Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Ved skoleårets start afskaffede vi it-vejlederne og ansatte en it-medarbejder med ansvar for de tekniske opgaver og aftalte, at de faglige vejledere skulle overtage den pædagogisk/didaktiske it-vejledning indenfor deres fagområder", forklarer skoleleder John Larsen.
"It-vejlederne følte ikke, at de havde tid til det pædagogiske, fordi de brugte så meget energi på det tekniske. Samtidig havde de meget godt styr på det pædagogiske i deres egne linjefag, men ikke i samme grad i de andre", fortsætter han.
De to it-vejledere, Eggeslevmagle Skole havde sidste år, har begge forladt skolen.
"Den ene fik et rigtig godt tilbud fra det private erhvervsliv, og den anden tog til en skole, der stadig har den gamle it-vejlederrolle. Men de havde begge alle muligheder for at fortsætte på skolen som lærere i deres linjefag", siger John Larsen.
En naturlig udvikling
En af de fagvejledere, der i august fik ansvaret for it-vejledningen i sit fag, er danskvejleder Lia Sandfelt, som per 1. februar også blev pædagogisk afdelingsleder på skolen. Hun oplevede skiftet som positivt.
"Man kan ikke være fagvejleder i dag uden at inddrage den pædagogiske it-vejledning, så jeg synes det har været en superfin og meget naturlig udvikling", siger hun.
Lia Sandfelt fortæller, at der ikke følger decideret efteruddannelse med de ekstra opgaver, men at der generelt bliver givet gode akkorder på skolen alt efter behov.
"Da jeg startede som danskvejleder for tre år siden fik jeg 700 timer om året. Det er løbende blevet sat op, og er for nuværende landet på 1400 timer", siger hun, men påpeger, at hun har det klart højeste timeantal af de faglige vejledere, fordi hun er læsevejleder i alle fag.
Danskvejlederen mener, at hun kan være mere proaktiv som pædagogisk it-vejleder, fordi hun er hjemmevant i faget.
"Kollegaerne bruger mig på samme niveau som før. Men det er nu også min opgave at udstikke en kurs for, hvad vi skal med it. Der bruger vi meget fagudvalgsmøderne til at informere om, hvor vi mener, at det digitale kan give en merværdi for det, vi vil med skolen", siger hun.
"Jeg bruger rigtig meget tid på at holde mig ajour, og vælger også en masse fra, som jeg ikke går videre med. Alt er ikke automatisk godt, fordi det er digitalt. Det skal give en merværdi i forhold til hvor vi i forvejen vil hen".
Tredje led af it-integration
Ideen til omlægningen kom fra en rapport, som Slagelse Kommune i 2011 fik udarbejdet af forskerne Karsten Gynther og René B. Christiansen fra videncenteret læremiddel.dk med titlen 'Barrierer og potentialer for integration af it i fagene i folkeskolen i Slagelse Kommune'.
Karsten Gynther mener, at det er vigtigt, at skolen arbejder hen imod at adskille den tekniske og pædagogiske it-vejledning.
"Det vi ser nu, er tredjebølgen af it-integration i folkeskolen. Første led var at få givet lærerne de basale it-færdigheder. Der var vi for 20 år siden. Andet led led var, at få basal it ind i undervisningen. Der er vi ved at være, så nu skal vi have it'en helt ind i didaktikken i de enkelte fag", siger han.
"Er man matematiklærer, skal man kun it-vejlede matematiklærere. Det er de faglige vejledere, der har viden om de gode digitale læremidler i deres fag".
Forskeren mener ikke, at det nogensinde burde have været it-vejledernes opgave at varetage det tekniske.
"Når man snakker med it-vejlederne, ser de sig som pædagogiske vejledere. Det tekniske bliver også mere avanceret, og det er jo ikke sikkert, at en it-selvlært lærer kan levere service på avancerede netværk og den slags".
Skidtet skal virke
Det er dog en forudsætning for ordningen, at den tekniske it-vejledning ikke bliver nedprioriteret.
"Jeg vil helst blande mig ude af slagsmålet om, hvor teknikerne skal sidde. Men skidtet skal virke. Det nævner lærerne altid som noget helt centralt", siger Karsten Gynther.
It-teknikeren på Eggeslevmagle Skole er tilknyttet skolen på fuldtid, men det vil måske ikke være muligt eller nødvendigt for alle.
"Skolens størrelse med omtrent 750 elever, fornuftig økonomi og decentrale ledelsesmuligheder gør, at vi har mulighed for at ansætte en it-medarbejder. Mindre skoler med samme vision kan måske i et samarbejde gå sammen om samme løsning", siger skoleleder John Larsen.
Skolelederen er i hvert fald ikke i tvivl om, at han vil anbefale andre samme ordning.
"Det tekniske fungerer bedre nu, og det pædagogiske fungerer allerede mindst lige så godt", siger han.