Som offentligt ansat må man tåle mere end i andre job. Det mærkede lærer Jan Hagen tydeligt, da han blev truet og slået af en 13-årig elev og stadig har fysiske og psykiske mén.

Erstatningsnævnet mener, at Jan Hagen var part i en »pædagogisk konflikt, der udviklede sig«, og derfor kan han ikke få erstatning. Men det, Jan Hagen var ude for i 2010 på sit arbejde, er anerkendt som en arbejdsskade i skulderen. Desuden har hele forløbet med trusler, politianmeldelser og politiafhøring betydet, at han ikke længere er i arbejde.

Vi spoler tiden tilbage til foråret 2010. Jan Hagen har været lærer i seks år og er meget glad for sit arbejde. Han er oprindeligt uddannet ingeniør, men tog så en læreruddannelse og underviser på en skole i Taastrup. Denne dag underviser han 7. klasse, hvor Mohammad (navnet er opdigtet, redaktionen) på 13 år ikke gider deltage.

Jan kender Mohammad og hans familie godt og mener, at han har et godt forhold til drengen. Jan vælger at sende Mohammad på kontoret, som det er skolens regel, og drengen kvitterer ved at sige: »Fint, så bliver jeg fri for at se på dit fjæs«.

Slået på skulderen

Ti minutter senere opdager Jan, at Mohammad slås for sjov med en gruppe drenge på fællesarealet. Jan stopper dem og beder Mohammad om at gå på kontoret. Han fører sin arm op til drengens for at føre ham i den rigtige retning, men det får drengen til at eksplodere. Han sparker, slår og råber, at ingen skal røre ham.

Offentligt ansatte 
må tåle mere vold

»Jeg prøver at trække ham tættere på mig, så hans slag ikke går så hårdt ind, og jeg fører ham mod kontoret. Da vi skal igennem svingdørene, rækker jeg op til døråbneren for at åbne, og han slår, sådan at jeg får et vrid i skulderen«, fortæller Jan Hagen.

På kontoret efterlader Jan Hagen drengen. Han forestiller sig, at han måske bliver hjemsendt en periode, men det går helt anderledes. Mohammads forældre anmelder nemlig Jan for vold mod deres søn. Samtidig hører han rygter på skolen om, at han skulle have taget kvælertag på Mohammad. Og Mo-hammads far ringer og siger, at han har en ven i Jans kvarter, og at han vil »lave nogle aftaler med ham«.

»Jeg opfatter det som en klar trussel. Jeg er rystet og krænket«, siger Jan Hagen.

Sigtet og under anklage

Jan går på arbejde dagen efter, og Mohammad er også i skole. Sådan går der to måneder. Jan har taget kontakt til DLF, men han har på dette tidspunkt endnu ikke hørt fra politiet. I frikvartererne er han indimellem nødt til at gå sig en tur rundt på villavejene, fordi han har det dårligt.

»Jeg overvejer at kvitte jobbet. Jeg har ikke haft en sygedag i seks år, men det her ryster mig«.

Der går to måneder, før politiet henvender sig til Jan. De fortæller, at han er anmeldt for vold og for at ville kvæle et barn.

»Jeg er sigtet og under anklage. Jeg skal åbne munden, de vil have dna, og de tager fingeraftryk. Det er så krænkende«.

Jan bliver afhørt nogle gange. Forældrene og Mohammad stiller med to elever som vidner, men et halvt år efter hændelsen dropper politiet sagen som grundløs. Jan har ikke været suspenderet, fordi skoleledelsen har sagt, at han ikke på nogen måde er farlig for børn.

»Jeg har tabt tilliden til systemet. Det er åbenbart helt i orden at slå en lærer. Erstatningsnævnets holdning er, at vi skal kunne tåle nogle bank. Men samtidig forventer alle, at vi griber ind over for problemer. Hvis du bliver invalid, er det bare ærgerligt. Du får ingen hjælp. Det gør det meget svært at være lærer. Hvordan kan vi udøve vores tilsynspligt under sådanne vilkår? Hvis du sparker en parkeringsvagt, så er det vold. Men en lærer skal tåle det«, siger Jan Hagen.

»Det er en trussel mod folkeskolen. Jeg har tabt troen, nu hvor jeg har oplevet systemet. Vi kan ikke overleve sladder, forældreanmeldelser med videre. Det har kostet mig alt. Jeg passede bare mit arbejde, men det er den 13-årige, der har vundet. Det er ikke let at være lærer med stolthed«.

Danmarks Lærerforening har på vegne af Jan Hagen forsøgt at anlægge sag mod eleven for vold og mod forældrene for falsk vidneudsagn og trusler, men politiet har valgt at henlægge sagen.

Fagforbund rejser sag

Sagsbehandler i DLF Jacob Gjedde siger:

»Det her vedrører alle vores medlemmer og alle andre, der arbejder med mennesker. Vi ser en stigning i voldssager, og med den øgede inklusion kan det blive voldsommere. Vi ser allerede en klar sammenhæng mellem inklusion og mere vold. Og mange lærere forlader arbejdsmarkedet efter en voldssag«.

Avisen.dk har for nylig skrevet en række artikler om pædagoger, social- og sundhedsassistenter, lærere og andre offentligt ansatte i samme situation. De har været udsat for vold fra klienter, børn, elever, men kan ikke få erstatning. Flere fagforeninger har rejst sagen over for politikerne.

Brev til justitsministeren

Formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i DLF Per Sand Pedersen har i midten af januar skrevet til justitsminister Morten Bødskov i forbindelse med Jan Hagens sag og andre lignende sager. Et problem, der berører mange hundrede tusinde danskere, der arbejder med børn, socialt udsatte og syge.

»Danmarks Lærerforening har gennem årene haft flere sager som Jans, hvor Erstatningsnævnet har afvist at yde erstatning i sager, der efter vor opfattelse har handlet om åbenlys vold. Dette problem deler vi med andre fagforeninger som BUPL, Fag og Arbejde, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogernes Landsforbund med videre«, skriver Per Sand Pedersen.

Han henviser til tidligere breve til Erstatningsnævnet og sager, som fagforeningerne har ført om offererstatningslovens forståelse. »Vore anstrengelser har desværre været forgæves, og det er vores opfattelse, at der må en lovændring til, hvis ikke endnu flere borgere skal komme i samme klemme som Jan«.

I brevet henvises til Erstatningsnævnets opfattelse om, at en hændelse skal være »retsstridig, forsætlig og kvalificeret« for at være omfattet af offererstatningsloven. Der skal altså være tale om et bevidst angreb og egentlig vold.

»Vi undrer os over denne opfattelse, da der i offererstatningslovens paragraf 6 specifikt står, at erstatning ydes, selv om skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig. For os at se er der dermed lagt op til, at spørgsmålet om voldsmandens vilje indtager en mindre vigtig rolle end hensynet til den skade, som der er sket på offeret, og det er vores opfattelse, at Erstatningsnævnet ikke fortolker loven sådan, som Folketinget i sin tid har ment, at det skulle ske«, skriver Per Sand Pedersen og beder justitsministeren om at kontakte DLF for en yderligere drøftelse af spørgsmålet.

Mohammad er et opdigtet navn.