget glad for at arbejde her." - Dine studiekammerater løber skrigende væk, men du siger, at her er dejligt at være. Er du sådan en kamikazepilot? "Nej, nej, helt rolig! Jeg er meget systembevarende. Men jeg kunne jo huske min egen skolegang og kunne se, at her var der nogle elever, der havde brug for mig. 'Her vil jeg være, for her kan jeg gøre en forskel', tænkte jeg. Der var nogle utrolig søde børn, de ville gerne lære noget, men de havde svært ved det, så jeg tænkte: 'Jeg har en opgave her'." - Kom du som den store bamse, der omfavnede dem, eller delte du skideballer ud? "Jeg kørte dem måske lidt for hårdt i begyndelsen. Jeg brænder jo for mine fag, og jeg ville gerne undervise dem. Ville have dem til at opleve, at matematik er sjov. Og det, syntes jeg faktisk, lykkedes, selv om der gik nogle år, inden jeg fik mine linjefag. De lærere, der havde matematik, sad hårdt på det, uanset om de var linjefagsuddannet eller ej, så jeg startede med at have dansk og musik. Men så kom min tid da heldigvis også, og efter fire-fem år fik jeg lov til at undervise i mine linjefag. Sådan var fagfordelingsreglerne dengang, og de sagde alle: Jeg har ret til at videreføre et fag. I dag lyder det skruphamrende absurd, men sådan var det."

Så kan jeg køre langt på literen - Strandgårdskolen har tidligere haft et barsk ry og er blevet kaldt skodskole og det, der er værre. Hvorfor har du valgt at blive? "Min plan var jo også at forsvinde igen, men da jeg havde været her i seks-syv år, begyndte jeg at få et godt kendskab til eleverne og deres forældre. Man kunne lave en cost-benefit-analyse på det: Jeg giver et stykke af mig selv, jeg får en masse tilbage. Så længe der er overskud på den balance, er jeg lærer på Strandgårdskolen, og jeg får mere tilbage, end jeg giver. Jeg kan huske en dimissionsfest, hvor der kom en mor hen til mig. 'Niels', sagde hun. 'Du skal have en flaske rødvin, for du har betydet rigtig meget for min søn'. En muslimsk mor med en flaske rødvin! Så kan man køre langt på literen igen. Sådan en oplevelse kan dybest set sammenfatte, hvorfor jeg er lærer på Strandgårdskolen, og sådan nogle eksempler har vi rigtig mange af. Jeg kan love dig for, at mine kolleger vil kunne fortælle om rigtig mange stjernestunder, hvor forældre viser glæde over den omsorg og empati og læring, vi giver børnene."

Forstå sproget og regn den ud

Man må hele tiden risikere noget Men af og til vælter undervisningen, fordi noget går galt, sådan er det bare, skolehverdagen er langt fra kun stjernestunder, uanset hvor meget og hvor godt man forbereder sig. For at få læringen til at lykkes, må man søsætte nye projekter, man må hele tiden risikere noget. Og så kæntrer det af og til, fortæller Niels Olesen. "Når det går galt, må jeg hjem og kigge på, hvad jeg selv gjorde forkert. Snakkede jeg for hurtigt igen? Eller var min planlægning for ambitiøs? Så kommer jeg med et nyt forslag næste gang, og lur mig, om det så ikke går bedre. Grundlæggende vil eleverne rigtig gerne lære noget, og når undervisningen ikke lykkes, må jeg tænke over tingene, når jeg cykler hjem fra Ishøj til Herlev. For mig er god undervisning, at jeg tør søsætte et projekt, og når jeg først er i gang, har jeg faktisk ikke helt kontrol over, hvad der sker. Er de arbejdsivrige? Er de nysgerrige og undersøgende? Foregår der noget, der kan ligne læring? Så ser vi på, hvordan målene bliver, når de kommer i land. For hvis man lærerstyrer det hele, tager man også initiativet, lysten og engagementet fra eleverne, og så kan jeg da godt forstå, at de bliver sure og ikke gider. Som lærer skal man være risikovillig, og her på stedet er det mere end legitimt, at man selvfølgelig er risikovillig og prøver nogle ting af." - Hvad svarer du mig, hvis jeg siger, at du da ikke skal søsætte usikre projekter, du skal bare lære dem matematik? "Så svarer jeg, at på den måde kan børn ikke lære noget. Manges holdning er, at læreren taler, og eleverne lytter. Men det rykker ikke en millimeter. Hvis jeg derimod tydeliggør opgaven for eleven og siger: 'Gå ud, og find selv ud af det, og kom så tilbage igen'. Så siger han måske: 'Jeg kan da ikke save den der kugle igennem for at finde dens diameter'. Så svarer jeg: 'Jamen, så find på en anden måde at nå frem til resultatet', så går de selv i gang med at arbejde med tingene."

