Foto: Thomas Tolstrup, UVM.dk
Lovforslag: Pædagoger kan ikke varetage undervisningen i et helt fag
I dag fremsatte undervisningsminister Christine Antorini (S) lov 51 og lov 52 til ændring af folkeskoleloven. DLF glæder sig over, at pædagoger alligevel ikke kan stå for hele undervisningen i et fag, men savner en definition af de afgrænsede undervisningsopgaver, som pædagogerne godt kan varetage.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lov 51 og lov 52, som skal indføre folkeskolereformen, blev fremsat i dag af undervisningsministeren i Folketinget (se lovteksterne i link til højre). Folkeskolereformen består af to lovforslag, da De Konservative ikke ville gå med til at indføre tvungen lektiehjælp under forhandlingerne i juni.
Lov 51 indeholder alle de initiativer, som hele forligskredsen bag folkeskolereformen kunne blive enige om. Lov 51 skal indføre en længere og mere varieret skoledag. Det skal ske med flere undervisningstimer, fysisk aktivitet og flere fagopdelte timer til dansk, matematik, fremmedsprog, natur/teknik og de praktiske/musiske fag. Derudover stiller forslaget krav om, at det er obligatorisk for skolerne at tilbyde lektiehjælp og faglig fordybelse inden for den nævnte tid, men det er frivilligt for eleverne at deltage. Loven skal træde i kraft 1. januar 2014, men de dele, der har direkte sammenhæng med skoleåret, skal først træde i kraft fra 1. august 2014.
Lov 52 skal indføre obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse for eleverne - et punkt som De Konservative ikke ville være med til under forhandlingerne, og som derfor fremsættes som et selvstændigt lovforslag. Ændringen kan først træde i kraft efter næste folketingsvalg.
Reform: Pædagoger kan få ansvaret for undervisningen i de små klasser
DLF delvist tilfreds Det første udkast til lovforslaget om folkeskolereformen åbnede op for, at pædagoger kan undervise i hele fag i indskolingen, men med det fremlagte lovforslag er der nu igen lukket for den mulighed.
I § 29 a. hedder det nu: "Personale med lærer- eller pædagoguddannelse, jf. §§ 28 og 29, kan varetage undervisning i børnehaveklassen og på 1.-3. klassetrin. Det er en betingelse, at pædagogen på 1.-3. klassetrin varetager afgrænsede undervisningsopgaver inden for sine kompetencer og kvalifikationer i øvrigt. Tilsvarende er det en betingelse, at læreren i børnehaveklassen varetager afgrænsede undervisningsopgaver inden for sine kompetencer og kvalifikationer i øvrigt."
I bemærkningerne uddybes: "Ved afgrænsede undervisningsopgaver forstås, at en pædagog fx ikke efter den foreslåede bestemmelse vil kunne varetage undervisningen i et helt fag gennem et helt skoleår". Det udtrykkes videre, at det er skolelederens ansvar, at medarbejderne har de nødvendige forudsætninger for de opgaver, de varetager.
Det glæder formanden for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF Bjørn Hansen.
"Det vil sige, at man ikke kan planlægge undervisningen med en pædagog, der varetager undervisningen fra årets start. Det er vi tilfredse med, og det var et af målene. Vi syntes, at det var underligt, at man kunne sætte en pædagog til at varetage undervisningen i et helt år, når en lærer skal have linjefagskompetencer til at varetage undervisningen et helt år", siger Bjørn Hansen.
DLF: Reformen skal handle om den bedst mulige undervisning
Stadig upræcist Han savner dog en definition af de afgrænsede undervisningsopgaver, som pædagogerne kan varetage. Der ligger nemlig stadig ubesvarede spørgsmål, som lovforslaget ikke tager hånd om:
"Hvis nu en pædagog skal ind og varetage den her undervisning, bare et halvt år, hvem har så ansvaret for, at eleverne når de fælles mål, de skal? Hvem har ansvaret for, at klassen som helhed opnår de kompetencer, som de skal i det fag, som pædagogen går ind og underviser i?", remser Bjørn Hansen op. Han mener heller ikke, at det står lysende klart, hvad "afgrænsede undervisningsopgaver inden for sine kompetencer og kvalifikationer i øvrigt" er.
"Jeg synes ikke, at lovudkastet er fyldestgørende. Det er et skridt på vejen, men jeg synes absolut ikke, at det er fyldestgørende, den måde man har beskrevet det på, og det bliver vi nødt til at spørge ind til.", siger Bjørn Hansen, der vil arbejde for at få præciseret lovteksten.
DLF ser blandt andet gerne en periodisk afgrænsning for, hvor længe pædagoger kan varetage undervisningen i et fag og derudover også en afklaring af, hvem der har ansvaret i sidste ende for, at eleverne når målene i undervisningen.
Bjørn Hansen vil nu se, hvad førstebehandlingen af lovforslaget kan føre til. De to lovforslag kommer på dagsordenen i Folketinget 12. november.
Ifølge Undervisningsministeriet bliver der senere i denne folketingssamling fremsat endnu et lovforslag som følge af folkeskolereformen.
Læs mere
L 51 Forslag til lov om ændring af folkeskolelovenog forskellige andre love. (Indførelse af en længere og merevarieret skoledag).
L 52 Forslag til lov om ændring af folkeskoleloven.(Indførelse af obligatorisk lektiehjælp og fagligfordybelse).