Toiletdøren får et fur. Benjamin har forladt klassen og står nu og slår på toiletdøren nede i skolegården. Han går en tur om i Hullet, som et område af legepladsen hedder. Skolegården er ellers tom. Der er time, men Benjamin skal lige falde ned og have styr på sit temperament. Når han er klar, går han tilbage til undervisningen i sin 6. klasse.

»Jeg slår på mure i stedet for på mennesker. Jeg mærker ikke smerten i hånden, mens jeg slår. Først bagefter gør det ondt. Da jeg gik i 3. klasse, var jeg næsten oppe at slås i hvert frikvarter. Alle talte om mig på lærerværelset og i klasserne, og mange var bange for mig. Fordi jeg har så meget temperament. Jeg havde det ikke godt. Nu har jeg været på bombekursus og lært at slå på mure i stedet for«, fortæller Benjamin, der går i 6. klasse på Bække Skole i Vejen Kommune.

Når han har svært ved at styre temperamentet, går han ned i gården.

»Før jeg kom på bombekursus, var jeg altid sur. Der skulle ske noget, kunne jeg godt mærke. Jeg var så langt ude, og de andre skød altid skylden på mig, når der skete noget. I 2. klasse var der flere, der sagde: 'Uha, nu kommer Benjamin'. De var bange for mig, og det var ikke rart«.

Bombekurset er noget, Gry Bastiansen har skabt. Hun holder kurser om børn med eksplosiv adfærd og har skrevet en bog om emnet. Hun er uddannet lærer og har arbejdet som udviklingskonsulent inden for AKT (adfærd, kontakt, trivsel) og inklusion i Vejen Kommune i flere år. Nu er hun chefkonsulent i firmaet Axept.

Eksplosive børn lærer at blive bombeeksperter

Pas på tændstikkerne

Benjamin er 13 år og er med i Gry Bastiansens bog. Her fortæller han om at have en stor temperamentsbombe, og hvordan nogle af klassekammeraterne kan virke som tændstikker, der sætter ild til hans bombe.

På Bække Skole har han tidligere fortalt om problemet med bomben og tændstikkerne for hele indskolingen.

»I min klasse har vi talt dybt om det. Helt til det inderste om, hvordan jeg havde det. To af mine klassekammerater fortalte, at de godt kunne se, at de kunne virke som tændstikker på min temperamentsbombe. Vi kæmper stadig med det«, siger Benjamin.

Han fortæller, at han kan mærke, hvornår han skal gå. Det er rart at bevæge sig, at gå væk og få noget frisk luft og lige tænke over tingene. Det sker ofte i idrætstimerne, hvis han er uenig med en lærer, eller hvis klassekammeraterne er ved at få ham tændt.

»Jeg tænker, at nu gør jeg ikke noget nyttigt mere her, og så vælger jeg at gå. Det er faktisk den bedste måde at afreagere på i stedet for at diskutere«, siger Benjamin.

Han forklarer, at drenge godt kan tale ondt til hinanden uden at være uvenner. Og sagtens kan spille fodbold sammen bagefter.

I klassen har de også talt meget om ansigtsudtryk. Om hvordan man ser ud, når man er ked af det eller vred.

»Tidligere var jeg ikke så god til at se, om folk var vrede, lukkede sig inde eller havde en dårlig dag. Men det har vi talt om«.

Lærerne og hans familie har også været meget med i arbejdet.

»Min lærer i børnehaveklassen gik altid efter mig, når jeg var vred. Hun ville tale med mig med det samme, men da vi talte om det senere, indså hun, at det var en fejl at ville tale med mig straks. Det var bedre senere«, fortæller Benjamin.