Hvilken matematik kan I lave her? Da hans 6.klasse havde været på historieekskursion til København, tog de turen én gang til, men nu som matematik-udforskere. "Jeg ikke jo historielærer, men jeg ved, at der står Christian Firtal på både Børsen, Rundetårn og Holmens Kirke. Så tænkte jeg: 'Ok, vi skal lave noget projektmatematik', så i stedet for, at eleverne skulle få opgaver fra mig, skulle de selv lave matematikopgaver. Så vi tog Christian den Fjerdes fodspor en gang til. Gå ind til Rundetårn, og sig: 'Hvilken matematik kan I lave her?'. Jeg har selvfølgelig forberedt dem mentalt hjemmefra ved for eksempel at sige: 'Der er nogen, der påstår, at omkredsen af Rundetårn er højere end Rundetårn'. 'Hej, Niels, det passer ikke', siger de så. Men så undersøger de det. De var selvfølgelig rigtig gode til at finde på opgaver, og da vi lidt i halv fire var tilbage på skolen, gik vi over og lagde opgaverne ind på computeren, og så havde vi to-tre dage til at lave opgavesættet færdigt. På den måde fik de produceret et opgavesæt, som de vel at mærke ikke kunne løse alle sammen, for der var én, der stod oppe på toppen af Rundetårn og sagde: 'Hvis jeg tabte min mobil ned her… Ja, så går den i stykker. Men kan vi finde nogen regler for det?'. Så gik vi og nogle andre, der var interesseret i det, i gang med faldloven, ½ GT i anden og så videre. Det var spændende. Og så var der en, der sagde: 'Niels, verdens højeste tårn… hvad nu, hvis jeg smider min mobil ud derfra? Hvilken hastighed har den så?'. 'Jamen, find da ud af det', sagde jeg. Og det brugte han så en hel spisepause til, og han fandt heldigvis selv ud af det. Det var så de dygtige elever i sjette klasse. Men det er det, der slipper energien løs. En opgave kan lyde: Find et eller andet emne, og find rumfanget af det. De dygtigste vil tage en kugle, mens de elever, der synes, det er svært, vil tage en lille kasse. Men hvis de er i gang med at finde længde og bredde og højde af en lille kasse, så er de jo også i gang. Mens de dygtigste finder noget indviklet, som de skal bruge trigometri til at løse. Sådan slipper man kræfterne løs, og alle går så hjem med en succesoplevelse i matematik i dag. Det kan ikke laves ud fra en bog."

