Nedsat arbejdstid for ældre lærere er en meget gammel tradition, som for eksempel er omtalt i denne betænkning fra Sparekommissionen i begyndelsen af 1920'erne
DLF: Tosset at give lærerne løn i stedet for aldersreduktion
At KL nu taler om lærernes aldersreduktion i pressen i stedet for det, som faktisk er hovedsagen i de igangværende forhandlinger om lærernes arbejdstid er alene et led i KL’s samlede kampagne, der skal stille lærerne i et dårligt lys, mener formand for DLF’s overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I dagens aviser drejer KL-topforhandler Michael Zieglers udtalelser om lærerforhandlingerne sig om "en alt for forkælet personalegruppe i kommunerne", der som 60-årige får forkortet deres årlige arbejdstid med 175 timer.
Ældre lærere står for skud ved overenskomstforhandlingerne
Ældre lærere har haft nedsat arbejdstid i noget, der ligner 100 år.
"Efter Flertallets Opfattelse vilde det dog være rimeligt at gøre en undtagelse fra de her foreslaaede Timetal for de ældre Læreres Vedkommende", hed det for eksempel i en betænkning fra Sparekommissionen af 21. Februar 1921.
Så ja, Michael Ziegler havde ret, da han i DR2-udsendelsen Debatten forleden fremhævede, at arbejdstidsnedsættelse for ældre lærere er et meget gammelt gode. Men DLF-formand Anders Bondo har til gengæld også ret i, at godet blev betalt ved overenskomstbordet i 1993, hvor kommuner og Lærerforeningen blev enige om at bevare den i form af en nedsættelse af de daværende U-timer, altså undervisningstimerne.
"Vi har i årevis brugt overenskomstmidler på at etablere og fastholde aldersreduktionen", siger Gordon Ørskov. At lærerne har betalt ved kasse 1 for ordningen ses også af, at gymnasielærerne nu har vekslet aldersreduktionen til en klækkelig lønforhøjelse.
DLF: Vi sælger ikke lærernes arbejdstid
"Der mener vi bare, at det giver meget mere mening at fastholde aldersreduktionen frem for at veksle den til penge. Den kan være med til at fastholde lærerne på arbejdsmarkedet, og med tilbagetrækningsreformen skal fremtidens lærere holde endnu længere tid", påpeger Gordon Ørskov og tilføjer: "Hvis man endelig skulle diskutere det, skulle det da være i en tid med mangel på arbejdskraft. Vi vil hellere fastholde aldersreduktionen end få en lønstigning og sende yderligere flere hundrede ud til de 3000 lærere, der allerede er arbejdsløse".
Forhandlingerne om en ny læreroverenskomst er brudt sammen, fordi KL helt vil afskaffe lærernes arbejdstidsaftale og loftet over lærernes undervisningstid. Alligevel er det nu kravet om en fjernelse af aldersreduktionen, Michael Ziegler taler om i pressen.
"Det er optrapning af konflikten på et tidspunkt, hvor der skulle være realitetsforhandlinger om at finde en løsning på den fastlåste situation", siger professor Henning Jørgensen i Politiken i dag.
Gordon Ørskov Madsen: "Det gør de udelukkende som et led i den samlede kampagne, KL fører mod lærerne nu, hvor de vil fortælle historien om læreren som en gruppe med særlige rettigheder og privilegier, som ingen andre har. Jeg synes, det er usmageligt", siger Gordon Ørskov Madsen.