Jeg har takket ja til at skrive lærerens alternative nytårstale, vel vidende at det ikke bliver let. Sidste år sagde statsministeren i sin nytårstale, at lærerne er skolens hjerte. En metafor, jeg kun kan bekræfte. I april rev de hjertet ud og trampede på det kun for at genindsætte det og forvente, at det atter ville slå i takt. Hvad siger man til et amputeret hjerte? Jeg vil her ydmygt forsøge at tale til og fra hjertet som skolens livgivende organ.

Thorning: Offentligt ansatte lige så vigtige som private

2013 blev året, der for alvor satte den danske folkeskole på dagsordenen. Det blev året, hvor fordomme og holdninger til den danske folkeskole og lærerne blev naglet fast i den offentlige debat.

April viste sig at være usædvanlig kold. Lockouten sendte 60.000 lærere på gaderne forvist fra landets klasseværelser. Overalt i landet rykkede lærerne sammen og blev tydelige i gadebilledet, langs vejene og i medierne. Lærerne kæmpede en brav kamp for at blive hørt, men lige meget hjalp det. Torsdag den 27. april kom indgrebet. Skuffelsen hang tykt i luften på slotspladsen, hvor lærere stod samlet og via mobiltelefoner lyttede til ministrenes pressemøde om indgrebet, der som frygtet tilgodeså KL's krav.

I kølvandet på lockouten kom vreden og skuffelsen til at fylde landets lærerværelser med mismod og frygt for fremtiden, og mange steder er det et såret hjerte, der skal pumpe liv i skolen.

Mange måneder er gået, og et nyt år melder sig fyldt med forandringer af den virkelighed, vi kender. Reformen er en realitet, som vi skal forholde os til og implementere på bedste vis. Nogle steder vil lov 409 danne rammerne for lærernes arbejdstid, imens man andre steder vil indgå lokale aftaler. Rammerne for vores arbejde vil stille os forskelligt og udmønte sig i vidt forskellige vilkår for undervisningen. Fælles for os alle er dog, at vi selv vælger, hvordan vi agerer inden for de givne rammer. På baggrund af lockouten og indgrebet kunne man fristes til trodsigt at læne sig tilbage med korslagte arme og et hjerte, der banker på halv kraft. Denne position vil dog blot bekræfte fordommene om lærerne som modvillige og dovne og vil i sidste ende dræne os for passion og gejst. I stedet for at lade årets begivenheder tynge os tror jeg på, at vi skal bruge dem til at ændre det billede, som KL fik tegnet af lærerne. Med rank ryg og løftet pande skal vi vise og værne om lærergerningen. At varetage læreprocesser for 24 elever samtidigt er og bliver en af de sværeste opgaver. Det kræver overblik, tydelighed, pædagogisk, faglig og didaktisk viden og ikke mindst relationskompetence at få undervisningen til at lykkes, så den skaber læring og trivsel for den enkelte. Vi skal i vores hverdag vise vores omverden kompleksiteten af vores arbejde og værne om vores kerneopgave; at skabe læring. Vi skal sætte klare grænser for vores arbejde, så vi, samtidig med at vi taler professionen op, værner om vores arbejdstid.

Jeg tror på folkeskolen som en af landets bærende institutioner. Det er her, vores børn mødes på tværs af sociale lag, religiøse overbevisninger og størrelsen på forældrenes tegnebog. Mest af alt tror jeg på lærerne. Jeg ved, at den enkelte elevs læring, på trods af arbejdstid og reform, i sidste ende afhænger af den enkelte lærers entusiasme og vilje - det enkelte hjerte.

Så kære hjerte, du er livgivende og altafgørende for fremtiden. Find din rytme, og vis din styrke. Jeg tror på dig som kollega, som forælder og som borger. Des stærkere vi banker sammen, des højere runger det og skaber genklang i befolkningen - og hvem ved, måske helt oppe i magtens korridorer.

Jeg ønsker jer alle et rigtig glædeligt nytår.