De lærer noget, når de selv producerer Man kan selvfølgelig også gøre det på den traditionelle måde. På den nemme måde. Men det lærer de ikke nær så meget ved, mener Niels Olesen. "Hvis jeg beder nogle elever svare på, hvad syv gange tre er, så svarer de. Men hvis jeg omvendt beder dem give mig et additionsstykke, der giver 25, et gangestykke, der giver 64, eller et divisionsstykke, hvor facit er 3, så: 'Puha, nu skal vi til at tænke'. Det er, når børnene selv producerer, at de virkelig lærer noget. For det er betydeligt sværere selv at udtænke en opgave end at svare på en. Den filosofi, synes jeg, er rigtig god. Den kræver rum, tid og plads. Og det kan ikke gøres fra 8 til 8:45, det siger sig selv, så vi er nødt til at udvide. Jeg vil sige, at matematikbøger, de er et nødvendigt supplement til undervisningen i matematik, ikke andet." - Hvordan forbereder man sig til sådan noget? "Man begynder med at finde ud af, hvad det er, der skal læres, og den overordnede idé om, hvordan de lærer det, er så, at eleverne skal være aktive. Hvis emnet nu er procentregning, hvordan kan jeg så få sat eleverne i spil - frisætte dem? 'Vi tager lige en tur i Bilka. Så skal I finde ti varer, der er nedsat'. Så går vi hjem, og så skal de se: Hvad er førprisen? Hvad er tilbudsprisen? Hvor mange procent sparer vi? Og så skal de lave deres eget tilbudskatalog til sidst. Det er ideen. Så skal man selvfølgelig samle op på det og styre det. Det er forberedelse på en anden måde. Jeg bruger rigtig megen tid på at tænke, hvordan jeg gør det spændende for eleverne; det er en udfordring af de store. Men igen: Når man ser ungerne rende rundt sådan der, så får man tifold tilbage." Ikke styr på Fælles Mål Men det kræver tid, og det kræver plads. Og hvordan kan det kontrolleres, at eleverne lærer det, som Fælles Mål siger, at de skal, i sådan et ustyrligt projekt? Tja, siger Niels Olesen. Det kan man faktisk heller ikke. "Jeg har ikke styr på, hvor meget hver enkelt elev har lært i forhold til Fælles Mål. Men jeg kan garantere, at de rykker gevaldigt i forhold til deres udgangspunkt, og når de fremlægger, får jeg god indsigt i, hvad de er i gang med at lære. Her på skolen er der mange tosprogede elever, og derfor er sprog et vigtigt læringsmål i sig selv. Derfor skal de fremlægge mundtligt, hvad de har lavet. Når de fremlægger noget, kan jeg høre, hvor langt de er i deres forståelse, og vi ved fra forskningen, at sproget er med til at skabe forståelsen. Når man kombinerer med mundtlig fremlæggelse, er man også med til at videreudvikle og klargøre den forståelse, de har i forvejen. Og så vil jeg gerne indrømme, at jeg ikke har styr på, hvad hver enkelt har lært i forhold til Fælles Mål. Jeg kan så give dem en typisk test og tjekke det, men hvad er det, man måler der? I hvert fald ikke de kompetencer, der også er i spil i Fælles Mål. Så jeg synes, at jeg får meget mere at vide gennem deres mundtlige fremlæggelser."

Der var noget galt dengang - Du har været her i 34 år, og skolen her har været tæt på lukning, fordi resultaterne var for ringe. 'Luk lortet, eller lav en bedre skole', sagde politikerne. Hvordan ser du på forløbet?  "Det er rigtigt, at der var noget galt dengang, og år efter år gik det ikke så godt for vores elever ved folkeskolens afgangsprøve. Så tænker man: 'Vores børn, de er ikke ret dygtige'. Den holdning var ved at snige sig ind over os alle sammen, inklusive mig selv. Det var jo en skidt udvikling. Og derfor kom der ændringer, som satte en ny kurs på skolen." Men inden skolen fik en leder, var det en hæslig periode. Ja, faktisk var det "ualmindeligt rædselsfuldt," husker Niels Olesen. "Der blev sat konsulenter på udefra, og de lavede en personaleundersøgelse. Vi skulle interviewes af KL og blev afhørt om vores holdninger, så jeg begyndte at læse fagbladet Folkeskolen bagfra, altså stillingsannoncerne. Men så fik skolen en ny ledelse, og vi fik stillet