De højtbegavede elever på Horsens Byskole er især interesserede i naturvidenskab, og derfor laver to lærere særlige forløb indenfor it og fysik for at udfordre dem.
Foto: Carsten Andersen
Horsens-skole højner trivsel for højtbegavede elever
På Horsens Byskole får seks elever undervisningsforløb på udskolingsniveau, selvom de til daglig går i 0. til 6. klasse. Børnene er højt begavede, og skolens leder og lærere har oplevet, at børnene bliver gladere af mere udfordrende undervisning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Sidste år opdagede vi, at der var nogle børn, der mistrivedes, samtidig med at de havde nogle felter, hvor de var meget dygtige. Flere børn har været i PPR, og det har vist sig, at de har en høj intelligens", siger afdelingsleder Birgit Alsted. I alt har skolen seks elever i indskoling og mellemtrin, der vurderes til at være højt begavede. Ikke alle er blevet IQ-testede, men nogle af børnene har en IQ på over 140. Fem gange i løbet af sidste skoleår har skoleledere og to lærere inviteret eleverne og deres forældre til netværksaftener. Her kan forældrene erfaringsudveksle, mens børnene får anderledes og udfordrende undervisningsforløb.
Højtbegavede børn kræver særlig undervisning
"To lærere har stået for at planlægge undervisningen af de seks højtbegavede elever. Den ene lærer er dygtig til fysik, den anden til it, og de har lavet undervisning på udskolingsniveau. Selvom der er elever fra både 0. og 6. klasse, så viste det sig faktisk, at niveauet ramte dem alle. Det er vores erfaring, at eleverne er blevet gladere og trives bedre efter, at vi har startet forløbet", siger Birgit Alsted. Lodret holddannelse Ifølge skolelederen kan det være svært at spotte højtbegavede elever, fordi de bevidst undgår at gøre opmærksom på sig selv. Fælles er dog, at de ikke trives i skolen, og efter succesen med netværksaftener vil skolen satse yderligere på trivslen for de højtbegavede elever. "Vi vil gerne i gang med at lave nogle forløb i skoletiden med lodret holddannelse, hvor de højt begavede elever får undervisning, der på samme måde udfordrer og rammer deres interesser", siger afdelingslederen på Horsens Byskole. Omkring 35.000 danske skolebørn er højtbegavede, oplyser Gifted Children, der er en forening for højtbegavede børn og forældre. Det svarer til, at der sidder mindst et højtbegavet barn i hver skoleklasse.