Nu vi må genskabe tilliden og medejerskabet, sagde Christine Antorini
Foto: Hanne Birgitte Jørgensen
Antorini om skolereform: Største forandring i mange, mange år
Skolereformen, der træder i kraft i 2014, vil forandre skolen radikalt, sagde børne- og undervisningsministeren i sin velkomsttale ved Sorø-mødet. Og så skal lærernes tillid genskabes, tilføjede Christine Antorini.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini var oppe på den høje klinge, da hun bød deltagerne i årets Sorø-møde velkommen.
"Skolereformen er den største skolepolitiske forandring i mange, mange år", sagde hun.
Hun opfordrede forsamlingen til at være med til at forandre skolen i reformens ånd. "Vi skal gøre det anderledes", understregede hun.
Hendes vision er en skole, der varierer undervisningen, så alle elever bliver så dygtige, som de har potentiale til, og hendes mål er, at alle unge om til år får en ungdomsuddannelse.
Tilliden skal genoprettes
Den første sten, der skal ryddes af vejen, er den vrede, som forårets konflikt har plantet i mange læreres sind.
"Konflikten i foråret var fyldt med mange knubbede ord, og mange lærere er mismodige. De føler sig tromlet af den måde, konflikten forløb på. Det er den følelse, som mange lærere begynder skoleåret med, og nu vi må genskabe tilliden og medejerskabet", sagde ministeren.
Hun mener, at det kan lade sig gøre, fordi de værdier, der ligger i reformen, bygger på den nordiske skoletradition, som de fleste lærere bakker op om.
DI: Skoleskandalen er samfundstruende
Direktør i Dansk Industri Lars Goldschmidt fik herefter ordet. Han forklarede radikaliteten i skolereformen med, at 'skandalen er samfundstruede'.
"Reformen er et radikalt forandringsprojekt, fordi det er nødvendigt. Vi underudvikler vores børn i forhold til andre lande. Det er ikke, fordi vi er blevet fattige, vi har bare gjort det forkert".
Nu er det ledernes rolle at oversætte visionen i reformen til en fortælling, som skolens medarbejdere kan forstå, sagde Lars Goldschmidt.
Han har skrevet flere bøger sammen med Christine Antorini og skiftede sammen med hende fra SF til Socialdemokraterne i 1995. Han var formand for dialoggruppen i Ny Nordisk Skole.
Sorø-mødet sætter fokus på forandringsledelse
Corydon deltager i festmiddagen
Temaet for årets udgave undervisningsministerens tradititonsrige Sorø-møde er forandringsledelse i forhold til skolereformen. Ledere, toppolitikere, forskere og enkelte lærere deltager i mødet, der slutter i morgen aften med en festmiddag, hvor finansminister Bjarne Corydon og kulturminister Marianne Jelved er inviteret med.
"Så kan I tænke lidt over, hvorfor de er det", sagde Christine Antorini kryptisk.
Følg tweets fra Sorø-mødet her (hashtag #soroe2013)