i udsigt, at vi kunne blive fagligt opgraderet. Jeg havde ikke været på kursus i tyve år, så jeg tænkte, at jeg ville give det en chance til. Det var nye toner og nye tanker, ja, faktisk kendte jeg ikke halvdelen af de ord, de brugte dengang, men skidt nu med det. Det korte af det lange var, at der var perspektiver i det. Kunne vi løfte skolen? Det ville jeg godt være med til." - Matematiklæreren Niels Olesen var jo den samme før og efter, men I opnår bedre resultater i dag. Hvad skete der? "Man kan sige, at man slap nogle kræfter løs; vi fik nogle nye rammer. Før sagde jeg, at jeg gerne ville lave noget projektmatematik, og svaret var så: 'Jamen, det kan du ikke, for de skal have tysk i næste time'. Kort sagt: Vi blev begrænset voldsomt på grund af den struktur, der var på skolen. Men nu fik vi nye muligheder. Vores skema blev mere fleksibelt, vores teamsamarbejde blev forpligtende. Forventningen til de lærere, der blev her, var, at vi måtte være indstillet på at være fleksible, og pludselig blev det igen sjovere at være lærer, fordi vi fik lov til at udfolde os lidt mere. Jeg vil næsten kalde det et nøgleord for at lave god skole, at man er fleksibel. Det er indholdet, der styrer rammerne. Det er ikke rammerne, der styrer indholdet, som der var en tendens til. Og når rammerne styrer indholdet, definerer de, hvad børn kan lære, og det går jo ikke." - Viser resultaterne sig så også i de afsluttende prøver? "I de mundtlige prøver: Ja. I de skriftlige må jeg med skam at melde, sige, at det ikke går godt nok endnu. Vi har stadigvæk store problemer med problemløsning i matematik, det går ikke godt. Og det gør, at vi må fokusere mere på sprog og faglig læsning, for det er ikke matematikken i sig selv, der er udfordringen for vores tosprogede elever." Det er det, der gør, at det er fedt at være lærer - Du har været med i en menneskealder og oplevet modstand og set mange nederlag, hvordan undgår man at brænde ud? "Når jeg har en elev, der sidder og er rigtig ked af ikke at kunne finde ud af en opgave, så tænker jeg: 'Sådan har jeg også selv haft det. Det er min opgave at sørge for, at den elev bliver glad for det'. Min baggrund har været med til at forme mig som menneske, og dermed også forme den måde, jeg omgås eleverne på. For hvordan bliver man en god lærer? Ens faglighed skal selvfølgelig være i orden, man skal kunne sit fag så godt. Men hvis ikke du kan skabe en relation, så børnene føler, at ham der Niels, han er et ok menneske, og at jeg kan lide dem, så nytter det alt sammen ikke noget." - Hvad er så det mest besværlige ellert negative ved at være lærer? "Det er nok, at man ikke når det, man gerne vil. Jeg har 7.-, 8-. og 9.-klasser, og jeg synes ikke, at de når at blive så dygtige, som jeg gerne vil have, at de skal blive. Det må da kunne gøres bedre, det ligger hele tiden i baghovedet. Jeg kan sige det samme om samarbejdet med forældrene. Hvordan får vi forbedret det? De er søde og forstående, men måske lidt for passive i forhold til, hvordan man ellers kan opleve forældregrupper. Og så noget helt praktisk: Det er utilfredsstillende, når elever ikke får ordentlig morgenmad, ikke får søvn nok, ikke har deres ting med i skole og ikke møder til tiden. Det kan godt irritere mig," siger Niels Olesen og ser helt overrasket ud over sit eget ordvalg. "Jo", fortsætter han, efter et par sekunders pause. "Jo, jeg bruger ordet irritere. Det er irriterende!" Men så er der jo alt det, der gør, at der alligevel ryger mest ind på cost-benefit-analysens positive side, tilføjer han: "Når man kan sige farvel til ungerne om eftermiddagen, og de er smilende og glade efter gode, fælles oplevelser. Når man får positiv respons fra børnene på de faglige udfordringer. Når der er udvikling og dynamik, som skaber trivsel og resultater. Når der sker noget. Det er det, der gør, at det er fedt at være lærer."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk